Nyt medlem af FotoMalia

af Jon Detlefsen

VELKOMMEN på holdet til vores gode ven og kollega Carsten Krog Pedersen!

Carsten Krog Pedersen er en garvet fotograf og grundlægger af Danmarks største, naturfotografiske begivenhed, fotofestival, der i år fejrer sit 10 års jubilæum.

Han er far til Aske, Freja og Magnus, han er gift med Lizette, og sammen bor de i Danmarks største og vildeste (øde og forladte) naturområde, Thy. Han er også forfatter, iværksætter, idémager, og han afholder adskillige fotoworkshops.

 

”Vi skal over i den fotografiske slow food-afdeling.”

 

Med sine to meter og ti i højden, sit ildrøde hår og en kikkert hængende om halsen (ALTID), er Carsten en karismatisk og let genkendelig mand.

Som fotograf er han den utro type, der både fotograferer med Nikon og med Olympus, og han overvejer desuden at udvide repertoiret med flere mærker – måske Sony eller Pentax?

Foto: Carsten Krog PedersenFoto: Carsten Krog Pedersen

 

Fotografisk slow food

En af Carstens store, fotografiske passioner er at blande nyt og gammelt grej. Han samler på gamle objektiver, med Carstens ord subjektiver, og bruger dem som en vigtig del af den kreative, fotografiske proces. Det vil han bla. beskæftige sig med på FotoMalia:

”Vi skal over i den fotografiske slow food-afdeling, vi skal ikke risikere at havne på fallittens rand med dyrt udstyr vi ikke har brug for og ikke magter at bruge, vi skal i stedet lede efter guld i genbrugsbutikkerne,” fortæller han.

 

Ud i naturen

Naturen er Carstens store passion, og han udgav sidste år den smukke fotobog Vingesus – Vejlerne i glimt, som vi tidligere har anmeldt her på FotoMalia.

Han ved alt om fugle – derfor kikkerten om halsen. Som et omvandrende fugleleksikon, inkl. lyd-DVD’en med fuglestemmer, vil du med Carsten ved din side aldrig igen lide den uheldige skæbne at misse en sjælden og/eller spændende fugl, når du er i skoven for at trække frisk luft.

 

”Jeg lover på forhånd, at jeg ikke skriver en masse om nyt, dyrt grej.”

 

Engang var han udstationeret for Skov- og Naturstyrelsen i ti år på en lille fugleø, som ingen andre kender. Her skulle han holde øje med, at de sjældne fugle ikke fløj væk eller sådan noget.

Foto: Carsten Krog PedersenFoto: Carsten Krog Pedersen

 

Kreativ og legende

Det er sjældent de klassiske dokumentariske naturfotos, du ser fra Carstens hånd. Han er kreativ, legende og grænsesøgende, når han udforsker fotografiske udtryksmåder, og hans smukke naturbilleder er drømmende, abstrakte og kunstneriske.

Det er den minimalistiske tilgang til fotografiet, der interesserer Carsten. Med nyt – brugt – og gammelt grej blandet, ved udelukkende at lyssætte med naturligt lys, ved at fokusere på billedskabelsen frem for grejet.

Og det kommer til at afspejle sig i hans bidrag på FotoMalia:

”Jeg lover på forhånd, at jeg ikke skriver en masse om nyt, dyrt grej.” slår Carsten fast.

Velkommen på holdet Carsten!

Relateret indlæg

7 Kommentarer

Brian - fotomalia.dk april 10, 2017 - 9:02 am

Hej Carsten..

Velkommen ombord, det er en stor fornøjelse at have dig med som en del af holdet, og jeg glæder mig allerede til at se hvad du bidrager med, jeg er slet ikke i tvivl om at det bliver fantastisk!

Husk nu at når de andre begynder at drille, så er det ikke ondt ment, det er bare sådan vi er – bliver det for meget, så må du sige til, så pudser jeg Jakob på dem (han plejer at opføre sig ordentligt), han kan karate, så han skal nok få Kasper til at makke ret!

Igen, velkommen til!

Besvar
Jakob Kjøller april 10, 2017 - 9:10 am

Velkommen til Carsten, vi glæder os allerede til indvielses ritualet!

Husk som tommelfinger regel, siger vi noget der kan misforstås, jamen så var det vi mente 😉

Besvar
Jon Detlefsen april 10, 2017 - 9:15 am

Fedt at have dig med makker! Og ups, glemte jeg at nævne det der med indvielsesritualet? Nå men bare rolig, de fleste brækker ikke så meget…

Besvar
Thomas Jensen april 10, 2017 - 12:54 pm

Velkommen til Carsten, glæder mig meget til at se hvad der kommer fra din side herinde 🙂
Håber desuden det går godt 🙂
Mvh. Thomas

Besvar
Carsten april 10, 2017 - 1:01 pm

Tak tosser.

Besvar
Jacob almtoft april 10, 2017 - 3:35 pm

Vi glæder os til en gang fotografisk slowfood!

Besvar
Nina Høj april 11, 2017 - 8:46 am

Spændende ! Tillykke til jer alle 🙂

Besvar

Skriv et svar til Thomas Jensen Cancel Reply