Hvilken historie fortæller dit fotografi?

af Jon Detlefsen
Fest og ballade på Times Square. Billedet er rystet af bevægelse, kvinderne er dullet op til fest, og der er knald på farverne. Essensen af Times Square.

At fotografere er at fortælle historie. I det øjeblik du trykker på udløseren, vil du fortælle noget med dit billede. Hvad vil du fortælle? (Throwback thursday-udgivelse)

En af de vigtigste og mest fascinerende ingredienser i fotografiet er historiefortællingen.

Egentlig vil jeg hævde, at fotografiet blot antyder en historie. Vi skal selv tolke og forfatte videre på den.

Eller det kan være antydningen af en historie, vi alle kender i forvejen. Et kulturelt narrativ, der ikke behøver forklaring netop fordi, det eksempelvis er en del af vores fælles opfattelse og kulturhistorie.

For nemheds skyld anvender jeg begrebet “at fotografiet fortæller historier” her i artiklen, men hav gerne in mente, at du, beskueren, selv er med til at bekræfte/fortolke/forfatte den historie, fotografiet antyder.

Ikoniske Manhatten. De fleste gader en ensrettede. Manden i nederste, højre hjørne er nødvendig for billedet. Jeg gik netop efter det, da jeg lavede det. Nogle dage tidligere noterede jeg mig sollyset på dette tidspunkt af dagen i samme kryds. Manden er ikke umiddelbart anderledes end de andre fodgængere, men han personificerer, den travle New Yorker. Spotlight er på ham. Hvem er han? Hvor er han på vej hen?Ikoniske Manhatten. De fleste gader er ensrettede. Manden i nederste, højre hjørne er nødvendig for billedet. Jeg gik netop efter det, da jeg lavede det. Nogle dage tidligere noterede jeg mig sollyset på dette tidspunkt af dagen i samme kryds. Manden er ikke umiddelbart anderledes end de andre fodgængere, men han personificerer, den travle New Yorker. Spotlight er på ham. Hvem er han? Hvor er han på vej hen?

En historie fortalt på blot et øjeblik

Det her med at fortælle historier har vi mennesker gjort lige så længe, vi har været til. På alle mulige måder. Mundtligt, med hulemalerier, i skrifter, bøger, sange, digte, på teater, i film og på fotos. Et enkelt billede kan fortælle en fantastisk stærk historie. Virkelig såvel som uvirkelig.

Et fotografi er en fastfrysning af et øjeblik. Som at sætte tiden på pause, så man kan nærstudere øjeblikket. Fotografen bestemmer øjeblikket og hvordan, det fastfryses. Mens hele verden drøner forbi i et mudret sammensurium af hændelser, hvor de fleste er glemte, i samme øjeblik, de har udspillet sig, kan du med dit kamera forevige et øjeblik, en tusindedel af et sekund, og heri fortælle, formidle, fortolke de skete hændelser.

Magtfuldt fotografi

I det af fotografen subjektivt definerede øjeblik gemmer sig en verden af formidlingsmæssige muligheder. Har man evnen, kan man næsten flytte bjerge, eller i hvert fald medvirke til at forme verdenshistorien. Man kan påvirke holdninger, man kan glæde, fascinere, afsløre, chokere, overraske, udfordre, underholde.

Fotografiet rummer evnen til at formidle følelser, stemninger, budskaber. Med sit fotografi manipulerer fotografen dig, dine tanker, dine følelser, dit humør i en bestemt retning. Og har fotografen styr på, hvad hun foretager sig, foregår det ganske forsætligt.

SUBJEKTIV OBJEKTIVITET

Man kan derfor argumentere for, at et fotografi altid er subjektivt og aldrig kan være objektivt. Fotografen vælger øjeblikket, og fotografen vælger, hvad fotografiet skal fortælle. Men dokumentarfotos er da objektive, vil du måske indvende? De er skildringer af virkeligheden, som fotografen ikke har indflydelse på men blot observerer og dokumenterer, ja.

Men samtidig bestemmer fotografen, hvornår hun fotograferer, og hvor hun peger sit kamera hen. Og hendes chef, avisredaktøren, hvis hun eksempelvis er pressefotograf, har bestemt, hvor hun geografisk skal befinde sig og hvornår. Det er subjektive handlinger.

Forestil dig en scene med gadeoptøjer. Peger jeg kameraet den ene vej, fotograferer jeg uskyldige civile, der får tæsk af et kampklædt politi. Peger jeg kameraet den anden vej, fotograferer jeg sårede politibetjente, der i forsøget på at opretholde ro og orden er blevet overfaldet af voldelige urostiftere.

ARTISTISK GADEDOKUMENTAR

Mine billeder her i artiklen er dokumentariske i den forstand, at de skildrer virkelige hændelser, som jeg ikke har haft indflydelse på. Men de er udokumentariske i den forstand, at jeg laver en subjektiv fortolkning af de virkelige hændelser. En fortolkning, som måske intet har at gøre med virkeligheden.

Det er ikke fotojournalistik. Billederne er ikke reportage- eller pressefotos men nærmere kunstneriske fortolkninger af virkeligheden omkring mig. Tilsat undren, humor, nysgerrighed osv.

Et af mine egne favoritbilleder. De, på ægte amerikansk manér, opblæste ord på New Yorks højesteret, og bygningens pompøsitet i sig selv, står i skærende og komisk kontrast til det lille, nærmest latterlige gadekøkken. Jeg forestiller mig, at man lige holder en pause fra alle "retfærdighederne" inde i retsbygningen og går ud og snupper sig en hotdog... Og så kan man lige tage et hurtigt krisemøde over telefonen også.Et af mine egne favoritbilleder. De, på ægte amerikansk manér, opblæste ord på New Yorks højesteret, og bygningens pompøsitet i sig selv, står i skærende og komisk kontrast til det lille, nærmest latterlige gadekøkken. Jeg forestiller mig, at man lige holder en pause fra alle “retfærdighederne” inde i retsbygningen og går ud og snupper sig en hotdog… Og så kan man lige tage et hurtigt krisemøde over telefonen også.

Jeg planlægger ofte historien i mine billeder. Som med den gule New York-taxi. Andre gange behøver jeg ikke tænke så meget over den. Historien opstår af sig selv. Det har uden tvivl noget at gøre med at træne sig op i at se detaljen, den lille finesse, et eller andet sjovt, skævt, hyggeligt, uhyggeligt, sørgeligt. i den enkelte scene.

Når jeg slentrer rundt i byens gader, observerer jeg mine omgivelser. Jeg betragter mennesker og situationer, scener, kontraster. Jeg indlever mig i omgivelserne og lader mig absorbere, så jeg forsvinder ind i en anden verden. En verden, hvor jeg ser alt omkring mig i små brudstykker, frames, scener, fastfrosne øjeblikke, små fortællinger. Historier.

Husk på: du behøver ikke rejse helt til New York for at finde historier. Der er historier at fortælle overalt. Små og store. Også lige uden for din hoveddør. Det gælder blot om at opdage eller opfinde dem.

Relateret indlæg

1 Kommentar

Tina Kragh Kristensen juli 22, 2017 - 10:29 am

Jeg forsøger også, hver gang vi er på ferie, at fange historier med mit kamera. Mit “feriekamera” er mit kompaktkamera; Panasonic DMC-TZ2. Det tager gode billeder. Lettere at have med end mit spejlrefleks.
Når jeg tager portrætter for andre, vil jeg også gerne have, at det både føles som en leg for mine modeller og for mig selv, så det bliver en god oplevelse for alle.
Jeg har ingen hjemmeside og er ikke på facebook, men har en portfolio på google+, som du er mere end velkommen til at følge.
Mange hilsner
Tina 🙂

Besvar

Skriv et svar til Tina Kragh Kristensen Cancel Reply