(T-DaG) #2 Konceptudvikling (Charlotte Aurora)

af Brian - fotomalia.dk

Så er det igen blevet torsdag, og det betyder at vi er klar med indlæg #2 fra Charlotte Aurora!

I denne uge tager hun os med igennem hendes hvordan hun arbejder med udviklingen af de koncepter der ligger til baggrund for hendes fantastiske historier/billeder

Nyd det!

 

CHARLOTTE AURORA

Denne uges (0g de 6 næste ugers) gæst har en ganske særlig tilgang til det at lave billeder, hun står nemlig ikke selv bag kameraet, til trods for at hun styrer alt andet!

Hendes særprægede billeder har deres helt egen stil og er ganske enkelt i en klasse for sig – det er yderst sjældent at man ser koncepter der er så gennemført og gennemarbejdet som hendes kreationer er. De gennemførte koncepter, kombineret med yderst kreative idéer og en kompromisløs tilgang til valg af model og lokation er uden tvivl det der får denne uges gæst til at skille sig ud!

Med en uddannelse som “Production Designer” fra Kunstakademiets Designskole (konceptdesign til film, TV og digitale spil) samt mere end 20 års erfaring som syerske, må man sige at hun har det store kørekort til symaskinen. Hun har i mere end 14 år syet kostumer til både film og teater og er i dag reative director, kostume-designer, stylist og kvinden bag Charlotte Aurora Design.

Som du måske allerede har gættet, så har vi fået fornemt besøg af ingen mindre end Charlotte Aurora Madsen, og hun vil som allerede nævnt, fortælle om sine arbejdsprocesser over de næste 6 uger!

Hvis du vil se mere af Charlotte’s arbejde, så kan du finde det her:

Charlotteaurora.com 

FaceBook

Instagram

 

 

KONCEPTUDVIKLING

Dette indlæg bygger videre på mit tidligere indlæg om ide-generering.

Når man først har en god ide, skal den bygges solidt op, så man får skabt et sammenhængende koncept. Der skal være en tydelig rød tråd og en historie.

Konceptet består primært af to ting:

  1. Et univers
  2. De karakterer, der skal indgå i universet.

 

Fotomalia_2_5

Creative director, kostumedesigner & stylist: Charlotte Aurora Design. Fotograf: Michael la-Cour. Model: Regina Piil

 

Når man skal opbygge et godt koncept, er der en masse ting man skal have for øje. En virkelig vigtig ting jeg har lært er, at ALT ER UDTRYK! Både det man tager stilling til, og det man ikke tænker over. Jo mere man tænker over og aktivt styrer, jo mere gennemført vil konceptet fremstå.

Til at starte med gør jeg det altid klart for mig selv, hvad det er ved ideen jeg godt kan lide. Dette er kernen i mit koncept. Det er den del, der ikke skal pilles ved, men som resten skal bygges op omkring.

Herefter går jeg i gang med at tænke. Og jeg tænker rigtig meget! Både når jeg kører i bus, når jeg står i kø i Netto, når jeg er i bad osv.

Jeg skubber det også ud af mine tanker ind imellem, for senere at kunne se på det med friske øjne.

Jeg har et par sparringspartnere, som jeg ofte vender mine ideer med. Min erfaring er, at sparringspartnere enten skal være nogen helt udefra, eller nogen man gerne vil have med i projektet.

Fotomalia_2_1

Creative director, kostumedesigner & stylist: Charlotte Aurora Design. Fotograf: Michael la-Cour. Model: Vicki Laursen

 

Det er vigtigt at sparre med nogen, der selv er visuelle! Hvis man prøver at beskrive et univers for nogen, der er dårlige til at visualisere, så gør man dem oftest bare frustrerede over de ikke kan følge med.

Nogle af de ting du skal tænke over og tage stilling til er:

  • Farver
  • Location
  • Antal modeller
  • Lyssætning
  • Framing
  • Hvad vil du gerne fortælle af historie?

 

Igen, jo mere du selv tager stilling til, jo mere kan du styre udtrykket.

 

NOTATER

Jeg skriver selv en del noter undervejs i denne proces. Det er svært at have det hele i hovedet, og det er ærgerligt hvis gode ideer forsvinder.

I mit sidste indlæg fortalte jeg om en ide, der blev en blanding af Wednesday Addams (fra The Addams Family), Jessica Rabbit og Pippi Langstrømpe.

Kernen viste sig at være, at alt skulle holdes i sort, hvid og rød. Samtidig skulle der være adskillige karakterer, og en af dem skulle være en kombination af de tre ovennævnte karakterer.

Da jeg var færdig med min konceptudvikling, var jeg kommet frem til følgende:

  • Alt hvad jeg kan styre, skal holdes i sort, hvid og rød
    kostumer, hår/parykker, negle, sko, strømper og rekvisitter
  • Der skal fire modeller med
  • Der skal tages et enkeltbillede af hver samt et gruppebillede
  • Alt skal skydes i fuldfigur
  • Location skal være en gammel, forladt villa
  • Historien: tre unge, smukke kvinder, der lokker unge mænd ind til deres master, som så fortærer de unge mænds sjæl
  • Titel: Seduce My Soul

Fotomalia_2_3

Creative director, kostumedesigner & stylist: Charlotte Aurora Design. Fotograf: Michael la-Cour. Model: Mikkel Brunberg

 

Selvom jeg planlægger rigtig, rigtig meget, lader jeg også nogle huller være i mit koncept, som de andre i mit team får lov til at udfylde.

Jeg gør dette af tre årsager:

  1. Fordi jeg tror på, at mine ideer har brug for andres input
  2. Jeg er meget bevidst om, at andre i teamet er bedre til nogle ting end jeg er
  3. Helt lavpraktisk, så er det fordi mine projekter primært er TFP, og når man laver TFP, så synes jeg alle skal have noget ud af det, og have lov til at byde ind.

 

Alt dette er ment som guidelines for, hvordan du selv kan komme i gang med nogle store velovervejede projekter.

Jeg har ikke selv nogen facitliste, og det varierer altid hvor færdige mine koncepter er, når jeg begynder at planlægge mine shoots.

Det vigtigste er, at du følger din mavefornemmelse og gør det, der føles godt for dig

 

FOTOMALIA SIGER TAK

Uhh… Vi kan næsten ikke vente til næste uge! Men men men, vi må vente en hel uge..

Selv om der er mere på vej, så vil vi igen gerne takke Charlotte, fordi hun har valgt at dele hendes fantastiske arbejde, og ikke mindst hendes process – det er intet mindre end inspirerende at se!

TAK!

Og som altid, smid meget gerne en kommentar eller et spørgsmål!

 

Fotokredit for topbillede; Creative director, kostumedesigner & stylist: Charlotte Aurora Design. Fotograf: Michael la-Cour. Model: Maja Shining

Relateret indlæg

2 Kommentarer

Søren Skovsgaard juni 23, 2016 - 10:15 pm

Spændende læsning – glæder mig også til næste kapitel

Besvar
jacobadk juni 29, 2016 - 11:56 pm

Lækkerier 🙂

Synes billedet af klovnen er rigtig fedt

Tjener du penge på at udtænke koncepter til stillfotos eller er det altid TFP og materialer for egen regning?

Besvar

Skriv et svar til jacobadk Cancel Reply