Når fotografen ser dobbelt

I dag skal vi tage et lille kig på en meget sjov, og lidt overset mulighed som de fleste kameraer i dag byder på.

I dag skal vi kigge på dobbelt-eksponering.

Det da snyd!

Nu tænker du måske ”ahva” – med andre ord, du tænker måske, hvad det her nu går ud på, og det skal jeg da forklare, for det er faktisk ret simpelt.

Dobbelteksponering handler i alt sin enkelthed om, at man tager to billeder oven i den samme eksponering, for på denne måde at kunne ”blande” to motiver i et billede.

Effekten er en gammel effekt, som man faktisk også brugte i filmdagende, den gang undlod man simpelthen bare at ”køre” filmen et billede frem, og tog altså flere billeder oven i samme ”filmramme”.

Dobbelteksponerede billeder kan altså indeholde motiver der er blandet på en unaturlig måde, og altså gengive et billede som ikke naturligt forekommer – så ja lidt snyd er det – men det er sjovt, og man kan opnå nogle ret fine resultater.

Min personlige holdning er, at hvis man gør beskueren opmærksom på at et billede er lavet ved en dobbelteksponering, så er det helt ok at lege med det.

Det da svært!

Jeg har efterhånden taget en hel del dobbelteksponerede billeder, og det er faktisk meget begrænset, hvor mange der er blevet rigtigt gode, for ja, jeg syntes det er pokkers svært.

Teorien er egentlig ganske simpel, det er jo bare to eksponeringer der bliver smeltet sammen – hvilket i praksis betyder, at hvad der er mørkt på den første eksponering kan lysnes op med lyse områder i den anden eksponering.

Med andre ord, så kan man ”tegne” i de mørke dele af den første eksponering, med lyse dele i den anden eksponering – okay måske er det alligevel lidt indviklet.

Vi prøver lige i billeder – Herunder er et eksempel på, hvad der kunne være en første eksponering, og nej det er ikke et godt billede, men det viser forhåbentlig en pointe.

Billedet har næsten overbelyst alle andre steder end i selve bregnebladet – dette betyder at det kun er i bladet der er ”eksponering” tilbage, og altså kun her vi vil kunne tegne med eksponering nummer to.

I min næste eksponering har jeg fotograferet brættet på en gammel bænk, for at få strukturen fra den gamle bænk blandet ind i mit blad (nej det er ikke det samme billede, men dette er også bare for at eksemplifisere, hvordan det virker).

På ovenstående billede kan man se, hvordan bænkens stukturer tegnes i de områder af billedet, hvor den første eksponering var mørk – områderne der var overeksponerede er selvfølgelig stadig overeksponerede.

Det er altså grundprincippet i dobbelteksponering – resten er bare at lege sig frem til det fede billede.

Det da sjovt

Da jeg i sidste måned var i Norge havde jeg god tid, og dermed muligheden, for at lege lidt mere med dobbelteksponering og det kom der faktisk lidt gode billeder (hvis jeg selv skal sige det) ud af.

Et ungt fyrretræ blandet med lidt lav på en klippe – jeg er selv ret vild med den effekt/struktur lavet giver

Samme motiv som ovenstående billede, men bare i en lidt anden komposition – Dobbelteksponering kræver, at man holder tungen lige i munden, og at man har styr på sit lys!

Hvad siger du, er dobbelteksponering noget for dig, eller syntes du det er snyd og bedrag og har intet med fotografering at gøre?