Skarpere end virkeligheden?

af Jon Detlefsen

Sony udvider objektiv-repertoiret med to E-mount vidvinkel-objektiver til deres spejlløse fullframe-kameraserie – FotoMalia var med til Europa-premieren i Norditalien

Man skal godt nok tæt på, indså jeg, mens jeg forsøgte mig med en gang candid streetfoto i de smalle gyder i den lille ø-landsby Isola Superiore i Maggioresøen i Norditalien. Jeg havde et vidvinkelobjektiv monteret på kameraet. Et splinternyt et, som endnu ikke er i butikkerne.

Anledningen var Europa-premieren på to vidvinkel-objektiver fra Sony. På vegne af FotoMalia var jeg inviteret med på turen til Italien af Sony Nordic, hvor jeg i en hel dag fik et Sony A9 stukket i hånden og mulighed for at lege med objektiverne i nogle ekstraordinært skønne omgivelser.

Jeg har altså leget med grejet ude i den virkelige verden i en dag, så her er ikke noget med videnskabelige målinger eller andet kedeligt snik-snak. Kun virkeligheden og min subjektive mening.

Specifikationer

De nye vidvinkel-objektiver hører til Sonys pro (dyre) ende, og 16-35’eren er en del af den eksklusive G-Master-serie, der er kendt for uovertruffen billedkvalitet. Sony selv siger, at ved udviklingen af objektiverne er der fokuseret på kant til kant-skarphed og enestående bokeh.

SONY FE 16-35MM 2.8 GM

E-mount fullframe
Vægt: 680 gram
Super hurtig og lydløs autofokus med 2x Direct Drive SSM-autofokusmotorer
16 linseelementer (der iblandt to XE-elementer)  i 13 grupper
11 blændelameller
Største/mindste blænde: 2.8/16
Nærgrænse: 28 cm.
Vejrbestandig
Vejl. pris: kr. 20.995,-

 

SONY FE 12-24MM 4.0 G

E-mount fullframe
Vægt: 565 gram
Hurtig og lydløs autofokus med Direct Drive SSM-autofokus
17 linseelementer i 13 grupper
7 blændelameller
Største/mindste blænde: 4/22
Nærgrænse: 28 cm.
Vejrbestandig
Vejl. pris:  kr. 15.495,-

 

Ud i virkeligheden

Et er en masse tal og data, der på papiret ser fine ud og indikerer, at her har vi virkelig noget særligt og dyrt. Noget andet er virkeligheden. Er de to objektiver også lækre og eksklusive at bruge i praksis?

Maggioresøen i Norditalien. I baggrunden ses øerne Isola Superiore (tv) og Isola Bella.

Jeg var især spændt på den påståede kant til kant-skarphed, som Sony selv bryster sig af at have gjort noget ekstra ud af. Jeg har tidligere oplevet vidvinkel og ultravidvinkel, der netop ikke holder skarpheden helt ud i kanterne. Det er vist en ganske kendt problematik.

Men det er det ikke længere, så vidt jeg kan vurdere, hvis man bruger et af de to nye Sony-objektiver. De er skarpe. I midten. I hjørnerne. I kanterne. Overalt. Det er ret imponerende. Kombineret med Sony A9 får man billeder med en enorm detaljerigdom, der tilsyneladende står knivskarpt helt ud i kanterne både på stor og på lille blænde.

Faktisk oplevede jeg, allerede efter to sekunder med grejet i hånden, den kendte tilstand, jeg tidligere har betegnet som fotografisk massepsykose.

Tilstanden er farlig og kan potentielt ruinere dig. Jeg var straks overbevidst om, at jeg ikke kan leve uden det her grej. Desværre hjalp det ikke at bruge det en hel dag, tværtimod, så jeg måtte tage skrappe midler i brug for at vende tilbage til virkeligheden – mere om det sidst i denne artikel.

Street med vidvinkel?

Tilbage i Isola Supperiores smalle gyder. På A9’eren sad 16-35’eren. Skal man tæt på mennesker med et 16 mm. objektiv, skal det nærmest placeres helt oppe i fjæset på dem. Og så går det der med candid fløjten.

Jeg kunne selvfølgelig også udnytte zoomen og skyde på 35 mm., men skal det være vidvinkel, så lad det være vidvinkel. Jeg skød mest på 16 mm. – primært for udfordringens skyld.

”Candid photography: a photograph captured without creating a posed appearance. – Wiki”

Et af mine mange mantraer er normalt at springe over, hvor gærdet er lavest. Hvorfor dog gøre tingene unødigt besværlige? Derfor undgår jeg oftest vidvinkel, da jeg ærlig talt synes, det er hamrende svært.

Både som journalist og fotograf er jeg benhårdt indoktrineret med, at det gælder om at vælge fra. Det er lige så vigtigt som at vælge til. Med vidvinkel må man fravælge at vælge fra…

Isola Superiore er en lille ø i Maggioresøen. Hele øen er en landsby med hyggelige restauranter og cafeer, smalle gyder og en meget hyggelig stemning.

Jeg vil typisk gerne vis ALT, når jeg eksempelvis står foran et smukt natursceneri. Men det bliver ofte fladt, ustruktureret og uinteressant, hvis jeg får alt med på billedet. Med vidvinkel er det svært ikke at få alt med, så der skal virkelig overvejes og tænkes kompositioner og budskaber, hvis billedet skal give mening.

Her ved Lago Maggiore var jeg naturligt nok tvunget til at bruge vidvinkel, så jeg tænkte i stemningsscener fyldt med detaljer, og jeg lod menneskene være statister og ikke hovedpersoner. De er der for at skabe identifikation og genkendelighed.

Umiddelbart får man en hulens masse mur med, når man står i en smal gyde og fotograferer med vidvinkel. Men der er også andre spændende muligheder, indså jeg snart, og inden længe havde jeg en mig en herlig streetfotografisk fest.

Så ja, streetfoto med vidvinkel er naturligvis muligt – det er endda rigtig sjovt.

Sony A9

Nu handler det selvfølgelig om de to nye vidvinkelobjektiver, men der er jo endnu en spændende nyhed til stede, som først lige er kommet på hylderne i fotobutikkerne herhjemme.

Sonys nye spejlløse fullframe-drømmekamera A9 byder bl.a. på 24 mio. pixels, 20 billeder i sekundet uden blackout, lukkerhastighed op til 1/32.000, forrygende autofokus- og trackingsystem og fem-akset billedstabilisering. Det er lige så kompakt som A7-serien og vejer sølle 673 gram.

Vi havde tyve minutter til at klemme os gennem den anseelige mængde af turister i paladset på Isola Bella og fotografere samtidig…

Jeg bed især mærke i den elektroniske søger. Den er væsentligt forbedret i forhold til A7. Og ikke mindst i forhold til andre elektroniske søgere, jeg før har oplevet. Den er klar og knivskarp, helt uden flimmer og forsinkelser, og faktisk glemte jeg, at den var elektronisk.

Det er som at se gennem en optisk søger – bare bedre. Det troede jeg alligevel aldrig, at jeg skulle sige. Jeg tænker ellers den elektroniske søger som et kompromis, et nødvendigt onde, hvis man skal have spejlløst. Det tænker jeg ikke længere med A9.

Og billedstabiliseringen… Lukkertider på 1/4 og 1/6 sek. er intet problem håndholdt. Læg mærke til exif-dataene på billederne i de forskellige serier her i artiklen. Og husk på, at alt er håndholdt. Det virker!

Der kommer en reel A9-anmeldelse her på FM på et senere tidspunkt.

Avanceret nemt og skarpt

Jeg er muligvis farvet af mit normalt ret afslappede forholdt til skarphed. Spørgsmålet er ikke, om det er skarpt, men om det er skarpt nok, plejer jeg at tænke.

Men de to nye Sony-vidvinkler i kombination med A9 er skarpt, som jeg ikke mindes at have oplevet det før. Det føles næsten som om, det er skarpere end virkeligheden.

Middag på Piccolo Lago og leg med langsom lukker ved hotellet.

Grejet er lige så nemt at bruge, som teknologien bag det er avanceret. Det virker bare og gør, som man forventer. Det er lidt som om, grejet ved, hvad man tænker og vil med billederne. Det føles nærmest let at fotografere.

Og selvom det kan lyde ret udfordrende at skulle lave billeder på denne måde, tidspres, forventninger osv., så fandt jeg hurtigt en god rytme. Jeg formåede at nyde tilstanden med fotografiet, og grejet gled ubesværet ind under huden på mig.

De to vidvinkel-objektiver opfører sig eksemplariske og uproblematiske. Og jeg var allerede begejstret for Sony A7 II, og A9 er bare en drøm, der er gået i opfyldelse.

Træerne gror ikke ind i himlen… eller gør de?

Nu skal det ikke hedde sig, at jeg er til at bestikke, og at en luksus-smuttur til Norditalien er nok til at lukke munden på den kritiske fotograf og journalist.

Så øhh… jo, kaffen var til den lunkne side til morgenmaden på hotellet. Men dejlig sort ellers. Nå ja og jeg glemte min iPhone-lader på hotelværelset og har endnu ikke fået den tilsendt – helt ærligt!? Og jeg synes også, at der var rigeligt meget blå himmel. Lidt skyer til at bryde ensformigheden ville have pyntet på billederne.

Men jeg har faktisk ikke noget alvorligt at udsætte på hverken objektiver eller kamera. Intet er dog fejlfrit, selvfølgelig er der fejl og irritationsmomenter, det må der være, men jeg opdagede ikke rigtig noget af det her i den ene dag, jeg havde grejet til min rådighed.

Eller også var de så små og ubetydelige, at jeg har glemt dem.

Tilbage på jordoverfladen…

Det her grej er selvfølgelig kun for dem, som har råd. Det er dyre sager, og her kan jeg da godt brokke mig lidt, hvis det nu skal være.

Et sæt som Sony A9 med 16-35 f/2.8 koster i omegnen af 62.000 kroner samlet set. Så det er bestemt ikke tilgængeligt for hvem som helst.

Skolebørn på udflugt på Isola Bella.

Jeg er bare glad for at have fået lov at være med i det eksklusive selskab for en dag – ligesom Askepot, der ved magi får lov at deltage i ballet på slottet en enkelt aften.

Jeg havde mit 1971 Pentax Spotmatic SPII (i sort!) med det legendariske 55 f/1.8 Super Takumar-objektiv med mig, og det fik mig på behagelig vis bragt sikkert tilbage til jordoverfladen dagen efter, da lyset var slukket efter Sony-festen.

Der er intet som en alenetur i gaderne med det gamle grej, der kan ruske virkelighedssansen tilbage på plads. Det er dejligt at drømme, jeg drømmer helt sikkert videre om Sony i nat, men virkeligheden er nu heller ikke værst.

 

Stort tak for invitationen, den fine oplevelse, gæstfriheden og det gode selskab til Sony Nordic-holdet!

Træet - der er kun et træ på billedet her - på paladsøen Isola Bella er kæmpemæssigt og er bundet op med kraftig webbing og wirer pga. den enorme tyngde. Sony A9 + Sony 16-35 f/2.8. 1/60, f/11, ISO-250, 16 mm., blændeprioriteret.Træet – der er kun et træ på billedet her – på paladsøen Isola Bella er kæmpemæssigt og er bundet op med kraftig webbing og wirer pga. den enorme tyngde. Sony A9 + Sony 16-35 f/2.8. 1/60, f/11, ISO-250, 16 mm., blændeprioriteret.

Relateret indlæg

Smid en kommentar til os