Ny fotobog: Øredøvende stilhed i Jan Grarups nye værk

af Jon Detlefsen

‘And Then There Was Silence’ af Jan Grarup er en fotojournalistisk manifestation over en enestående dansk fotograf, der har viet sit liv til at vise os den verden, vi helst lukker øjnene for

Fotobog, And Then There Was Silence, Jan Grarup, med forord af Dalai Lama, sort/hvid, Book Lab, 2017, 349kr.

”Du sidder nu med en bog, der både er tung at bære og tung at læse. Det er sgu en besværlig bog. Men det er jo også Jan Grarups livsværk med billeder fra hele verden, du har fået med hjem. Hele verden vejer en del i forvejen, og den bliver ikke lettere af at blive set gennem Jans linse. Vi håber, du bliver glad for bogen – eller i hvert fald så glad man nu kan blive for en bog, der også gør ondt.” – fra bogens medfølgende introbrev.

Det er med en knude i maven og gåsehuden krybende hen over armene, at jeg slipper Jan Grarups nye kæmpeværk ud af plastikindpakningen. Bogen er altomfattende matsort, som natten, kun brudt af den hvide tekst med titel og forfatter.

Og bogen er kæmpestor. Den måler 38,5 x 28,5 cm., vejer mere end fem kilo og indeholder 282 billeder – hvis jeg har talt korrekt. Det er på grund af billederne, mit hjerte banker hurtigere, før jeg endnu har åbnet bogen. Jeg ved, hvad der venter.

Den Centralafrikanske Republik. Børn ved et Anti-Balaka-milits-checkpoint viser deres våben, mens de venter på passerende muslimer (billedtekst fra bogen).

Den sorte bog

Jeg er klar over, at når jeg åbner bogen, er det ingen vej tilbage. Jeg har da passeret begivenhedshorisonten og må overgive mig til den sorte bogs uimodståelige tyngdekraft, der suger mig ud i den store verden. Ikke den store, kendte verden, hvor jeg drager på ferie, men virkeligheden uden for min lykkeboble.

Den verden, jeg helst ikke vil vide af og derfor forsøger at holde ude ved at lukke grænserne til mit land, ved at afvise og stigmatisere dem, der forsøger at flygte fra den, ved at lukke mine øjne og ører, så jeg ikke ser og hører noget, jeg kan have ondt af. Jeg forsøger af alle kræfter at kæmpe imod. Men Jan Grarup er nådesløs og lader mig ikke slippe.

And Then There Was Silence er portalen til en verden, hvor krig og fattigdom er permanente tilstande, hvor man dør af sult, hvor kvinder bliver voldtaget og børn dræbt, hvor mennesker mishandler og myrder hinanden for ingenting og alting. Den findes, selvom jeg vender ryggen til den og lader som om, den ikke gør. Den verden er virkelighed, den er dagligdag for millioner og atter millioner af mennesker. Og vi er en del af den verden.

En efterladt dreng leger med en ballon på MSF-felthospitalet i Dallo Ado i Etiopien (billedtekst fra bogen).

Smukke og insisterende billeder

Det her er ikke hyggelig godnatlæsning. Det er barske billeder, der går lige i mellemgulvet. Jan Grarups billeder er kontante, insisterende og kompromisløse.

Vi skånes ikke for døde børns tomme blikke. Eller døende børns opgivende blikke. Eller blikkene fra sårede og lemlæstede børn, der stumt vidner om rædslerne, de har oplevet og skal bære i sig resten af livet.

Men billederne er også smukke. Begivenhederne i billederne er lige så ubærligt dramatiske, som billedudtrykket er poetisk. Modsætningen er rystende.

På intet tidspunkt løfter Jan Grarup pegefingeren og dømmer eller belærer. Hans sort/hvide billeder er fulde af ydmyghed og respekt for de mennesker, han fotograferer. Han har et usædvanligt blik for lyset og en evne til, bl.a. med stramme kompositioner og oprydning, at formidle stærke historier i sine billeder, der er de færreste forundt.

Og selvom billederne er lavet med et sikkert blik for æstetikken, overskygger det ikke budskabet og den fotojournalistiske historiefortælling.

Gaza. En tidligere skolelærer fra Gaza By bryder sammen i gråd, mens han gør liget af et lille barn klar til begravelsen (billedtekst fra bogen).

Den samtykkende stilhed

I bogens introtekst beskriver Jan Grarup stilheden før og efter inferno og kaos, før og efter død og ødelæggelse. Han har oplevet de værste ulykker og konflikter, man kan forestille sig. Det værste, skriver han, er stilheden lige før og lige efter. Men bogens titel udspringer af en anden stilhed.

Jan Grarup konstaterer tørt, at der foregår grufulde begivenheder hinsides vores fatteevne, og at vi blot ser til og lader det ske. Vi, vores politikere, det internationale samfund.

Under folkemordet i Rwanda i 1994 blev 800.000 mennesker myrdet på mindre end 100 dage, mens det internationale samfund så passivt til. 8000 muslimske mænd og drenge blev myrdet af den bosnisk-serbiske hær i Srebrenica i Bosnien i 1995, mens FN-styrkerne bogstavelig talt stod og så på uden at gribe ind.

Og helt aktuelt er det sket i Syrien, hvor Assad-styret myrdede løs på landets befolkning i årevis, før nogen begyndte blot at overveje at gøre noget ved det. Og det sker lige nu, mens jeg skriver disse linjer, i Myanmar, hvor rohingyaerne er ofre for etnisk udrensning.

I Darfur har mellem 300.000 og 400.000 mennesker mistet livet under etniske udrensninger, efter konflikten brød ud i 2003. Igen, verdenssamfundet så mere eller mindre passivt til og lod det ske. Bogens titel, And Then There Was Silence, er en direkte reference til Darfur-konflikten.

”Landsbybeboere blev angrebet, og børn blev dræbt med ekstrem brutalitet. Kvinder blev voldtaget af militser og regeringsstyrker. Mænd fik deres øjne stukket ud med bajonetter. Alt dette fandt sted, mens vi så på og blot reagerede med stilhed eller halvhjertede forsøg på forhandlinger med aggressorerne i Khartoum,” skriver Jan Grarup i bogen.

Darfur. En ældre kvinde forlader flygtningelejren for at lede efter vand til sin familie (billedtekst fra bogen).

Kan vi være det bekendt?

Et grundlæggende spørgsmål, Jan Grarup stiller i And Then There was Silence er: kan vi være det bekendt?

Det kan vi selvfølgelig ikke. I sit forord citerer Jan Grarup Dr. Martin Luther King jr.:

”The ultimate tragedy is not the oppression and cruelty by the bad people, but the silence over that by the good people.”

Det citat fik mig til at tænke på ordene fra en anden stor personlighed:

”Our problem is civil obedience. Our problem is the numbers of people all over the world who have obeyed the dictates of the leaders of their government and have gone to war, and millions have been killed because of that obedience. Our problem is that people are obedient all over the world, in the face of poverty and starvation and stupidity, and war and cruelty.” – professor og aktivist Howard Zinn, The Problem is Civil Obedience, 1972.

Sierra Leone. Badende mænd  i Mano-floden, der markerer grænsen mellem Sierra Leone og Liberia (billedtekst fra bogen).

Mure og pigtråd

UNHCR opgør, at der lige nu er 65,6 millioner mennesker på flugt fra krig, fattigdom, korruption og klimaforandringer. Det er flere mennesker på flugt, end nogensinde før i verdenshistorien.

Af de mange mennesker på flugt er de 22,5 millioner deciderede flygtninge, hvoraf halvdelen er børn.

”En flygtning er en person som nærer en velbegrundet frygt for forfølgelse pga. sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, eller sine politiske anskuelser, som befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret og som ikke er i stand til – eller pga. sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse”. – FNs Flygtningekonvention.

I sit fotojournalistiske arbejde møder Jan Grarup rædsler og uretfærdigheder. Ubegribelige begivenheder, der koster uendelige lidelser og som, for manges vedkommende, kunne være undgået eller begrænset. Han kommer ikke med svarene men stiller en masse spørgsmål, som han mener, det er hans opgave at gøre det som fotojournalist. Men han er ikke i tvivl om, hvem der er medansvarlige:

”De (menneskene på flugt red.) håber på en mere værdig eksistens, et bedre liv for deres børn og dem selv. Ingen kan bebrejde dem for at forsøge. Og vi kan heller ikke bebrejde dem, der så uheldigt bliver kategoriseret som ’bekvemmelighedsflygtninge’. Den industrialiserede verden besvarer deres råb om hjælp med mure og pigtråd. Vi symptombehandler komplicerede problematikker, mens vi undgår langtidsholdbare løsninger. Igen og igen bliver basale menneskelige principper og almindelig anstændighed dumpet i vejsiden, mens vi samarbejder med mordere – for den økonomiske gevinst, intet mindre.”

Kashmir. Rahila brækkede hoften og benene under jordskælvet. Mange børn kom slemt til skade eller blev dræbt, da jordskælvet brød ud midt i skoletiden, og skolen kollapsede (billedtekst fra bogen).

Obligatorisk i enhver bogsamling

Jan Grarups And Then There Was Silence er smuk, barsk, vigtig. Bogen bør findes i enhver bogsamling. Det fortjener Jan Grarup, og det fortjener de mange levende og døde medmennesker i bogen, og alle som dem, der her har en stemme, der forcerer mure og pigtråd og krydser lukkede grænser.

Til slut Dalai Lamas ord fra bogens forord:

”If we ask ’Why should we care what happens to other people?’ the answer is because they are essentially just like us. We are all just human beings. Like others we desire happiness and do not want suffering. This is why when I meet another person I try to think: ’Here’s another human being just like me, whose hopes and wishes are just like my own’. Then friendly, kind-hearted feelings arise of their own accord.”

Køb And Then There Was Silence her.

 

Relateret indlæg

8 Kommentarer

Una Larsen september 20, 2017 - 11:09 am

Jeg har tidligere mødt og talt med Jan Grarup, og hørt ham fortælle om sine oplevelser og sine billeder.
Nogle billeder er så smukke, at man først et splitsekund efter opdager gruen bag dem.
Hans billedstil tvinger beskueren til at kigge, kigge igen og reflektere.. om man vil eller ej.
Billederne kryber under huden og sætter sig fast.
And Then There Was Silence er hjerteskærende og brutal. Men nødvendig. Desværre.

Besvar
Jon Detlefsen september 28, 2017 - 8:35 am

Tak for din kommentar, Una:) Ja, det er barske sager og helt nødvendigt, som du skriver!

Besvar
Carsten Krog Pedersen september 21, 2017 - 4:00 pm

Med alle de flygtninge , fristes jeg til at komme med en, hvis nogen skulle være i tvivl – ironisk kommentar.. Det er da godt vi har Inger, som nu igen vil gå flygtninge enegang.
Jon. Det er så godt skrevet at jeg må ud og tage billeder for at komme igennem det!

Besvar
Jon Detlefsen september 28, 2017 - 8:36 am

TAK Carsten – jeg tager det som et kompliment, selvom jeg åbenbart desværre er skyld i, at du skal ud at fotografere. Så også et lille undskyld… 😉

Besvar
Nina Høj september 21, 2017 - 8:31 pm

Tak for dette skriv Jon ?

Besvar
Jon Detlefsen september 28, 2017 - 8:37 am

1000 tak og velbekomme Nina:)

Besvar
Bent Larsen september 28, 2017 - 4:36 pm

Så bogen købt og hentet/slæbt hjem. En tung sag på 4,7 kilo, som skal studeres over længere tid, når familien er gået i seng…

Besvar
Antje Strandbygaard februar 22, 2019 - 6:54 pm

Jeg har endnu ikke købt bogen, men vil gøre det. Jeg har fulgt Jan Grarup igennem en del år og er fuld af beundring over, at han bruger sin kunst og sit liv på dette arbejde.
Hvis jeg havde råd, ville jeg sende denne bog til alle, der så underjordisk brutal nægter disse tilstande på denne vidunderlige klode, som er os skænket. Hvorfor tror visse mennesker/folk, at andre mennesker forlader deres hjemstavn for at nasse på vores, når deres hjemstavn byder dem et nogenlunde værdigt liv? Intet barn i verden har fortjent at dø af sult, af tørst, at se deres forældre blive dræbt, voldtaget, ikke at kunne blive behandlet tilsvarende ved sygdom osv., ikke at kunne gå i skole, lære noget, men i stedet for være angst for, hvad den næste dag, ja det næste øjeblik indebærer af nye rædsler.

Besvar

Skriv et svar til Una Larsen Cancel Reply