SUK – Luk lynlåsen og skyd…

af Jakob Kjøller

Selv om jeg kan virke kold, beregnende, stille og lidt maskine-agtig, så er jeg en meget følelsesladet person med en del holdninger – nogle vil sige for mange…

Jeg sad sammen med to andre fotografer i går, og der gik det op for mig, at jeg nok havde noget, jeg lige skulle have fra brystet.

Har man fulgt en smule med i kameraverdenen de sidste 14 dage, så har man nok ikke overset, at der er kommet spejlløse huse fra både Canon og Nikon.

Det er i midlertid noget, folk har skreget på i snart fem år, så da rygterne begyndte at snurre, var folk ved at gå til af nysgerrighed.

Men men men

Da jeg var så heldig at være med til pre-lanceringen af Nikons Z-serie, har jeg fulgt og deltaget lidt i snakken på nettet. Både om Nikon Z og om det nye Canon R.

I følge en ret højrystet del af internettet, så er begge producenter i den grad kommet med de forkerte kamerahuse, og der er ikke det, de ikke mangler. Altså, det er jo ikke et Sony a9 med eyetracking og dual card-slots. Så er det lige meget, at det ellers er to ret kompetente kamerahuse med et interessant udvalg (og kommende udvalg) af glas, og så kan du samtidig bruge alle de gamle objektiver.

Et Rough kamera i lommen på arbejds bukserne, giver billeder man ikke normalt få taget.

 

Der, hvor det lige stod af for mig, omkring kritikken af Nikons Z-serie, var, da jeg så en video med en gut fra USA. Han sad og fortalte, hvor skidt det var på alle leder og kanter. Her er humlen: i videoen kommer han lige ind på, at han hverken har set eller rørt et Nikon Z men kun har set videoer af det. Da lukkede jeg min browser og bankede hovedet ned i bordet, mens jeg tænke “Nej, jeg gider sgu ikke mere”.

Sony, Olympus og Fujifilm har helt klart et forspring på det spejlløse marked, og det gør helt automatisk, at de kan mere her og nu. Faktisk ville det være mærkeligt, hvis de ikke kunne. Folk har en tendens til at glemme, at forskning og udvikling ikke er gratis (Det er ikke bare et preset eller copy/paste). Og de tre ovenstående virksomheder har i den grad været gennem en række decideret dumme modeller. Det er først inden for de sidste par år, det virkelig er gået i den rigtige retning.

Men du er jo Nikon-mand, det er klart, at du siger det!

Ja, jeg er Nikon-mand. Men det er ikke derfor, jeg står af her. Jeg er nemlig også Leica-mand, Olympus-mand, Hasselblad-mand (analog), og når jeg får råd, er jeg også PhaseOne-mand.

Som jeg nævnte i “Hvad har du i hænderne?,” så har jeg et lille Olympus Tough-5, som jeg faktisk bruger hver dag i et fotoprojekt, jeg arbejder på. Og som Jon er inde på i “Har dit kamera mojo?,” er det vigtigste, om kameraet inspirerer dig til at skyde og ikke så meget de specs, der kan sammenlignes i et skema. Det var den eneste grund til, at jeg købte mit Leica M10, det er lækkert, og det får mig til at skyde.

En dag på kontor kan bliver meget sjovere, med et kamera ved hånden.

 

Ironien i dette er, at jeg lige har nævnt to kameraer, der på ingen måder, og jeg mener INGEN, kan sammenligne sig med mit Nikon D850. Hverken på hastighed, fokus, ISO eller dynamisk omfang. Men jeg kan let have dem med mig, så jeg kan skyde med dem. Mit D850 er “reserveret” til, når jeg ved, jeg skal noget vigtigt eller lave opgaver, på en unik rejse, eller bare ved, jeg skal på en fototur.

 

Fokus er off

Efter min mening, så har folk derude tabt sutten helt. Der er næsten gået sport i at hagle alt nyt grej ned. Der er ikke det, det ikke mangler og “de andre har”.

Jo da, jeg ville helt sikkert gerne have en “Swizz army knife” af et kamera, der kan alt. Men for at være helt ærlig, så vil jeg hellere kunne bruge alle de objektiver, jeg allerede har her og nu, samt at jeg kan bruge min 13 år gamle muskel-hukommelse til noget fornuftigt. For jeg ved, at jeg kommer til at købe et nye kamerahus om to år alligevel…

Disse billeder er taget med et kamera uden auto”noget som helst”, men alligevel blev de til noget.

Summa summarum

Lad være med at føle dig snydt, fordi “der mangler noget.” Du skal ikke elske alle de nye kameramodeller. Og vigtigst at alt, du skal ikke gå ud og købe noget, du ikke vil have.

Drop bilen og hop på det offentlige, det giver en anden frihed.

Men kom nu med ind i kampen, kig på det, du har mellem hænderne (kameraet) og gør, hvad det er lavet til: GÅ UD OG SKYD! Det er derfor, vi har vores kamera. Det er lavet til at tage billeder.

Læs evt, “The Amateur Spirit” af Daniel Boorstin, – dog kan jeg koge den ned til én linie: “The best things in life are free! Love, knowledge, art, music, literature, community, have no bottom line.”

Så forlad tasterne, tag dit kamera i hånden og udforsk verden gennem søgeren.

 

Relateret indlæg

4 Kommentarer

Jon Detlefsen september 14, 2018 - 7:19 am

Enig og atter enig Jakob! Set ud fra en antropologisk perspektiv, så er det egentlig ret interessant, hvad der driver den trang til brok, og hvor alle de hjemmeeksperter kommer fra. Det er uden tvivl en af ‘lyksagelighederne’ ved de sociale medier og det faktum, at ALLE kan nå ud i hele verden. For lige selv at lyde som et gammelt brokkehoved, så savner jeg de gode gamle dage, hvor man primært udtalte sig forstandigt, hvis man reelt havde forstand til det.

Besvar
Anders Johansen september 19, 2018 - 5:53 pm

“Der er næsten gået sport i at hagle alt nyt grej ned. Der er ikke det, det ikke mangler og “de andre har””
(Video)bloggere lever af ‘clicks’ og der er flest ‘clicks’ i brok. Og det vel også det nemmeste, når man nu ikke er blevet inviteret til at teste nyheden.

Besvar
Carsten Krog Pedersen september 21, 2018 - 4:43 pm

Så godt skrevet Jakob. Der har været en tendens til at der er skrevet gode indlæg her på bloggen på det sidste 😉 Mojo indlægget og dette er altså bare det det handler om. Hvis jeg skulle vælge et nyt kamera, ville jeg dog modsat dig Jakob, IKKE vælge en “Swizz Army” jeg vil bare gerne have den så enkel som muligt, så alt unødvendigt var sorteret fra.

Besvar
Jakob Kjøller oktober 1, 2018 - 9:37 pm

Takker Carsten. Jamen sammen står vi stærkt 😉

Hehe, hvert job, sin hammer, er det ikke det man siger?

Besvar

Skriv et svar til Carsten Krog Pedersen Cancel Reply