Retromakro med Super Takumar

af Jon Detlefsen
Enkelte små bitte huller i skyerne lod solen slippe en smule lys igennem, og i et kort magisk øjeblik fik regndråberne på lærkenålene endnu mere glitter og glans.

Makrofoto: hvad sker der, når man monterer en mellemring på et tudsegammelt, legendarisk 50mm. standardobjektiv?

”GISP,” udbrød jeg. Altså, jeg udtalte ikke ”GISP”, jeg udbrød den lyd, som man bl.a. i Anders And gerne beskriver med ordet ”GISP”. Gispet, lyden, kom spontant ud af mig, da jeg på kameraets skærm kiggede på det billede, jeg lige havde lavet.

Inden vi går videre, skruer jeg lige tiden lidt tilbage. Jeg har et sæt mellemringe, som jeg aldrig bruger. Mellemringe af den helt primitive type, der blot er metalrør uden nogen former for elektronik. Det betyder selvfølgelig, at alt skal gøres manuelt, og at der er nul exifdata.

Gisp (lydord): bruges for at efterligne den lyd der fremkommer, når man pludselig hiver efter vejret af forskrækkelse, overraskelse el.lign. – Den Danske Ordbog

En mellemring er, simpelt fortalt, et rør, du monterer mellem objektivet og kameraet, så nærafstanden reduceres betragteligt – du kan altså komme tættere på dit motiv, ligesom med et makroobjektiv.

Skarphedsfladen er ultra tynd med blænde 1.4 og en mellemring.Skarphedsfladen er ultra tynd med blænde 1.4 og en mellemring.

Makroleg med Super Takumar

En af de afgørende årsager til at jeg aldrig bruger mellemringene er, at de ikke bor hjemme hos mig. De bor hos Carsten. Han er jo makro-med-gammelt-glas-supernørden over dem alle, så vi har en fin ordning, hvor mine mellemringe bor permanent hos Carsten. Det er jo win/win for øhh… ja i hvert fald for den ene af os. ”Dit er mit og vores,” som Carsten gerne konstaterer.

Men da vi for nylig holdt vore fotoworkshop i kreativt naturfoto på Kirsten Kjærs Museum i Thy, lånte han mig generøst mine mellemringe, og så kunne jeg endelig prøve at lege makroleg med mit gamle Pentax Super Takumar, som også tidligere har været stjerne i et indlæg her på FM.

Det er en fest at lege med dråber og spind, når man bruger det gamle grej. 

Wow for en bokeh!

Og så er vi tilbage ved gispet. Nej, ved øjeblikket umiddelbart efter gispet. Jeg stod og betragtede det billedmæssige resultat af at kombinere et 1966 Asahi Pentax Super Takumar 50mm. F/1.4-objektiv med mellemring monteret på mit Sony A7II og et lærketræ fyldt med friske regndråber.

Og hold da k— mand hvor den bokeh sparker r–. Undskyld sproget, men jeg er en smule overvældet, og det var netop, hvad gispet udtrykte.

Bokeh: (boke, japansk, betyder sløret og uklar) er inden for fotografiens begrebsverden de dele i et fotografi, som ikke er i fokus. – Wikipidia

Det er ikke kun med mellemringene, Super Takumaren laver en crazy bokeh. Bregnerne på det sidste billede her i indlægget er lavet uden. Glasset har en sjov tendens til at lave områderne ude af fokus til bobler, hvilket sker i sammenspil med modlyset.

Teknikken

Skarphedsfladen er ultra tynd, så man skal holde tungen lige i munden for at ramme plet med fokus, der selvfølgelig fungerer manuelt.

Jeg indstiller i forvejen fokus på mindste afstand og sætter blænden på 1.4. Så kigger jeg i søgeren, mens jeg bevæger kameraet, indtil kompositionen er, som jeg vil have den med det rigtige i fokus og det rigtige uden for fokus.

Det er lige så simpelt, som det er sjovt.

Også uden mellemring, som her på billedet, sker der sjove ting og sager med bokehen - bobler jubii!Også uden mellemring, som her på billedet, sker der sjove ting og sager med bokehen – bobler jubii!

Det her gamle glas er i forvejen en perle, og det bliver ikke dårligere, når man også bruger det som makroobjektiv.

Har du mon noget gammelt glas og mellemringe liggende, som du vil ud at lege makroleg med?

 

Alle billederne her er naturligvis skudt på blænde 1.4.

Relateret indlæg

8 Kommentarer

Henrik november 1, 2017 - 10:12 am

Fede billeder ! ??

Besvar
Jon Detlefsen november 1, 2017 - 10:45 pm

Tusind tak for det Henrik:)

Besvar
Jens Rohde november 1, 2017 - 10:31 am

Jeg tror jeg tillader mig at bruge mit forholdsvis nye Fujifilm 60mm (makro)objektiv. Men et par mellemringe skal da lige testes også. Der ligger vist et par i min skuffe, som Carsten ikke har nået at gafle 🙂

Chef?! Jeg behøver ikke lave noget resten af dagen vel?… 🙂

Besvar
Jon Detlefsen november 1, 2017 - 10:47 pm

Jeg er sikker på, at chefen er forstående over for noget, der er så vigtigt! Ja, ud og lege med mellemringe:)

Besvar
Anja Robanke november 1, 2017 - 12:01 pm

Wauw Jon!! Så smukke billeder… tror da lige jeg skal hjem til de gamle og se om jeg kan kan finde noget brugbart 😉 Deres udstyr er jo nok tilbage fra 80’erne det meste, så det er sikkert ikke gammelt nok 😉

Besvar
Jon Detlefsen november 1, 2017 - 10:49 pm

Tak tak tak for det Anja:) Jo, selvom det er så nyt som fra firserne, er det helt sikkert stadig sjovt med mellemringe!

Besvar
Thomas Nielsen november 1, 2017 - 12:16 pm

Fantastiske billeder. Men nu er stedet her jo også hjemsted for et par af landets mest ufokuserede fotografer (i den fedest tænkelige betydning). Fremragende! Intet mindre.

Besvar
Jon Detlefsen november 1, 2017 - 10:51 pm

Ha ha Thomas – jeg opdagede til min forfærdelse, at der er indtil flere steder i billederne, som er i fokus – eller næste i fokus. Beklager, jeg forsøger at stramme lidt op. TAK for kommentar:)

Besvar

Skriv et svar til Jon Detlefsen Cancel Reply