T-Dag med Lars Schwander – SORT/HVIDT FOTOGRAFI KONTRA FARVE?

af Jakob Kjøller

Idag har vi besøg af en af de folk jeg ringer til, når jeg har spørgsmål til fotografi. Lars Schwander har arbejdet med fotografi, længere end jeg har levet.

Lars har i dag kastet sig over det evige emne “Sort/hvid eller farvefotografi”.

Lars Schwander, ikke en hr. hvem som helst

For lige at sætte scenen er Lars (larsschwander.com) ikke super kendt i Danmark, hvis man altså snakker med os “dødelige”, der tager lidt billeder her og der.

Er man derimod blandt de mere kunstinteresserede (både i ind- og udlandet) og bevæger sig i de kredse, ved man uden tvivl hvem Lars er.

Lars har bl.a. arbejdet for Hasselblad som kunstnerisk rådgiver og været med i deres jury ved konkurrencer, derudover kan han også skrive “Kurator for fotografering”, Louisiana, MoMA på cv’et.

Til sidst ja, så kender han rigtig mange af de internationale kendte fotografer, og har mødt nogle af de største fotografer igennem tiden.

Derudover er det en mand, jeg har stor fornøjelse af at kende, specielt da vi egentlig mødtes ved et tilfælde.

Vi har en intern aftale, når han har IT-problemer, så ringer han til mig, og når jeg er ved at rive håret ud af hovedet omkring fotografi, så ringer jeg til ham. Lars har bl.a. hjulpet mig med min bog “Den anden side af kampkunsten“.

Forleden, da jeg skulle afholde det første sort/hvid-kursus for Nikon, skulle jeg liiiige bruge lidt info, og imens fruen lige hentede en af ungerne, skrev jeg til Lars. Cirka halvanden time samt mange messenger-beskeder (primært fra Lars til mig) senere, var jeg i den grad klædt på til at forstå forskellen på sort/hvid og farvefotografering.

Det er Lars’s ren-/nedskrivning af denne forklaring, du lige få her, så vi håber du nyder den 🙂

SORT/HVIDT FOTOGRAFI KONTRA FARVE?

I dag er det nemt. Vi tager alle vores billeder i farve og har et sort/hvidt filter på Instagram, i Photoshop eller i Lightroom. På samme måde  kan vi forvandle vores kollererede billeder til monokrome, eller til noget som ligner Polaroid, eller det moderne ”split color”. Men sådan har det ikke altid været. For mere end 15 år siden, da den digitale revolution begyndte, brugte man analoge kameraer. Dengang skulle man på forhånd vælge om man ville tage sort/hvid eller farve. Og man købte film, som passede dertil. De mest avancerede havde Hasselblad-kameraer og kameraer med magasiner med forskellige film i. Men hvor det i dag er et spørgsmål om smag, hvorvidt ens billeder skal forblive i farver, eller om det skal vendes over til s/h, så har det engang været en diskussion på liv og død.

 

©Lars Schwander af  Tony Oursler

 

Til middag med Magnumgruppen

Jeg deltog engang i et middagsselskab med hele Magnum-agenturet i London. Rene Burri var der, Bruce Gilden var der, Josef Koudelka var der – og ikke mindst direktøren for det hele Martin Parr var der og ham som var med til at starte det verdensomspændende projekt, Henri Cartier-Bresson, var der.

Da sidstnævnte – som allerede da var en ældre herre – skulle til at gå, rejste alle sig op i ærbødighed. Vi stod alle og gav hånd. Og da Cartier-Bresson stod foran Parr, blev han spurgt hvem den unge herre var. ”Martin”, svarede han, ”Martin Parr…” Og Cartier-Bresson besvarede ikke direktørens venlighed. Og hvorfor så ikke det? Fordi der var en stor uenighed om Magnum-projektet. Parr tjente flest penge ind til agenturet, måske halvdelen af alle indtægter på sine indsmigrende farvebilleder, sine bøger og udstillinger som kom ud til millioner af mennesker. Men dels ville Cartier-Bresson ikke tolerere folk som ”gjorde grin” med andre mennesker, dels var han meget imod farvefotografiet…

 

Kodaks Instamatic betød meget for farvefotografien

Og der er vi tilbage til begyndelsen af fotohistorien, eller rettere sagt tilbage i det tidligste 1900-tal. Man har fra en meget tidlig tid kunnet farveseparere billeder og lave en slags dias (lysbilleder) med farver. Selv i Danmark var der enkelte som kunne arbejde med denne proces. Som man må forstå, var farvebilledet uhyre sjældent og det var kun marginale fotografer, som kunne styre et farvebillede. Langt de fleste arbejdede med s/h fotografi. Det var først helt oppe i 1930’erne, hvor Kodachrome lavede smalfilm, at der skete noget. Man kunne godt få dias op gennem 1940’erne og 1950’erne, men den store udbredelse af farvefotografiet kom med Kodaks Instamatic i midten af 1960’erne og jeg husker det som en revolution, at nogle af mine kammerater i folkeskolen pludselig tog farvebilleder. Jeg var selv optaget af et Agfa-box kamera som jeg havde arvet fra min far eller farfar (vores familie havde ingen penge) og jeg måtte tage mine mellemformat-film ned til fotohandleren og få fremkaldt min s/h film. Jeg fik dem tilbage som en slags kontaktkopier med takker på, som var det et frimærke.

Da jeg voksede op

Sådan gik det til, at jeg voksede op med et nærmest ligeværdigt forhold mellem s/h og farve. Dvs. det gjorde jeg alligevel ikke. For jeg lærte omkring 1975, at gå i mørkekammeret og da stod alt i s/h under de røde lamper. Jeg havde hverken råd til en farvefremkalder eller de tekniske forudsætninger. Det fik jeg først med Photoshop. Selvfølgelig. Men det jeg lavede i mørkekammeret var højst personligt og når det var alvor, lavede jeg kunst og kom da også både på Charlottenborg og på udstillinger senere i livet. Vi var mange kunstnere som stod i hvert vores mørkekammer og lavede billeder. Vi forfinede vores teknik. Og lavede somme tider fotostater på Agfas tynde papirer. Vi var lykkelige, at kunne komme op i formater.

Det lyder som en relativ progressiv udvikling, hvor det ene tog det andet med sig. Og sådan oplevede de fleste det nok også. En glat overgang fra kamera til kamera, fra film til film, og helt frem til den digitale revolution. Men sådan var det ikke overalt – og heller ikke kun i Magnum. Over hele jorden regnedes s/h for det kunstneriske billede.

Sort/hvid er kunst, farve er en direkte kopi af virkeligheden

Det personlige billede. Det er sådan at fotografi – fra den spæde begyndelse og til den dag i dag – regnes som en mere eller mindre direkte afspejling af virkeligheden. På godt og ondt. Godt fordi det ER en del af fotografiets grundsubstans at gribe fat i noget virkeligt. Og ondt fordi malere, skulptører, samt især kunsthistorikere ikke synes, at genren er fin nok. Ikke i Danmark i hvert fald, hvor man traditionelt er 50 år bagefter i kunstforståelsen (selvom det er en hel anden diskussion). Summa summarum var, at s/h fotografi op gennem hovedparten af det 20. århundrede VAR kunstfotografiet. Måske fordi s/h fotografi alligevel ikke var en direkte gengivelse af virkeligheden. Men et billedudtryk separeret gennem en gråtoneskala. Og det var således meget mere på tale, at karakterisere lyset, kontrasten, motivet, end ”hvad det egentligt forestillede”.

William Eggleston’s Guide og MoMa, New York

Men kunne det forblive sådan? Sådan rent formelt set? Næppe. I USA var der forskellige grupper, som var vokset frem. Ikke faste bevægelser, men netop grupper af mennesker som på en eller anden måde udtrykte sig med farvefotografi. Da Museum of Modern Art i New York den 25. maj 1976 blændede op for udstillingen William Eggleston’s Guide, var det til en chokeret omverden af publikum og især kritikere. Udstillingen blev snart kåret som årets mest forhadte. Billederne var på enhver tænkelig måde anderledes og moderne. De var i farver, hvilket stak af fra samtidens smag om ordentlig fotografisk kunst, og de lignede ved første øjekast ganske almindelige snapshots: hurtige, situationsbestemte ”skud”. Begge disse mindede om det billige amatørfotografi, som man kendte hjemme fra familiealbummet. New York Times’ indflydelsesrige anmelder Hilton Kramer skrev bl.a. som kommentar til katalogtekstens karakteristik af Egglestons billeder som ”perfekte”: ”Perfect? Perfectly banal, perhaps. Perfectly boring, certainly”. Altså fuldstændig banale og totalt kedelige. Den voldsomme reaktion – også Kramers egen – tydede dog på det modsatte.

Egglestons billeder virkede provokerende, og manden dukkede tilsyneladende op fra ingenting. Men sandheden var, at han havde rejst sydstaterne tyndt fra Mississippi og Tennesse til Texas og Arizona og fotograferet i ét langt flow. Han var i langt højere grad optaget af, at tage billeder end at udvælge enkelte motiver og kopiere dem. Af samme grund tog Eggleston i årene 1966 og fremefter tusindvis af billeder af alt, hvad han så. En metode eller vane, som han senere forklarede ud fra sin filosofi om ’det demokratiske billede’: At kameraet har en evne til at skildre alt ligeværdigt.

Engang blev Eggleston spurgt, hvad han havde fotograferet i dag?

“Well, I’ve been photographing democratically”, I replied.

“But what have you been taking pictures of?”

“I’ve been outdoors, nowhere, in nothing.”

“What do you mean?”

“Well, just woods and dirt, a little asphalt here and there.”

(Fra bogen The Democratic Forest, p. 171)

 

©William Eggleston

 

Netop evnen til at skildre det tilsyneladende ligegyldige og hverdagsagtige gjorde, at Egglestons billeder blev forvekslet med snapshottet. Men hvilke snapshots ejer den samme poesi, glød og dybde? Hans billeder var ikke blot moderne, de var forud for deres tid og varslede en rehabilitering af farvefotografiet, som gik langt ud over pæne, iscenesatte studieoptagelser. Lederen af Museum of Modern Arts fotografiske afdeling, John Szarkowski, som havde hyret Eggleston i første omgang, arrangerede samtidig en udstilling med en anden kolorist, Stephen Shore, og satte således for alvor fokus på det moderne farvefotografi. Udstillingerne blev startskuddet til en hel ny bevægelse i amerikansk fotografi: The Rush to Color eller, som den også blev betegnet, New American Color. Bevægelsen talte ud over Eggleston og Stephen Shore også Joel Sternfeld og Joel Meyerowitz.

Den blandede sig med en anden tendens, som opstod i samme periode: The New Topographics, der satte fokus på det nye landskab, det terrain vague der opstod i sammenstødet mellem kulturen og naturen: Alt fra lossepladser og nye parcelhuskvarterer til baghaver og benzinstationer. Alt det, som før i tiden var gemt væk, fik pludselig betydning i form af en moderne ikonografi.

©Stephan Shore

Farvefotografiet idag

Meget af dette tager vi nu for givet, når vi betragter samtidskunsten. Vi er blevet fortrolige med den æstetik og fornemmelse, der ligger i Wolfgang Tillmans’ hurtige billeder og Nan Goldins skildring af sin vennekreds, fotos taget med småbilledkameraer og med Andreas Gurskys nærmest kliniske fotografier. I dag er det vanskeligt at forestille sig, i hvor høj grad Egglestons billeder kunne forarge. Og Magnums Martin Parr – der ganske vist begyndte sin karriere med s/h fotografi – profiterer på farvebilledets egen magi.

Og så er vi tilbage til middagen i London. Jeg sad nær ved Joseph Koudelka, som i mine øjne er en af verdens førende kunstfotografer, fortalte at han stort set intet solgte i Magnum-regi (han er vist heller ikke særligt interesseret i at sælge…) og at han kun var accepteret i Magnumregi fordi han stod fast på s/h kunstnerisk fotografi. Samme middag, hvor Cartier-Bresson nægtede at give hånd til Parr.

 


©Joseph Koudelka

 

Til nutiden

I dag kan man knapt forestille sig de kampe som fandt sted op gennem århundredet og selvfølgeligt mest i 1960’erne og 1970’erne. Om hvad kunstfotografi var. Eller rettere: Hvilke farver den havde? Og som nævnt ovenfor er vi både vant til at se farvefotografi som kunst og når vi selv agerer på Facebook eller Instagram. Også når man/du pludselig finder, at det måske er et pænere billede, når det bliver sort/hvidt i stedet for farve…

Fotomalia siger TAK!

GemGem

GemGem

Relateret indlæg

2 Kommentarer

Lars hylleberg juli 21, 2017 - 9:11 am

Tak for en god artikel – stor nydning at læse og lærerig, når man ikke har gjort hele rejsen selv fra mørkekammeret og frem /Lars

Besvar
Lars Schwander juli 24, 2017 - 3:35 pm

Kære Lars Hylleberg, tak for din venlige tilbagemelding. Skulle det være en anden gang! Lars (Schwander)

Besvar

Smid en kommentar til os