NIKON D850 – A GAME CHANGER?

af Brian - fotomalia.dk

Så er der nyt fra Nikon, i dag er det længe ventede Nikon D850 officielt, og vi kan endelig finde ud af hvilke rygter der er sande – og hvilke der blot var rygter.

Spørgsmålet er så om Nikon D850 er det kamera som fanskaren har ventet på, eller om Nikon bare er faldet helt i søvn, og Nikon D850 blot er gammel strøm på nye ledninger? Vi har som de første i DK haft kameraet i hænderne og er klar med vores dom!

 

HEMMELIGT MØDE

For lidt over en uge siden var FotoMalia indkaldt til endnu et tophemmeligt møde med Nikon. Grundet de heftige internetrygter havde vi en slet mistanke om hvad det var vi skulle se, og vi havde ret – op af den hemmelige taske trak den flinke Nikonmand et anonymiseret Nikon D850!

Mums… Der blev bestil ekstra rengøring efter vores hemmelige møde, det var simpelthen for svært at holde mundvandet i skuffen..

 

Som de fan-boys vi nok må erkende vi er, så ville det være løgn at sige at det ikke gav et lille gib i mavsen – det er bare spændende at sidde med et tophemmeligt kamera i hænderne som kun ganske få har set før!

Vi har forsøgt at skrive lidt om kameraet, og forsøgt ikke at blive for påvirket af vores egen begejstring for nyt funklende grej.

 

INGEN KOMPROMISER…

Som oftest når man kigger på specifikationerne på et nyt kamera, så er det til at se hvor producenten har valgt (eller været nødt til) at ofre nogle features for at kunne opnå andre.

Når man kigger ned over specifikationerne på Nikon D850 er det dog ikke helt nemt at finde ud af hvor kompromiserne er lavet…

Nikon D850 bygger selvfølgelig videre på Nikons kæmpesucces D810, men udover mange megapixel, og et “kompakt” hus, så er der faktisk ikke meget de to kameraer har tilfælles, for Nikon D850 er pumpet på alle parametre!

Denne gang har Nikon samlet ALT fra øverste hylde i et (i mine øjne) sindsygt kamera!

 

Nikon D850 har det højeste antal MegaPixel (45.7 MP) nogensinde i et Nikon kamera, det er hurtigt (op til 9 fps), det har overtaget verdens bedste autofokussystem fra D5, det har en uovertruffen lysmåler, og så er det pakket med spændende nye features som vi allerede glæder os til at lege med! Nåh ja, og dét er jo bare på fotosiden! Dertil kommer en videodel som heller ikke er set lige fra Nikon!

Umiddelbart er det lidt svært at se hvad dette kamera mangler?

 

D850 SENSOR

BUM – det er en ordentlig bandit, den sensor der sidder i Nikon D850 – 45,7 MP og ingen LP-filter til at ødelægge skarpheden, WOW meget mere er der vist ikke at sige til det – specielt når man tænker på at de mange MP ikke har resulteret i et langsomt kamera!

Den nye sensor er en såkaldt bagbelyst CMOS sensor, som skulle give en ydelse ud over alt hvad vi tidligere har set! Om det er rigtigt, det må vi vente med at se til vi har haft andet i hænderne end et prøveeksemplar.

Med et standard ISO-område på mellem ISO 64 og op til ISO 25.600 så tegner det godt. Vores umiddelbare vurdering (udfra at kigge på skærmen af kameraet) er at ISO 12.800 ser brugbart ud – men det er som sagt umuligt at vurdere ordentligt når man ikke må rode med filerne!

Hvis sensoren er i nærheden af at være lige så god som den vi kender fra Nikon D810, så kommer dette kamera i høj grad til at være det kamera man holder alle andre kameraer op i mod, for Nikon D810 har i de sidste mange år været førende især på dynamisk omfang.

 

MINI RAW..

En feature som ikke fangede mig specielt, men som jeg kunne forstå var meget efterlyst, var muligheden for at vælge imellem flere forskellige størrelser RAW-filer.

Med Nikon D850 har du mulighed for at vælge mellem tre forskellige størrelse RAW-filer Large (45,7mp) Medium (26,6mp) og Small (11,4mp) – hvilket selvfølgelig er meget smart hvis man har brug for et hurtigere workflow.

 

AF og FPS

Nikon D850 har som sagt fået Nikons mest avancerede AF-system – et system som siden lanceringen af Nikons D5 har sat standarden for autofokus. Det findes simpelthen ikke bedre.

Den høje opløsning kræver selvfølgelig også at fokus ligger 100% rigtigt og alt andet end at sætte dette system i dette kamera ville simpelthen være gak – det virker umiddelbart som det perfekte match.

Trods sin høje opløsning, så er Nikon D850 ikke et langsomt kamera, nej faktisk tvært imod. Det kan tage op til 9 billeder per sekund, hvis man altså lige opgraderer med et batterigreb og D5 batterier, men selv uden ekstraudstyr skyder D850 7 fps direkte ud af kassen, og bufferen kan rumme hele 51 RAW-billeder. Da vi havde D850’eren i hænderne testede vi bufferen, og den håndterede nemt de 51 billeder, og takket være XQD-kortet tømmes bufferen lynhurtigt

Kameraet er selvfølgelig fuldt funktionsdygtigt selv med fuld buffer, skudhastigheden sættes bare lidt ned. Det er ganske imponerende og en spændende udvikling. Nikon D850 kan jo nærmest bruges til alt fra natur og sport, til fashion, studie og ja alt hvad man kan finde på! Som sagt: ingen kompromiser her!

 

HUS og GREB

Som forventet af et Nikon pro hus er Nikon D850 forseglet og “armeret” behørigt. Som noget ganske nyt på et pro-FX hus har det faktisk fået vippeskærm.

Personligt har jeg altid syntes at vippeskærm var lidt “børne-kamera”-agtigt, men jeg må sige, at jo mere jeg har arbejdet med det, desto mere mening giver det – specielt når man tænker på video og optagelser i Liveview.

Hermed en ny hammer – Nikon D850 er selvfølgelig bygget til at blive brugt!

 

Nikon D850 er også blevet velsignet med bag belyste knapper som er intet mindre en en geni-streg i min bog. Dem ville jeg nødigt undvære på mit D5

 

ER DET SPEJL IKKE LIDT GAMMELDAWS?

Nu kan vi jo lige så godt tage den med det samme, for kommentarerne skal jo nok komme uanset.… Nej Nikon D850 er ikke et spejlløst kamera som nogen måske havde håbet.

Betyder det så at det allerede er outdatet og gammeldags? Naarhh.. det betyder dog at det er et kamera med et spejl, og uden en elektronisk søger – om det så gør det gammeldags eller bare bygger videre på noget der virker, det er nok op til den enkelte at vurdere. Personligt er jeg meget glad for min optiske søger, og jeg er ikke selv helt klar til at gå den elektroniske vej endnu.

Men når vi nu snakker spejl og søger, så er det værd at bemærke at Nikon D850 har fået en monstersøger. Faktisk er det den største søger der nogensinde har siddet på et Nikon full-frame DSLR.

Ny og kæmpe søger – det bliver fedt!

 

Med en forstørrelse på 0,75, så har Nikon D850 altså en større søger end både Nikon D5 (0,72) og Nikon D810 (0,7).

Om denne forstørrelse giver en mærkbar forbedring syntes jeg var svært at vurdere. Forøgelsen er nok til at jeg bemærkede det da jeg havde kameraet for øjet, men hvis jeg ikke vidste at jeg skulle kigge efter det kunne jeg nok godt have overset det. Jeg skyder normalt med D5, og her er forskellen ikke så stor som hvis man skyder med D810.

 

SPEJLLØSE FÆRDIGHEDER & VIDEO

Selvom Nikon holder fast i spejlløsningen, så betyder det ikke at Nikon ikke har forbedret mulighederne i “liveview”.

Ved hjælp af en elektronisk lukker, giver Nikon D850 mulighed for at fotografere 100% lydløst, med op til 6 fps i fuld opløsning, hvilket jeg ved at bla. vores egen Ard Jongsma har efterlyst længe!

Videomæssigt er Nikon D850 også blevet væsentligt opgraderet, og jeg glæder mig personligt meget til muligheden for at skyde FF 4K video – altså uden den irriterende crop som vi ellers altid har været vant til.

 

GAME CHANGER?

Er Nikon D850 så en Game changer, kommer den til at revolutionere industrien? Hmm, nej det gør den jo nok ikke, men fuck hvor er det et fedt kamera!

Som skrevet tidligere, så er det lidt svært at se hvorfor man skulle købe andre kameraer end dette. Jeg mener, det er jo praktisk talt en D5 (hvis man sætter greb på) men med mulighed for at skyde i 45.7mp! Jeg skal blankt erkende at jeg ikke helt ved hvad jeg skal sige. Jo, måske kunne de godt have smidt to XQD-slots i i stedet for, men for at være ærlig, så er det for mig småting!

Jeg er helt sikker på at der nok skal være en masse der kan finde alle mulige gode grunde til hvorfor alle mulige andre kameraer er meget smartere, men shit jeg er en anelse forpustet over udviklingen, og Nikon D850 er mere end jeg nogensinde vil få brug for – det betyder ikke at det ikke står på min ønskeseddel, for det gør det. Nej, det betyder bare, at SHIT, hvor er det et helt igennem sindsygt stykke værktøj!

Kender du følelsen af at dit grej pludselig ser helt gammeldags ud? (Billede lånt herfra)

 

Skal jeg så ud og bytte mit D5 til et D850? Tja det vil jeg faktisk ikke udelukke, jeg syntes godt nok jeg får meget kamera i et D850 – det skal selvfølgelig lige testes (Nikon har lovet at vi får et til test så snart de har nogen!) men på papiret, og det jeg har leget med det, så virker det som et fedt kamera, og jeg ville faktisk synes det var dejligt at spare hele 400g i min fototaske!

Jakob overvejede at opgradere til et Nikon D5, men har valgt at gå med Nikon D850 i stedet!

For at være helt ærlige, så er der SÅ mange nye features på det nye D850 at vi faktisk har opgivet at skrive om dem alle sammen. Hvis du vil have det fulde overblik må du lige smutte over til Nikon og tjekke Nikon D850 ud!

Hvad siger du til Nikon D850? Er det hvad du havde håbet på, eller syntes du at det kommer til kort? Hvad syntes du er den fedeste nyhed? Kom glad smid en kommentar, ellers kommer vi efter dig!

 

PRIS & LEVERING..

Den kan vi også lige så godt få med, for den kommer der helt sikkert også spørgsmål på!

Vejledende udsalgspris: kr. 30.195,-

Levering fra 07. September

Relateret indlæg

2 Kommentarer

Claus Hillker august 24, 2017 - 8:38 am

Den elektroniske lukker er noget jeg har undret mig over vi ikke har set før, men sensorteknologien har jo nok ikke været klar til det. Den åbner op for at vi i fremtiden ikke blot vil se flere spejlløse kameraer (her tænker jeg på tværs af fabrikater), men også at vi vil se professionelle ‘DSLR’ kameraer helt uden lukkermekanik. Det vil helt klart føre til endnu mere robuste kameraer, med nye kreative muligheder!

Om jeg drømmer om et D850 – jada!, men det forbliver nu nok kun en drøm.

Besvar
Jakob Kjøller august 24, 2017 - 4:20 pm

Jeg er helt enig, i den elektroniske lukker. Som jeg ser det, er det her første seriøse skridt, hen imod et spejlløst kamera.

Besvar

Skriv et svar til Jakob Kjøller Cancel Reply