Pust liv i dine sort/hvide billeder

af Jon Detlefsen

Silver Efex Pro fra Nik Software er et glimrende arbejdsrum til dine sort/hvide konverteringer – ja, det er nærmest ren magi…

Jeg holder meget af sort/hvide billeder. Nogle billeder fremstår klart bedst uden farver, og andre gør ikke. Nogle billeder får et helt nyt og andet liv, når de konverteres til sort/hvid.

Men du har måske oplevet, at dine billeder bliver kedelige, når du konverterer dem til sort/hvid? Ligesom lidt matte i det. Flade. Og at de ikke bliver ordentligt sort/hvide men mere grålige i flere nuancer.

Med Silver Efex Pro 2 fra Googles Nik Software får du et virkelig fint værktøj til sort/hvid konvertering. De forskellige Nik-værktøjer downloades som plugins til eksempelvis Photoshop. Der er syv forskellige plugins med meget forskellige evner. Ud over Silver Efex Pro har jeg også arbejdet med Color Efex Pro.

Og har du endnu ikke opdaget det, så har Google endda gjort hele deres Nik Collection GRATIS. Den kostede vist i omegnen af en tusse, så vidt jeg husker. Og alle, som købte Nik Collection her i 2016, har fået beløbet refunderet. Det er da ret cool.

Hvor skal du hen?

Billedet her i eksemplet er et gade-snapshot, en helt almindelig hverdagssituation, en kvinde på vej ind i en taxi. Intet kontroversielt her. Men alligevel er der noget i det, synes jeg. Jeg bliver nysgerrig, for jeg kan ikke se hendes ansigt, og jeg så det faktisk ikke, da jeg lavede billedet. Hvem er hun? Hvordan ser hun ud? Er hun mon asiatisk eller vesterlænding? Det sorte hår kan sagtens indikere det første, men det er ikke til at vide. Og hvor er hun mon på vej hen? Er hun på vej til eller væk fra noget? Der er faktisk ret mange spørgsmål…

Uredigeret farve-JPG og samme JPG konverteret til sort/hvid i Photoshop. Ikke yderligere redigering. Indstillinger: Blændeprioriteret, 1/800 sek., f/6.3, ISO-200, 40mm. Nikon D3s + 24-70 f/2.8.Uredigeret farve-JPEG og samme JPEG konverteret til sort/hvid i Photoshop. Ikke yderligere redigering. Indstillinger: Blændeprioriteret, 1/800 sek., f/6.3, ISO-200, 40mm. Nikon D3s + 24-70 f/2.8.

Men, i første omgang opgav jeg næsten billedet, da jeg fik det konverteret til sort/hvid. Billedet herover i farver er JPEG-filen konverteret fra RAW uden noget som helst billedbehandling. Derefter har jeg konverteret JPEG-filen til sort/hvid, ingen justeringer eller noget som helst. Og hold da op hvor er det fladt og kedeligt. Det går især helt galt med taxiens gule farve, der mister alt liv og får en KEDELIG mellemgrå farve. Suk hvor nederen…

Nå nej, ikke suk. For med Silver Efex Pro kan der gøres noget ved sagen. Og ja, det kan der sikkert også med alt muligt andet, men nu er det altså ikke lige alt muligt andet, det handler om her. Jeg vil ikke blive overteknisk men blot komme med et par simple fif.

Control Points halleluja!

I Silver Efex Pro er der et hav af præindstillinger, som du enten blot kan benytte eller bruge som udgangspunkt og arbejde videre på. I eksemplet her har jeg taget udgangspunkt i præindstillingen ‘Wet Rocks’.

Med Control Points kan du arbejde præcist og defineret med udvalgte områder i billedet. Og du kan lave lige så mange Control Points, det skal være og også bestemme hvor store eller små, de skal være. Og så er det så smart indrettet, at de selv sørger for en glidende overgang, så der ikke kommer grimme kanter.

Der er næsten uanede muligheder for at arbejde med dit sort/hvide billede i Silver Efex Pro. Prøv dig frem - det er virkeligt sjovt!Der er næsten uanede muligheder for at arbejde med dit sort/hvide billede i Silver Efex Pro. Prøv dig frem – det er virkeligt sjovt!

På billedet har jeg oprettet et Control Point på bilens karosseri, hvor den gule farve var blevet grå og kedelig. I et Control Point kan jeg justere på brightness, contrast, structure, og der er knapper med amplify whiteness og blackness – altså forstærke lys og skygger. Og så kan man pletvis skrue op for farven også, men så kunstnerisk indstillet er jeg vist ikke…

Når jeg er tilfreds med indstillingerne, når området på karosseriet er, som jeg vil have det, duplikerer jeg det Control Point, jeg har arbejdet med og flytter det hen til næste område. Måske passer indstillingen allerede, det gør den sandsynligvis, og ellers skruer jeg blot en smule på knapperne, til det passer.

Det færdige billede fremstår noget mere spændende og dynamisk med en god dybde. Ud over på selve taxien har jeg både brugt Control Points i baggrunden og på asfalten i forgrunden. Det færdige billede fremstår noget mere spændende og dynamisk med en god dybde. Ud over på selve taxien har jeg både brugt Control Points i baggrunden og på asfalten i forgrunden.

På arbejdsbordet i Silver Efex Pro er der generelt en mio. indstillinger, eller der omkring, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her – måske senere. Ellers bare forsøg dig frem – leg! Jeg vil anbefale, at du først laver en overordnet billedredigering og derefter laver en defineret redigering med Control Point-værktøjet, hvis det er nødvendigt.

Og det var nødvendigt med billedet her, synes jeg, og derfor bruger jeg det som et godt eksempel.

God fornøjelse med dine sort/hvide billeder!

Relateret indlæg

7 Kommentarer

Anonym maj 25, 2016 - 8:03 am

Hej Jon
Tak for artiklen!
Silver Ffex er fantastisk og jeg bruger det i al min konvertering til S/H! Det er vildt at programmet nu er gratis!
Bedste hilsner, Carsten

Besvar
Jon Detlefsen maj 25, 2016 - 10:33 pm

Hej Carsten – tak og velbekomme. Ja, et lækkert system, en god legeplads:) Og virkelig god stil at give det fri!

Besvar
Anja Robanke maj 28, 2016 - 12:59 pm

Hej Jon,

Jeg har fået hentet Nik for nylig, men har ikke haft chancen til at lege med det, så måske i dag er en god idé, for jeg tænker jeg vil prøve kræfter af med street foto-genren på Odense Havnekulturfestival. Tænker nemlig de skal vi i sort/hvide 🙂 Og der er virkelig sket en forskel fra dit rå billede til din konvertering.

Besvar
Jon Detlefsen maj 31, 2016 - 12:01 am

Hej Anja. Ja, det er bare med at prøve tingene af. Street – fedt, at du vil prøve det. Det er virkelig sjovt men pas på – du risikerer at blive bidt af det;) Og Silver Efex er bare en virkelig sjov legeplads, der finder potentialet frem i dine billeder. Rigtig god fornøjelse med det hele – måske får vi noget street at se fra dig på Insta eller andet steds?

Besvar
Anja Robanke maj 31, 2016 - 8:31 am

Hej igen Jon, det gik ikke så godt. Jeg tror, jeg skal give det et skud engang mere. Jeg er bange for at fotografere folk i mængden og synes de kigger på mig, så tror mere jeg skal lave noget andet end i en folkemængde til en Kulturfestival 😉 Så min Instagram vil forsat være med mennesker, natur og mit nye elskede macro 😉 MEN jeg prøver street en dag igen 🙂

Besvar
Anja Robanke maj 31, 2016 - 10:19 am

Og jeg vil lige tilføje… Jon dine street-foto er top fede! Jeg ser det bare ikke rigtig for mig. Men det kræver vel noget øvelse at få øjet til at se anderledes end jeg nok gør! Du gør i hvert fald et godt arbejde!! Fedt at følge dig på Instagram!

Besvar
Jon Detlefsen juni 1, 2016 - 9:53 pm

TAK Anja for de flotte ord:) Ja, det kan være ret grænseoverskridende at stille sig op i mængden med kameraet og helt åbentlyst fotografere folk. Men man skal bare se ud som om, man gerne må. Og så tror folk, at man gerne må;) I øvrigt så elsker jeg også makro, så det forstår jeg udmærket, at du er faldet for:)

Besvar

Skriv et svar til Anja Robanke Cancel Reply