(T-DaG) – Drop navlepilleriet og kom til pointen! (Asser Øllgaard)

af Brian - fotomalia.dk

I denne uge har vi fået besøg af en af landets skarpeste formidlere – i hans daglige arbejde er han specielt håndplukket til at destillere kompliceret naturvidenskab ned til mundrette bider af viden, som er nemt fordøjelige for familien Danmark

Lad mig præsentere min gode ven og kollega Asser Øllgaard!

 

 

Drop navlepilleriet og kom til pointen!

Bokeh……..

Dobbelteksponering…….

Blændekompensation……

 

Jeg er sgu da skide ligeglad!!

DET VIGTIGSTE I VERDEN

Hej. Jeg hedder Asser, og jeg hører ikke til her på bloggen. Jeg er ikke en del af segmentet, og det meste af indholdet er aldeles spildt på mig – jeg finder det ganske enkelt ikke interessant.

Dette er ikke et sted for mig.

Det er et sted for DIG. Den inkarnerede entusiast, for hvem alt hvad der handler om foto er fantastisk vedkommende og interessant, og vildt og voldsomt vigtigt.

Måske det vigtigste i verden.

I hvert fald lige nu, hvor du sidder og læser om din hobby i stedet for at vaske op, hygge med familien, løbe en tur eller måske endda gå i seng for at få nok søvn, for en gangs skyld.

Du slubrer ivrigt blogindlæggene i dig, mens du drømmer dig hen til næste gang du selv skal ud at lege fotograf (for SÅ skal der satme tages billeder!), og du smager på alle nuancerne i diskussionen om hvor vidt det er i orden at flytte på et død, grønlandsk fjeld-ko for at få et billede med den helt rigtige National Geographic-smag.

For det er er jo vigtigt.

Måske det vigtigste i verden.

DU ER EN NØRD

Du er sgu en nørd.

Tag endelig ikke fejl, det er en stor kompliment herfra! Jeg er skam også forstadskreativ, og nyder at udforske teksturen i mit eget navlefnuller lige så meget som den næste.

Bare ikke indenfor for foto.

Jeg fatter måske ikke hvad min gode ven og kollega Brian fabler om når han sidder og mental-onanerer over hvor godt det føles at pille ved hvidbalancen for at få en åh så dybblå himmel, men jeg ser lyset i hans øjne og genkender den dirrende lyst til at dykke dybere ned i materien og smage på alle nuancerne i nørderiet.

Jeg kender og elsker følelsen. Og jeg respekterer trangen.

Men jeg kan ikke bruge det til en skid.

 

_DSC1665-Edit-2(600)

Grej: Jeg er sgu da ligeglad! Indstillinger: Jeg er sgu da endnu mere ligeglad!

Brian har vundet en fotokonkurrence med dette billede. Og det er da pænt – men formidlingsmæssigt er det tæt på ubrugeligt. Man får ikke en reel fornemmelse af hvordan kræet faktisk ser ud, der er kun en ganske lille procentdel af billedet der faktisk forærer information til beskueren frem for at kræve en koncentreret indsats.

 

SMÅ, MUNDRETTE VIDENSHAPSERE

Jeg er formidlingsleder i Randers Regnskov, og arbejder tæt sammen med Brian hver dag. Det er dejligt.

Et af mine ansvarsområder er skiltene i Regnskoven. Her formidler vi om naturens forunderlighed igennem et stykke tekst, og et billede til at fange gæsternes opmærksomhed og underbygge budskabet. Det er ikke leksikonviden til nørderne, men små, mundrette videnshapsere til vores gæster, der som oftest ikke er nørdede naturfetichister, men derimod ganske almindelige, glade mennesker der nyder at bruge et par timer i Randers Regnskov sammen med deres nærmeste.

Hvis jeg har en ambition om at de skal have lidt naturviden med hjem skal jeg derfor ikke servere store, seje vidensbøffer for dem, som skal tygges på i evigheder for at glide ned.

Det skal være let og hurtigt at få lidt information. Teksten skal være kort og præcis, og uden for mange dikkedarer. Jeg skal undgå tekniske betegnelser. Jeg skal lade være med at udfordre læseren med kunstfærdige formuleringer – også selv om det er sådan jeg personligt synes at det er sjovest.

Jeg skal droppe navlepilleriet og komme til pointen.

Det samme gælder for billedet der skal akkompagnere teksten. Og det er så her balladen opstår.

For det er Brian der skal tage billederne til mig.

 

ELLERS ER DET IKKE SJOVT

Og Brian er en fotonørd. Lige som dig. Faktisk har han ligefrem en blog om fotografering, at tænke sig, så meget brænder han for sin lidenskab!

Så når jeg beder Brian om at tage et præcist formidlingsbillede uden for mange dikkedarer og uden kunstfærdige krumspring, bliver jeg ramt i nakken af hans nørderi som en tung, tilsavlet sutteklud.

Når han hører ordet ”billede” hører han nemlig ikke det samme som mig. Ordet betyder noget andet. Samtlige nerveceller i hans svulstige kreative hjernecenter bliver aktiveret, og de sitrer som en flok forårskåde køer der kommer på græs – for SÅ skal der satme tages billeder!

Alle teknikkerne skal tages i brug, samtlige objektiver skal prøves af, der skal sættes lys og leges med eksponering og hvidbalance, og sættes noget krimskrams op i forgrunden for at give en spændende bokeh, og der skal fremkaldes stemninger, åh ja der skal! Der skal leges!

Ellers er det ikke sjovt. Ellers gør det ondt.

 

NO BULLSHIT BILLEDER

Men det kan jeg ikke bruge til en skid.

For alle de detaljer og nuancer som er nødvendige for at sætte Brians små grå i orgastiske dopaminsvingninger er faktisk lidt i vejen for det klokkeklare budskab.

Det er støj.

Formidling af natur handler i høj grad om at simplificere noget komplekst, og så skal der snarere skæres et par hjørner af virkeligheden end tilføres detaljer.

Billedet skal ikke være attraktionen i sig selv, det skal bare være et middel til at fange gæsternes opmærksomhed og understøtte et budskab. Jeg har brug for no bullshit billeder, som klart og tydeligt hjælper budskabet på vej – jeg har ikke brug for kunst.

Hvis man som beskuer tænker for meget på selve fotografiet så har fotografen fejlet.

Derfor skal fotografen glemme sig selv og være professionel. Sætte al lidenskaben og den indre nørd til side og gøre hvad der skal til for at budskabet brænder igennem.

 

Hvis man som beskuer tænker for meget på selve fotografiet så har fotografen fejlet.

 

_D201680(600)

Grej: Det er ligegyldigt. Indstillinger: Det er heller ikke relevant.

Uhhh, action, drama og dynamik! Dette billede skal bruges til at fortælle at kongekobraen, verdens længste giftslange, lever af andre slanger. Og Brian er tydeligvis faldet helt ned i bunden af krukken med motion blur, hvilket muligvis er nørdespændende, men det er jo ikke til at se hvad det drejer sig om for os almindelige mennesker!

Kongekobra---AØ

Grej: Pyt med det. Indstillinger: Stadig lige meget.

I stedet for Brians fancypants billede brugte jeg faktisk dette – mit eget billede. Wow, tænker du sikkert. Og ja, der er en ufattelig dybde i farverne og jeg har virkelig haft held med at lægge mit kunstige lys så det ser HELT naturligt ud – eller noget….. I det mindste er det tydeligt hvad der foregår. Og de gæster der ser billedet vil få en fornemmelse af hvad slangen spiser. Også selv om de ikke læser teksten.

 

MOTORVEJSANALOGIEN

Forestil dig at du kører på motorvejen. Fuldt koncentreret, hænderne på ti og to. Øjnene fokuseret på vejen foran dig, kun afbrudt af at du med kørelærer-korrekte intervaller kigger i bakspejlet.

Ud af din højre øjenkrog aner du en lind strøm af vedkommende budskaber fra Vejdirektoratet. Sdr. Borup 1200 meter. 110 km/t. I tydelig skrift og genkendelige farvekoder. Designet til at bypasse din alt for omkostningstunge bevidsthed og gå direkte ind til den del af hjernen der får dig til at reagere hurtigt, effektivt og konsekvent.

Dit liv afhænger af det. Tænk hvis du overså det gule M……

Ja ja, det er måske at karikere de reelle forhold en smule, men sammenligningen mellem motorvejsskilte og billederne på vores skilte i Randers Regnskov er faktisk ikke helt ved siden af.

Vores gæster er nemlig også dybt fokuseret på noget ganske andet når de går og hygger sig i kuplerne. De er ikke taget i Randers Regnskov for at studere Brians billeder. De har ikke sat sig med iPad’en i den magelige sofa og trykket på billedet for at kigge nærmere på det i ro og mag. De har ikke købt et gulrandet, glittet fotopornomagasin for at suge de saftige detaljer til sig. De stiller sig ikke op i et kirkeagtigt kunstmuseum og stryger sig tænksomt på hagen i 10 minutter mens de andægtigt anskuer værket, og føler efter i maven hvad det gør ved dem.

De går derimod rundt og hyggesnakker med hinanden omgivet af et sansemæssigt bombardement fra de brusende vandfald, det fugtige, varme klima, aberne der springer frit omkring, papegøjerne der skræpper – og så selvfølgelig alle de andre gæster der også hyggesnakker.

De ser måske et skilt ud af øjenkrogen, og på et splitsekund afgøres det – ganske ubevidst – om det er er værd at forholde sig til. En lynhurtig cost/benefit analyse, om man vil: Gider jeg at bruge energi på at stoppe op og læse hvad der står?

Fik jeg i øvrigt sagt at skiltet er pakket ind i fotograf-fjendsk og farvemætningsdræbende mat laminat for at undgå forstyrrende refleksioner fra den der sol?

Dårlige odds.

Men det er under netop sådanne forhold at billedet skal udføre sin funktion: At fange vores gæsters opmærksomhed og understøtte budskabet i teksten.

 

_D4A4012(600)

Grej: Ligeglad. Indstillinger: Meget ligeglad.

Sådan ser skiltene i Regnskoven typisk ud. En kortfattet videnshapser af en tekst, og et billede til at underbygge historien. Hvis dyret kan være svært at få øje på i kuplerne går vi efter at billedet skal vise hvordan det ser ud. Hvis dyrene er ganske nemme at se kan billedet bruges til at fremhæve en detalje som historien på skiltet handler om.

 

DEN RØVSYGE KONKLUSION

Så spar mig for alle dine subtile nuancer af himmelblå, og alt det der uskarpe dillerdaller omkring motivet for at gøre det spændende at se på og skabe stemninger. Jeg er ligeglad med din sensibilitet overfor tekstur og flimrende bokeh detaljer. Jeg er helt og aldeles græsk-katolsk overfor hvordan virkeligheden faktisk var og hvordan DU oplevede den da du tog billedet.

Jeg vil bare have et billede der kan understøtte mit budskab.

Så drop navlepilleriet og kom til pointen.

 

EPILOG

Jeg skylder at bemærke at dette blogindlæg er et kondensat – selvfølgelig temmelig simplificeret – af mange timers hyggelig, sjov og til tider ophedet debat Brian og jeg imellem, en diskussion som har været en jævnlig gæst på vores fælles kontor de sidste mange år. Jeg agerer den sure bussemand der slår alt hvad der er smukt ihjel, og Brian er æstetikkens ædle forkæmper.

Men i sidste ende vil vi jo det samme, og den historie vi sammen prøver at formidle til vores gæster vinder over både hans nørderier og mine. Og Brian er selvfølgelig top professionel, så han bider smerten over at skulle trække hovedet ud af nørdenumsen i sig og leverer altid fantastiske formidlingsfotos!

Tak, Brian!

_D4A1794(600)

Grej: Et eller andet kamera. Indstillinger: Noget med nogle knapper.

Brian og jeg har netop været på tur sammen i den ecuadorianske regnskov, og manden kan jo ikke se skoven for bare motiver! Vi var her i en tågeskov, hvor der var sat foder op til kolibrierne, og de var der bare, sådan lidt over det hele. De var ikke mystisk gemt væk bag en busk, som billedet antyder. Så må man jo skabe mystikken selv med noget bokeh krimskrams. Onani hvis du spørger mig. Hvilket der ikke er noget galt med, men hvis man vil involvere andre end onani-nørder rammer man nok mere præcist med det næste billede:

_D4A1531-Edit(600)

Grej: Sikkert det samme som på sidste billede. Indstillinger: Sikkert noget andet end på sidste billede.

Den – for mig at se – gyldne middelvej! Her er der stadig nørdespændende bokeh-dillerdaller, men det er også nemt at se dyret for alle os der faktisk er interesseret i andet end selve fotografiet. Lækkert billede af et lækkert dyr!

 

Relateret indlæg

25 Kommentarer

Johnny Møller juni 27, 2013 - 11:10 am

Interessant og humoristisk indlæg, som vel blot er en tekstversion af Brians fotonørderi.

”Drop navlepilleriet og kom til pointen.” – skriver du.

Det samme kunne man vel sige om dette indlæg? Her er bokeh krimskrams og andre dikkedarer blot udskiftet med rigelig, og flere steder, unødvendig brug af billedsprog.

Det er jo netop det som sker, når man laver noget man virkelig brænder for. Det ender ud i en masse nørderi og måske overflødigt dillerdaller :)

Pointen er vel – målet helliger midlet.

Besvar
Asser Øllgaard juni 27, 2013 - 1:13 pm

Hej Johnny,

Lige præcis 🙂

Det er netop den underliggende pointe – at krimskrams og dillerdaller kan være sjovt og spændende, men ofte vil stå i vejen for budskabet. Uanset om det kommer i form af motion blur og bokeh, eller overdreven brug af billedsprog som i denne tekst.

Tak for at du læste med!

De bedste hilsner, Asser

Besvar
Jon Detlefsen juni 27, 2013 - 1:54 pm

Ha ha, Asser – vel talt, det er sgu godt med noget kant! Også selvom jeg både er enig og uenig med dig. Sådan! Ikke noget overflødigt bullshit til at forstyrre mit budskab her… undtagen det sidste… 😉

Besvar
Asser Øllgaard juni 27, 2013 - 9:14 pm

Hej Jon, det er sgu kun godt at der er plads til både enighed og uenighed. Ellers bliver alt sgu så sødt med sødt på 🙂

Jeg er selvfølgelig heller ikke selv entydigt enig med denne temmeligt unuancerede udlægning af fotografiet set gennem formidlerbriller, og mindre endnu hvis jeg tager netop de briller af. Så kan jeg da også blive bjergtaget af æstetikken i alt det “krimskrams og dillerdaller” som jeg med de formålsbestemte formidlerbriller prøver at undgå.

Som formidler sigter jeg altid efter at ramme, men som æstetikelsker ønsker jeg bare at blive ramt.

Min personlige pendant til fotonørderi er at lave musik, og her handler det meste af den tid jeg bruger på min hobby da også om krimskrams og dillerdaller. Der snakker man bare om harmonier, overtoner og rumklang i stedet for bokeh, hvidbalance og blændekompensation.

Så jeg er også en kæmpe sucker for kunstkrimskrams, bare ikke indenfor foto. Der hvor min personlige kunstkæde reelt springer et par tandhjul over – både når jeg nyder billeder og lyd – er når jeg får en fornemmelse af at afsenderen er mere optaget af at dyrke hvad teknikken kan end at fortælle en historie eller en stemning. At fokus bliver flyttet fra faktisk at have noget på hjerte og over på teknikken. Så hvis værket – foto, maleri, film, musikstykke, you name it – giver mig det indtryk at der ikke ligger noget “hjerte” i synes jeg sjældent at det løfter sig over det ligegyldige.

Besvar
helle ibsen juni 27, 2013 - 7:28 pm

Tak, Asser, for alle de dejlige ord ;D

Besvar
Asser juni 27, 2013 - 9:16 pm

Hej Helle, selv tak 🙂
Hyggeligt at læses ved herinde!

Besvar
Brian - fotomalia.dk juni 27, 2013 - 9:57 pm

Hej Asser – Tak for ordene, og tak fordi du ville dele dit syn på billeder med os nørder!

Besvar
Asser Øllgaard juni 27, 2013 - 10:08 pm

Selv tak, og tak for den yderst jantelovstilsidesættende fanfare af en intro.

Den varmede.

Lige som når man tisser i bukserne for at holde sig varm 😉

Besvar
Brian - fotomalia.dk juni 27, 2013 - 10:21 pm

Faktisk er det ret dejligt at tisse i bukserne man vandre i regnskoven – først lidt varmt og lettende, også køler det så dejligt.
.
Tror også det hjælper på sandfluer!

Besvar
Anders Nielsen juni 28, 2013 - 12:15 am

Fantastisk indlæg!

Det kunne være interessant at høre om denne tilgang til billederne udelukkende er i formidlingssammenhæng, eller om det også ud fra et reklamemæssigt synspunkt er denne type billeder der bliver foretrukket til “familien Danmark”.

Besvar
Asser Øllgaard juni 28, 2013 - 12:41 am

Hej Anders,
Tak, først og fremmest 🙂
Og ja, det tror jeg sgu. Popmusik – og her mener jeg den kynisk producerede nukravlerjegunderhudenpådigogæderdinhjerne slags popmusik – skylder jo nok en del af sin effektivitet til at den netop er ret simpel.
Og simpelt er lettere at forstå og håndtere end nuancer.
Både i formidling, reklamer og politik.
Med den enorme malstrøm af informationer der dagligt tilflyder vores i forvejen overbelastede abehjerner er der noget trygt og overskueligt i et budskab der kan formuleres på Twitters 140 tegn. Og de dyreste reklamebureauer er dem der formår at skabe en brand-identitet så vi ikke kan lade være med at fatte det:
Just do it
Live life to the max
Alle har ret til et fedt køkken
Jeg er sikker på at det samme gælder for fotos.
Kun nørder sætter rigtig pris på nuancerne. Til gengæld sætter vi MEGET pris på nuancerne!!!

Besvar
Ard Jongsma juni 28, 2013 - 2:46 am

Hahahahahahahahahaha! Kæft hvor Johnny Møller bare rammer rigtigt med det samme. Dit sprogorgasme gør hele artiklen jo til én kolossal selvmodsigelse! Men geniál læsning! Jeg sidder tilbage, sitrende som en forårskåd ko. Tak for græsset!

Jeg er nørd, med stor respekt for Brians nørderi. (Og mit respekt er lige fordoblet ved at han generøst stiller spalteplads til rådighed for selv at blive slagtet. Man skulle tro det var ved at være Påske!)

Du er også nørd. Du gejler fuldt berettiget på dine egne formuleringer og ordleg. Og kunne du dem ikke, ville du ikke være så dygtig til også at kunne begrænse dig med omhu når formålet var til det.

Har du nogensinde set en tidlig, realistisk Picasso? Tag den her:

http://puerto-banus.com/wp-content/uploads/2013/01/d1506a5d83265db338bc14168c4aec75_L.jpg

Eller den, angiveligt fra at han var 15 år gammel (!):

http://www.annekarsten.com/storage/PicassoColorStudyCharcoalCrayon1896.jpg?__SQUARESPACE_CACHEVERSION=1291183287850

Han kunne sit kram, håndværket, i allerhøjeste grad, og det gav ham muligheden for uden unødvendig drama at kunne dekonstruere sine billeder til kerneprincipperne senere i livet.

Jeg er freelance fotograf med alle større forlystelser på Fyn som kunde. Som Odense Zoo, for eksempel. Jeg fotograferer til pressebilleder, annoncer… og skilter.

Hvis jeg ikke havde nørdet hele mit liv, ville jeg i dag ikke kunne tage et skiltebillede som både fortæller OG er en fryd for øjet. Enkelt når det skal være enkelt, og med lidt mere dybgang når formålet er til dét.

Hvis du skrev lignende historier som ovenstående på dine skilter ville du sandsynligvis snart skulle lede efter et nyt arbejde. Men hvis du derimod bare kom til pointen og skrev “En slags Pyton”, på det første skilt, og så “En anden slags Pyton” på det næste, ville ansættelseskontrakten nok heller ikke have overlevet prøveperioden.

Som formidler ved du sandsynligvis godt at den hellige gral er at fortælle folk hvad de ved (genkendelse til kloge fædre som så kan remse det op fem meter forbi skiltet fordi de ved at konen og børn ikke har læst det alligevel) … og så LIDT mere.

Det leder mig dog til det eneste Asser, som jeg finder en smule stødende i dit indlæg. Du reducerer medmenneskeligheden til én stor massekonsumerende klump hyggespadserende kvidretanter. Det er der givetvis en stor del af befolkningen som er, men det berettiger ikke at søge ned til den laveste fællesnævner for at nå ind til alle. Formålet må gerne strække en smule længere end at få regnskabet i et forlystelsesanlæg til at gå op. Man kan og skal ikke reducere alle regnskovens besøgendes interesse for kryb og kravl til underholdningssbiologi og animalplanetisme.

Jeg formidler igennem billeder. Men jeg formidler også selve billederne. Nogle af de mest taknemmelige øjeblikke i mit arbejde er, hvis jeg kan få folk til at føle sig taget alvorlig og ikke bare behandler dem som svagtbegavede. Fordi der i vores samfund egentlig forventes af dem at de skal forholde sig dumt overfor det de ikke er specialister i: reparation af deres bil, kortslutningen i elskabet, deres irritabele tyktarm, aktiemarkedets uforudsigelighed.

Folk bliver tit rigtigt glad for hvis jeg ikke bare klikker og sender dem en stak billeder, men i stedet for først spørger hvad de synes er vigtigt, hvad de vil formidle, og siden hjælper dem med at få taget og få fundet frem til lige præcist de billeder der enten fortæller enkelt hvordan en bredpandet berberand ser ud, eller trækker opmærksomhed, eller skjuler deres dobbelthage, eller pirrer nysgerrigheden, eller griber tilskueren, eller sælger hotelværelser.

Men jeg sejler også alt for langt væk fra min pointe: tak for genial læsning. Du kunne sagtens have sagt det med færre ord, lidt mindre velformuleret. Men det får vi nok af i fjernsynet, på nettet og på skiltene i Randers Regnskov. Der er en målgruppe for denne slags nørdede ordgøgleri. Jeg er én af dem.

Ligesom der er en målgruppe for nørdet visuel gøgleri. Vi er mange der ikke er helt svagtbegavede.

Besvar
Asser Øllgaard juni 28, 2013 - 10:13 am

Hej Ard!
Tak for kommentarerne og der pæne ord! Du har helt fat i den lange ende mht at jeg har skrevet dette indlæg langt mere konfrontatorisk og polemisk end hvis jeg skulle give en nøgtern gennemgang af vores nedskrevne formidlingspolitik. Men det bliver sgu så kedeligt, og Brian gav mig frie hænder til at hygge mig – hvilket gjorde MINE køer forårskåde, for SÅ skulle der satme gejles ord 🙂
Og du har selvfølgelig helt og aldeles ret i at skiltene i Regnskoven ALDRIG bliver formuleret tilnærmelsesvis på samme vis som dette bevidst karikerede blogindlæg. Som jeg skrev så bliver BÅDE Brian og jeg nødt til at sætte vores nørderi til side når der skal formidles – og vi gør det begge med et (lettere sammenbidt) smil, og så spreder vi nørdevingerne ud i andre sammenhænge.
Og det er på ingen måde fordi jeg helt opstyltet bilder mig ind at vores gæster er for begrænsede til at opfatte min version af virkeligheden. Jeg vil bare gerne respektere at de ikke er kommet her for det. Og så vil jeg selvfølgelig gerne ramme mange mennesker, og det gør jeg bedst ved at sætte barren ved BREDESTE fællesnævner. Og det er noget ganske andet end laveste fællesnævner. Det tager sgu forbløffende lang tid at formulere viden om natur på den begrænsede plads som vi bruger på skiltene, og vi lægger masser af omtanke, respekt og omhu i den proces.
Tak for indlægget igen. Det er sgu altid dejligt at pludre om sit eget ordnørderi sammen med andre ordnørder, lige som det er dejligt at pludre om foto med ligesindede fotonørder. Birds of a feather, and all that jazz…..
P.S. Bare for en god ordens skyld har Brian været helt med på det du kalder slagtningen fra før jeg overhovedet skrev indlægget. Han ved at det mest af alt bare er en kæmpe bamsekrammer. Faktisk ser jeg det selv mere som en hyldest til hans nørderi end en slagtning.
De bedste hilsner, Asser

Besvar
Brian - fotomalia.dk juni 30, 2013 - 9:39 am

Ard jeg tænkte nok at dette ville være noget for dig, og jeg har intet i mod at blive slagtet når det bare er konstruktivt og lærerigt – det er jo der vi virkelig lære noget er det ikke..
.
Jeg giver dig helt ret i at vi er nød til at nørde igennem for at prøve grænser af og finde ud af hvor meget vi kan presse vores “kunder” – faktisk har asser rykket sig rigtig meget fra da vi startede vores samarbejde (jeg tror ikke selv han har opdaget hvor meget men det har han).
.
på samme måde har jeg helt sikkert også rykket mig, jeg tror bare at det er i den mere nørdede retning 😉
.
Tak for din kommentar!

Besvar
Anja Robanke juni 28, 2013 - 2:43 pm

Ha ha ha… hold kæft et godt indlæg, Asser 🙂 Der kom godt nok nogle gode grin frem der 😀 Jeg kan forstille mig, det spil der er imellem jer omkring det der fancy fotografi, som vi holder så meget af herinde 🙂 Selvom det er mange år siden ,jeg har set dig, så kan jeg se dig for mig med din kække bemærkninger 😉
.
Tak for en anden vinkel på billedebehov og en underholdende indlæg 😉

Besvar
Ard Jongsma juni 28, 2013 - 9:55 pm

Du kender ham in det mindste Anja. Det er så sjovt: hele dagen lang har jeg gået og tænkt over, at nu skal jeg til at justere det billede jeg har af ham Asser som Brian hele tiden snakker og skriver om, og som jeg ikke havde en anden fornemmelse af, end at hans navn lød forbavsende lig med en masse skumle mellemøstlige krigsherrer (Nasser, Yasser, Assad) som alle har tilfælles at de måske ikke helt uden berettigelse har Ass i deres navn. Fremover må Asser bare hedde Er Øllgaard. Det var jeg nødt til lige at dele her 😀

Besvar
Asser Øllgaard juli 2, 2013 - 10:43 pm

Jeg ligner faktisk Arafat en lille smule…..

Besvar
Asser Øllgaard juli 2, 2013 - 10:27 pm

Hej Anja!
Fedt at høre fra dig 🙂
Og ja, der er masser af spil, men når det kommer til stykket er vi slet ikke så uenige som indlægget kunne lægge op til 🙂
Kram, Asser

Besvar
Anja Robanke juli 5, 2013 - 9:08 pm

Lige så fedt at høre fra dig igennem dette indlæg 😉 Ser dig jo i tv i ny og næ, når du giver det gas i Regnskoven med al din viden 🙂
.
Hils derhjemme 🙂
.
Kram Anja

Besvar
Jesper Videbæk juni 29, 2013 - 1:10 pm

Hov – den skulle ikke være anonym.

Besvar
Brian - fotomalia.dk juni 30, 2013 - 9:34 am

Jeg har slettet den anonyme… 😉

Besvar
Jesper Videbæk juni 29, 2013 - 1:11 pm

Hehehe – det er sgu det sjoveste indlæg og de sjoveste kommentarer jeg længe har læst. Top underholdning men også mange gode pointer.
.
Selv om det er ganske på sin plads at give os – og især Brian – sådan en sviner, så synes jeg alligevel at du glemmer en vigtig ting nemlig, at uanset hvor mange sprogorgasmer (totalt fedt udtryk Ard) du får griflet ned på sådan et infoskilt, så er det Brians billede der leder folk hen til teksten. Og det er vel egentlig billedets vigtigste funktion, at være blikfanget der skaber interesse og undren og leder publikum hen til at læse din tekst. Når du så sætter et billede ved, der mest af alt minder om en Fransk Hotdog så spørger man sig selv om din egentlige mission er, at formidle viden eller at sende folk op i cafeteriaet for at øge indtjeningen 😉

Besvar
Brian - fotomalia.dk juni 30, 2013 - 9:35 am

Hey – hvorfor er det ok at give mig en sviner, er jeg så nørded…
.

Besvar
Asser Øllgaard juli 2, 2013 - 10:35 pm

Ja.

Besvar
Navn juli 2, 2013 - 10:34 pm

Hej Jesper,
Jeg er meget klar over at billedet har en særdeles vigtig rolle, både som middel til at forklare og til at fange. Det fremgår faktisk også af teksten, men det er selvfølgelig gemt bag en dunstende væg af sprogligt dillerdaller 🙂
Og for the record: Den franske hotdog er for længst blevet udskiftet med et af Brians billeder. Det gav slet ikke den ekstra omsætning i Caféen som vi havde sigtet efter.
Tak for at du læste med!
De bedste hilsner, Asser

Besvar

Smid en kommentar til os