T-Dag – Keld Skytte Petersen – Når naturen kalder

af Anja Robanke

Det eneste rigtige er at kalde denne T-dag, når naturen kalder. For den kalder på Keld og han er den fotograf, jeg kender, der bruger flest timer ude om året med sit kamera!

 

Jeg mødte Keld for 2 år siden på Enebær Odde. Og indtrykket var stort. Han er en mand med mange holdninger og historier, så inden vi fik set os om, havde vi gået 12 kilometer og fået et hav af fantastiske historier om området og naturfotografi.

Efterfølgende har jeg haft den store fornøjelse af at følge hans mange ugentlige opdateringer på Facebook. Hvor han skriver meget billedeligt om den givne dag, der passer til hans skønne naturbilleder.

Men nu vil jeg give ordet til Keld, manden med de mange ord og fantastiske billeder.

Velkommen Keld!

Skovhornugle: Ugler er endnu en af mine mange yndlinge. De er overalt, men man ser dem aldrig, jeg har dog fundet en rastende Skovhornugle, der tydeligvis holder øje med mig. I disse situationer, er det yderst vigtigt, at holde behørig afstand. For uanset hvor gerne man vil have et superbillede, så skal dyr og fugle ikke lide unødig overlast i form af skræmning, hvilket desværre ofte sker når foto og fuglefolk søger oplevelser.

Fisk, fugle og naturfoto.

Overskriften passer helt præcist til min udvikling udi det store, spændende og evigt udviklende fotografiske univers. For lidt over fire årtier siden skiftede jeg mit Kodak Polaroid kamera ud, der var erhvervet i konfirmationsgave, og rent faktisk lidt af en heftig nyhed dengang; med omgående fremkaldelse, og var det 8 billeder pr. pakke. Det blev dog skiftet ud med min første Nikkormat.

Tårnfalk

Tårnfalk: Den lille Tårnfalk, er en af vore almindeligste rovfugle, de hænger ofte på svirrende vinger over en kant eller mark, hvor de fra relativ stor højde udser sig byttet der ofte er små gnavere, denne var dog mest interesseret i guldsmede den dag da vi fik øjenkontakt.

 

Det var i rigtig mange år faktisk kun fisk, jeg fotograferede. Utallige af de havørreder jeg har foreviget, efter et solidt gok i hovedet med en sten. Gang på gang, fotograferet fantasiforladt placeret ved siden af fiskestangen, men selv syntes jeg, det var helt utroligt.

Set i bakspejlet var jeg nok i virkeligheden den eneste, der både kunne se noget i de billeder, både i det hele taget, og forskellen på de forskellige fisk, men for pokker da hvor jeg nød det.

I samme periode, hvor jeg fotograferer fisk var jeg for øvrigt mere end hundrede procent overbevist om, at fuglekikkere ikke var ved deres fulde fem, når de kunne stå og kikke på de fjerede i timevis.

Krondyret, og helt specifikt det vestjyske af slagsen er et herligt mål i deres brunst som starter i september. For da kommer de store hjorte ud fra skove, lettere beruset af hormoner, og derfor lidt sjovere at have med at gøre. Jeg finder dem blandt leoparderne ved Oksbøl. Her er det vilde dyr, der lever i noget af Danmarkskønneste natur.

 

Efter mange år som fiskefotograf, med Kodak gold og 36 billeder pr. rulle, og en evig fremkaldelse liggende hos fotohandleren, var jeg en solrig og helt stille nytårsdag taget på kajaktur med fiskestang og kamera – et Nikon D70 med svimlende 6,2 mp og 18-70 kit objektiv, rent faktisk ret heftigt grej dengang.

Toppet skallesluger

Toppet skallesluger: Skalleslugeren her er normalt temmelig sky, og derfor svært tilgængelig, hvis man vil have billeder tæt på. Men her har jeg snydt den! Det skete på min første prøvetur i et hjemmekreeret flydeskjul, hvor jeg ligger under sløring og skubber mig frem med benene. Det er en herlig oplevelse, de ved simpelthen ikke, hvad det er der ligger ved siden af dem. Har faktisk senere haft en Strandskade siddende på toppen, kun få cm over hovedet. Billederne bliver lækre i den højde. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv, kan jeg hilse at sige.

Forvandlingen fra fisk til fugl

Under denne tur på den spejlblanke fjord, nærmer en stor fugl sig, gæssene reagerede i ren panik, og i de efterfølgende ret så intense minutter, oplevede jeg nærkontakt med min første Havørn. Jeg klikkede løs, og vildt var det… Rigtig vildt! Tiden gik nærmest i stå. Jeg husker ørnen var enorm, og sjovt nok, så er minderne om billederne også, at fuglen trådte ret tydeligt frem. Lidt som når ens fangster vokser efterhånden som årene går – en særlig egenskab lystfisker der har fanget en fisk har! Faktum var dog rent faktisk, at man skulle være ret så dreven og udstyret med umanerligt skarpt syn for at se, hvad der var på billederne, men jeg var selvom jeg ikke helt vidste det, så var jeg solgt i det selvsamme øjeblik.

Og lige præcis der, tog det fart. Jeg begyndte at kikke og ikke mindst fotografere fugle, mest rovfugle og helst ørne. Der dog ikke var mange af dengang, men så meget mere udfordrende var det så.

Hugorm: For mange er viben eller stæren et forårstegn. For mig er det de første hugormehanner, der kommer frem den første lune dag i marts. De finder en herlig varm plet, hvor de ligger og modner deres sædceller, så de er klar når de større hunner vågner senere. Dyrene har faste pladser fra år til år. Jeg synes, de skal fotograferes i deres højde og helst tæt på. Her ses en sort en af slagsen, manglen på snogens gule nakkepletter, indikerer at man skal holde nallerne væk!

Grej

Grej skulle der til, for dyrene skulle fotograferes ordentligt, ellers er der ikke meget sjov ved det. Ja føj da, 70-300, 80-400, 500 og til sidst et 800 mm manuelt Nikkor. Det sidste brugte jeg i mange år, til stor forbavselse for mange, der ikke troede, det var muligt at fange fugle med manuel fokus, og få dem bare tilnærmelsesvis skarpe. ”Men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinne” så det fungerede faktisk for mig

Men hårdt arbejde var det med dét glas på 5,5 kg, fullframe hus, Gimbal og Berlebach træstativ, der endte ud i en samlet vægt på omkring 17 kg. Jeg har dog haft den fordel, at jeg indrømmet er langt stærkere end klog, så kilometer efter kilometer er det blevet slæbt uden de store rygskader.

Curculio

Curculio: Et af de makrobilleder, jeg er mest glad ved, er denne meget lille snudebille. Jeg spottede den på vej op af strået, forudsigelsens kunst er stor – ligeledes håbet, så jeg satte mig klar. Det blev lidt af en udfordring, da dyret er lille, og strået bevægede sig i vinden, men et enkelt billede, som ses her lykkedes, den lille alien sidder rigtig fint syntes jeg.

Udvide spektret

Mange år er efterhånden gået, og fuglefotografiet, er for mig blevet til naturfotografi over hele spekteret. En spændende genre for naturmennesker med lyst til at forevige alle de skønne ting fotografisk,

Her som i alt andet, lærer man hele tiden, eller det burde man i hvert fald. Teknik, dyr og fugles adfærdsmønstre, hvor og hvornår, og rigtig meget andet, får det hele til at gå op i en højere enhed. Samtidig går man en spændende forvandling og udvikling igennem rent fotografisk, sådan er det i hvert fald gået for mig.

Jeg ser i dag med helt andre øjne på tingene end tidligere, både under og efter fotograferingen. Det er jo lige præcis en af fotografiets helt store forcer – den evige udvikling.

Jeg tror aldrig, man bliver helt udlært, hvis man kan kalde det sådan. Der vil altid være nye vinkler både at anskue tingene på, og måder hvorpå man fanger motivet, hvilket nok gælder i alle genrer og ikke bare i naturfotografiet.

Som skrevet var det en Havørn, denne vor største rovfugl, der i sin tid triggede mig, og for den sags skyld stadig drager enormt, der fik mig til at skifte fiskestængerne ud med alverdens fotogrej.

Almindelig ryle

Ryler er hyggelige fugle. Nogle ret så tillidsfulde, når de tror man er en sæl. (De fotograferes fra en flad maveliggende kravle stilling og ofte med hovedet på skrå, fordi kamerahuset ligger på sandet) Her er et par fanget under passage, hvilket ofte giver de fedeste diffuse baggrunde.

Ukampdygtighed gav fotografiet mere plads

Rigtig fat fik fotografiet dog først da jeg en dag måtte se mig ukampgjort arbejdsmæssigt af et totalt stresskollaps og mange følgende problemer, når man ryger ind i den slags. Men så er der en ting, der heler og det er totalt ro, og det finder man bedst i naturen. Så jeg begyndte at cykle rundt, og fotografere den natur, jeg tydeligt kunne mærke gav mig fred i sindet og hjalp mig så fint. Det gør det i den grad stadig, så hermed er rådet givet videre. Ud i naturen!

Så lige siden har jeg brugt naturen fotografisk, helst hver dag, og helt sikkert flere gange ugentlig. Det er i alle facetter; planter, dyr, fugle, insekter, landskaber, stjerner og hvad ved jeg. Det jo kun fantasien, der sætter grænser. Det er så dragende, hver dag nye ting, dyr, teknikker, lys og tanker om kommende eller igangværende projekter. Det er simpelthen så givende, og pirrende for ens nysgerrighed, at det ikke kan beskrives, men en følelse, jeg tror mange kreative fotografer kan genkende.

Træet - Enebærodde

Jeg er forunderlig draget af ensomt stående træer, og hvis de er udgået, er det helt tosset. Her har jeg forsøgt at skabe en stemning, der får tanken hen på et af vore forfædres offerpladser dybt ude i mosen.

Ændre sit syn

Når alt det er sagt/skrevet, så er udviklingen og den måde man ændrer syn på billeder også både interessant og fyldt med læring. Fra at have være af den mening, at alt skulle være tæt på, som regel ved tætskårede crops, og tænderskærende skarpt, præcis som i en lærebog, hvor det er vigtigt at kunne se nuancerne i Iris. Så syntes jeg i dag, at have mest fornøjelse ved at lave optagelser, der viser noget øje og hjerne kan arbejde med, gerne i form af sceneri, action, arbejde med farverne, skarphed manglende ditto, eller måske et yderst minimalt billede – det kreative naturfotografi kan man vel kalde det.

Macrofotografiet er min kæphest om sommeren, hvor alle fugle og dyr gemmer sig med deres unger, mylderet i småtingsafdelingen er på det tidspunkt til gengæld enormt og tilgængeligt allevegne, oplagte mål for leg med fokus og dybdeskarphed.

Øjeblikket

Denne form for arbejde med naturen er utroligt spændende, man spotter motiver konstant overalt. Rigtig mange billeder, ser dog ofte helt anderledes ud, når man kommer hjem og får det blæst en smule op.

En stemning eller ´lynhurtig overstået situation´ er svær at fange, så man kan give andre beskuere den følelse eller syn, man selv havde i øjeblikket. Det at give helt almindelige øjeblikke, som måske kun varer i et splitsekund til andre og man kan sætte så sit helt eget og genkendelige aftryk på billederne, så er tilfredsheden stor.

Stor kobbersneppe

Stor kobbersneppe. Den store kobbersneppe er endnu en af vore pressede arter. Intensiv udnyttelse af landet har presset de smukke fugle gevaldigt, men på Værneengene i Vestjylland ses de stadig. De er tillige yderst fotogene, og så har de det smukkeste kald, der konstant lyder over det vidstrakte område.

Ørnen! Den dag det hele gik op i en højere enhed.

I det efterfølgende vil jeg beskrive en af de dage, der for mig som dedikeret naturfotograf vil sidde i hukommelsen til evig tid. Hovedpersonen som jeg havde udset mig som mål for anstrengelserne denne dag i det begyndende efterår var vor største rovfugl, havørnen. Denne fascinerende fugl med fangere på størrelse med en velvoksen mandehånd, og et næb der svarer til. Havørnen som fotomål i Danmark er som sådan ikke så svær. Personlig vil jeg påstå, at jeg kan finde en alle årets dage, men det med at få taget de gode, skarpe og velbelyste billeder er umådelig svært. For man ikke kan, og bør ikke snige sig ind på dens enemærker. Det kan forstyrre den mere end godt er, og ende med at fuglen flytter til andet område. Så det gælder om at have god, end dog rigtig god tålmodighed.

Det er fordelen ved at fotografere danske ørne, der ikke fodres til. De bestemmer helt selv, hvornår de vil eller ofte ikke vil komme forbi, tid er der mængder af.

Fuglen jeg viser her er fotograferet på Sydfyn, i et område hvor de fouragerer, og som så ofte før var jeg draget af huse inden det blev lyst, for at sidde klar ved solopgang, vel fremme fik jeg placeret mig under træer og bevoksning, siddende på jorden, kaffen blev øst op, og udstyret tjekket for indstillinger til forholdene, for man ønsker ikke kompensationen helt fejlagtigt stod på plus eller minus 4, eller det manuelle program ikke var justeret løbende efter de skiftende forhold.

Ventetiden denne dag, var som den plejer lang, men absolut ikke plagsom. Der sker jo mængder af andre ting, der flyver eller svømmer forbi, lyde og dufte registreres.

Og denne dag gjaldede havørnens kald ud over søen fra et fjernt hjørne, en lyd der simpelthen er så vild, at den skal høres for at forstå det.

Man føler sig hensat til fjerne tiden, når de høje yip-yip-yip´ere høres. Og rigtig vildt er det, når kaldet besvares, hvilket ofte sker, da havørne er yderst sociale overfor deres livslange mage. Sådan en oplevelse, så stritter de små hår altså på armene – inde under alle lagene af tøj.

Efter en rum tid hører jeg andeskræppen. De små og meget nervøse krikænder letter som de første lige til venstre for mig, så sætter de andre andearter, trold og gråand også af. Og minsandten om de ellers lidt gumpetunge og knap så nervøse skarvunger fra den nyligt overståede ynglesæson ikke også letter. Alt sammen typiske tegn på ørn i luften, og at man skal til at skærpe udløserfingeren. Der spejdes rundt, ofte er de højt oppe eller meget langt væk. Men her ryger en gammel, og derfor dreven fugl med knaldgult næb og helt hvid hale rundt om hjørnet i omkring 10 meters højde.

 Vild panik, ænder og skarver overalt!

Fangerne sænkes, hvilket er et godt tegn på, at ørnen har tænkt sig at gribe et bytte. Mod vandoverfladen det går med de over to meter lange vinger udbredt, i et sprøjt griber fuglen lynhurtigt og præcist, hvad jeg i øjeblikket ser som en Gedde, hvorefter den drejer mod venstre, og begynder opstigning, hvorved den desværre også forsvinder ud af mit lidt begrænsede synsfelt der mellem grenene.

Havørnen: Serien her er sekvenser fra beretningen, man ser hvordan et typisk havørne angreb foregår, de kommer i høj hastighed, slår landingstellet ud, og griber byttet i farten, helt utroligt er det at opleve deres fænomenale teknik der kræver kløgt og beregning, her gik det ud over en stor fin ryge Ål, fed og god spise til en sulten Ørn.

For pokker da, sekunderne efter en sådan oplevelse er ubeskrivelige, og helt sikkert grunden til at jeg ofte sidder stille fra solop- til nedgang i håbet om en genoplevelse, for det er så vildt!

Skærmen aktiveres og serien det blev til skimmes, og for en gangs skyld ser det ud til at lys, fokus og fuglens stillinger er nogenlunde fine. Måske lidt for mange røvskud, for den skulle have fløjet mod mig i stedet for væk, men alt i alt til at holde ud. Mange faktorer er man trods alverdens udstyr og stor viden ikke er herre over. For de gode fotografiske resultater i den vilde natur, er altså bestemt af rigtig mange ting, der bare skal spille sammen i sekunderne, hvor det sker.

Således forløst over at det ser nogenlunde ud, sidder jeg i vel omkring 20 minutter og venter på at den måske kommer til syne igen. Det sker ikke, så jeg stikker hovedet ud og lurer ned af den blinde vinkel, hvor jeg forestillede mig, at den kunne sidde og spise sin fangst, men ingen ørn.

Så tilbage under træet, og så sker det. Få minutter efter jeg havde sat mig, lyder der vingesus fra oven, jeg skæver op, og der sidder ørnen, med hvad jeg nu kunne se var en stor tyk ål. I den situation, er der som fotograf absolut intet at gøre, den mindste bevægelse og fuglen er skræmt væk. Nu var der heldigvis også mange blade mellem os, så et superbillede var det aldrig blevet til. Men tanken om at have dens hoved til at udfylde hele framen uden crop, strejfede mig da i de minutter, det må jeg indrømme.

Et pokkers dilemma, at sidde der og opleve en vild dansk Havørn så umanerligt tæt på, og så være ude af stand til at røre en finger, men guld værd var minutterne altså.

Besøget over mig endte med at den store fugl, pludselig følte, der var noget som ikke stemte, den hoppede som kun havørne kan det, på kluntet vis en halv meter til højre, hvorved vi fik øjenkontakt, og der sluttede besøget, den lettede med tunge og rolige vingeslag og forsvandt.

Dette var et forsøg på at beskrive, hvad der får mig til at sidde ude i dagevis i alt slags vejr. Disse oplevelser hænder fra tid til anden, når man er meget ude og er faktisk ikke mulige at sætte ord på, de skal opleves! Om det er en Havørn som her, den første Hugorm eller det vilde Vestjyske krondyr i brunst, der står og lugter af pis og søl få meter fra skjulet eller måske er det odderen, der kommer nær. Det skal simpelthen opleves! Den tid der pågår, mens det står på, forsvinder ganske simpelt. Og jeg er sikker på at timerne tillægges vor afmålte tid i den sidste ende.

Foranderlig blåfugl

I mit makrounivers fylder vore sommerfugle rigtig meget. De er smukke, visse arter temmelig sjældne, og så kræver de altså gåpåmod at fotografere, specielt når man som jeg helst vil have dem i deres øjenhøjde, og i specielle vingestillinger. Mange af dem vil bare ikke, og alle de andre flyver, når man har fået sig lagt i nælderne. Men var det let, så var det sikkert ikke sjovt, de små fine blåfugle hvoraf en ses her er superlækre, og skarpheden, ja jeg nyder altså indimellem at fimse den lidt af.

Det gode billede

For at stoppe, mens legen er god, da jeg er nemlig som fynbo er fyldt med ord og vanvittige tanker. Jeg kan tale og skrive enorme mængder ord, men ofte falder tanken på, hvad et godt billede egentlig er.

Det gode/perfekte billede ved vi dog alle, er meget svært at give en helt klar definition på. Der er mange faktorer i spil, men det har i hvert fald ikke noget med mange likes på Facebook at gøre, det syntes jeg at have fundet ud af.

Vi opfatter jo (heldigvis) alle med forskellige øjne og tanker bag, om det er teknikken, lyset, beskæring, komposition eller måske bare det hele som rammer – der findes ingen eksakt facitliste. Men alligevel oplever vi alle disse fotografer, der bare syntes at præstere gang på gang. Det er, syntes jeg, oftest folk med fantasi og nysgerrighed, samt evnen til hele tiden at tænke ud af boksen, der mestrer dette.

Landskaber: Selvom Danmark er et gennemkultiveret lille land, så oplever vi mange smukke syn på vore ture rundt omkring. Der findes rigtige perler hist og pist, men et er jo at se de smukke scenerier, noget helt andet er at fotografere dem, så de bliver seværdigt, og skaber tanker. For at fotografere landskab er ikke helt så let som mange forestiller sig. Det er efter min mening, en rigtig krævende disciplin. Det smukke syn man har, kan hurtigt, og bliver det faktisk ofte, lidt fladt at se på. Ligesom billeder ved fugle og dyr, betyder lys og dybde rigtigt meget. Og legen med forskellige brændvidder kan ændre det mest kedelige område til noget spændende, eller vice versa. Deri ligger det sjove at arbejde med grej, syn og fantasi. Mit landskabsfoto har ofte hængt lidt og som oftest fordi huset med den rigtige optik lå afsides, eller ren dovenskab i ikke at gide skifte glas. Jeg har dog aftalt med mig selv, at fremover slæber jeg altid det brugbare setup med, så sceneriet kan blive fanget, når det hele spiller. Op over ser I lidt spredt fægtning, fra her og der, jeg er lidt til fimsede farver. Så de store psykedeliske selvlysende sol op og nedgange folk tilsyneladende er så vilde med, ser man ikke herfra – jeg vil virkelig gerne have det ser naturligt ud.

 

Grejet betyder selvfølgelig noget, men det er langt fra udstyret, som laver hele arbejdet, man ser f.eks. de flotteste billeder lavet med umanerligt dårligt tegnende russiske glas, fra tiden før ruder konge blev knægt, bag dem er det fotografen som skaber, nogen kan, andre ikke. Jeg er selv meget betaget af personer, der tænker anderledes og tør vise resultaterne. Lige så tit oplever man typen, der altid er udstyret med det nyeste nye, men mangler evnen til at være kreativ, intet negativt i det, for heldigvis er vi alle forskellige, og det er jo det, der inspirerer.

Sorthalset lappedykker: De sorthalsede lappedykkere er fine små fugle, der ofte er mere under end oven vande. De trives i områder med hættemågekolonier, der bruges som alarmer, hvis noget farligt nærmer sig. De små fyre er ofte til at komme i nærheden af, hvis man sidder eller ligger stille længe nok, her som i mange andre forbindelser betyder fotohøjden meget for resultatet, syntes jeg. Vi er bare nogen, der altid er smurt ind i skidt på forsiden af tøjet.

Men kære fotovenner, er det ikke deri humlen ligger, at fotografiet har så utroligt mange facetter, så min lovprisning over at være blevet indlemmet i denne skønne hobby næsten ikke er til at beskrive. Hvor euforien førhen var stor, når en fin fisk var landet, så oplever jeg i dag præcis den samme følelse, når det store gyldne øjeblik rammes og bevares med et tryk på udløseren. Det og så tiden med efterfølgende kik, træls sortering og noget mere spændende redigering. Det er så herligt, at man jo nærmest er på jagt. Det er præcis de samme sanser der bruges, men intet lider overlast. Det er da det ypperste! Og så kan man lige fra start til slut udfolde alle sine kreative evner undervejs også – det bliver ej bedre.

 

FotoMalia siger tak!

Vi elsker at læse om hvordan andre startede og deres udvikling – og ikke mindst se deres billeder.

Så dejligt at se hvor dejlig en natur vi er omgivet af. Så ud og nyd det, foråret kalder!

Tak Keld, Måske du vil lege med en anden gang og fortælle om nogle af dine oplevelser i ude i den danske natur?!

Keld har ikke en hjemmeside eller Instagram, MEN… du kan følge ham på hans Facebook-profil, da han lægger sine indlæg på offentligt og derved kan følge hans mange skønne ture ugentligt.

Så tag et kig her: Keld Skytte Petersen

Smid endelig en kommentar nedenfor til Keld, han er altid frisk på en bemærkning 🙂

Relateret indlæg

5 Kommentarer

Kim Henneberg april 9, 2019 - 4:22 pm

Det var dog en fantastisk god og flot artikel om og af Keld Skytte Petersen. Tak for den!!! Så mange fine beskrivelser og iagttagelser om livet som naturfotograf, og så krydret med et væld af ovenud smukke billeder. Jeg ville have givet min højre arm for flere af dem….sådan da 😉 Fantastisk og well done.

Tak
Kim Henneberg

Besvar
Gitte Støvring Jensen april 9, 2019 - 7:21 pm

Helt igennem fantastisk, flot og levende artikel om og af Keld Skytte Petersen, som jeg selv har haft fornøjelsen af at møde nogle enkelte gange. Kender ingen som Keld, der kan berette så levende og spændende om alt det, som mange af os blot tager for givet og så forstår Keld også at få de flotteste billeder ud af det, som mange af os andre fotografer slet ikke bemærker 🙂 Altid en fornøjelse af læse Kelds indlæg og se hans billleder på hans facebook-side. Tusind tak.

Besvar
Flemming Petersen april 9, 2019 - 11:24 pm

Det er bare særklasse og kan ikke rose Keld og siden nok, os der har prøvet at være der ude hvor alt vender ved hvad det her drejer sig om.

Besvar
Keld april 10, 2019 - 4:12 pm

Tusind tak for de venlige ord, det er så dejligt når alle timerne derude hvor vinden blæser ender ud i noget nogen syntes om 🙂

Besvar
Børge Langkilde Rasmussen april 11, 2019 - 6:24 pm

Jamen Keld er rigtig dejlig og meget værd at følge. Så fyldt af tålmodighed for vente til det rette øjeblik. Jeg nyder at se hans billeder gang på gang. Og ikke mindst at læse Kelds mange gode og lunefulde historier og synspunkter, der altid er hængt op på Kelds daglige oplevelser. Tak for det alt sammen Keld!

Besvar

Smid en kommentar til os