Når man glemmer legen og budskabet

Jeg har i lang tid gået og kigget på mine billeder, stille og roligt hadet dem, et efter et. Det er umuligt for mig at sætte et nyt portfolio sammen til mit ellers nye website

Det er fedt at tage billeder / jeg hader at tage billeder

Ligesom så mange andre, er jeg selvlært fotograf. Jeg har min ”egen” stil og alt det der, man skal. Det har taget mig en del år at komme her til, hvor jeg er i dag. Men, ja, der skal være et ”men” her, jeg er på ingen måde tilfreds…

I lang tid har jeg kigget på mine billeder og tænkt “hvad er der galt, hvad er det der mangler?”

Ret hurtigt kom jeg lidt ind på; ”Jamen, hvis jeg bare brugte mere tid i Photoshop, så er den der”. Derfor tog jeg på et kursus med Pratik Naik, da han besøgte Oslo i foråret, for det måtte da hjælpe mig til at få ”det der” frem. Kender du ikke Pratik, så er han en verdenskendt retoucher.

Jeg må sige, at det helt klart hjalp med mit retouche-workflow. Jeg lærte en del ting, som jeg kunne bruge i hverdagen, og jeg har nogle gange fået, kommentaren om at ”Man kan godt se, at du har lært noget af Pratik”. Men jeg var slet ikke der, hvor jeg ville være.

 

Min telefon er nok det mest forstyrrende element i mit liv, den tiltrækker sig opmærksomhed, og jeg ved aldrig hvornår den forstyrrer mig.

 

I forbindelse med Step-Up har jeg haft den udsøgte fornøjelse at tale med rigtig mange dygtige fotografer. Derved har jeg haft muligheden for at spørge lidt ind her og der, samt flere gange været med på opgaver, for at se hvad de forskellige supermænd- og kvinder kan og gør. Det har været givtigt, men jeg er ikke kommet meget tættere på det, ”mine billeder manglede”.

En af de fotografer, jeg har snakket med, er Lars Schwander. Han sagde en dag til mig ”Jakob, du er nød til at snakke med andre mennesker, end dem du gør nu!”. Det er bare lidt svært, for jeg kan faktisk godt lide de mennesker, jeg snakker med, ellers havde jeg ikke gjort det. Samtidig er jeg meget introvert, så det er svært for mig ”bare” at kaste mig i armene på fremmede og begynde at plukke deres tanker.

Lidt tilfældigt og så ikke

Jeg har et utal af kurser, ”live” + online, bag mig, og det tekniske sidder fast. Det er jeg på ingen måde i tvivl om. Men jeg har alligevel længe gået og, kigget på en mere ”seriøs” uddannelse. Grundet Villa, Volvo og vovhund (Villa, Mazda og Katte hos mig), er det rimeligt svært bare lige at sætte sit liv på pause og tage nogle år på fotoskole.

I foråret faldt jeg så over en reklame for Fatamoganas (Fata blandt venner) Masterclass i visuel historiefortælling. Jeg kiggede lidt frem og tilbage, men besluttede mig for, at det var nok ikke lige det. Men tanken blev ved med at nage mig, og mine billeder irriterede mig stadig.

 

Her er vi på roadtrip igennem USA

 

En kedelig eftermiddag, hvor jeg sad på kontoret, hang jeg endnu en gang fast på Facebook (hader det medie, det tager min tid), igen dukkede den der reklame op. På det tidspunkt havde jeg lige sluttet en samtale med en af Nikons Ambassadører Frøydis Daisy Geithus. Emnet var enkelt ”Jakob, hvor meget vil du det her, hvad er du villig til at gøre?” Som altid er jeg rimelig optimistisk efter at have snakke med Frøydis (det er bare noget hun kan). Denne gang tænkte jeg; ”hvorfor ikke?”, jeg tilmeldte mig kurset og fik sendt mine billeder ind til ansøgningen.

Nogle dage efter fik jeg et opkald fra Fata. Opkaldet gik kort ud på, at Morten, der driver skolen, liiiiige ville sikre sig, at jeg var klar over, at det ikke var et teknisk kursus, da han kunne se, at mine billeder var meget teknisk funderet, hvorefter jeg svarede; Jo, det er jeg, men jeg har brug for ”noget”. Morten fortalte, at han var sikker på, at Mette (underviseren) nok skulle kunne give mig  det ”noget”, det var han faktisk ikke i tvivl om.

Halvvejs igennem Masterclass

Jeg må indrømme, at da jeg startede, var jeg lidt i tvivl om, at det var det rigtige for mig, men jeg var spændt som en lille dreng, der skulle have sin første skoledag. Vi startede med en fuld weekend, hvor vi havde 2×8 timer med foredrag og indføring i kurset, efterfulgt af vores mandagaften-møde (fast skoledag).

Da jeg kom hjem mandag aften, var jeg fuldstændig smadret. Alt, jeg vidste om fotografi, var i den grad blevet vendt på hovedet, og jeg vidste ikke, hvilket ben jeg skulle stå på.

Nu er jeg snart halvvejs igennem, og jeg er allerede ved at dø ved tanken om, at vi skal holde juleferie. Kurset slutter til februar, og jeg kan slet ikke være i det, for det er helt sikkert det fedeste, der er sket for mig, sådan ret fotomæssig, i meget lang tid.

 

Fra en “legeaftale”, hvor der er flere “forkerte” ting, bl.a. mangler der catchlight, men billedet virker. 

 

Mette har lært mig at kigge på billeder med helt andre øjne, og hvordan billeder kan ”sladre” om fotografen. Kigger jeg tilbage, kan jeg også helt klart i dag se på mine billeder, hvorfor jeg foretrækker nogle frem for andre, samt hvorfor nogle har mere impakt, end alle dem hvor der ”mangler” noget.

Kort fortalt (har lokket Mette til at skrive et indlæg senere) er det passion. Min passion for billeder var simpelthen blevet slukket, og det der var tilbage var den tekniske tilgang til fotografiet. Jeg havde glemt ”mig” i billedet. Jeg havde brugt alt for meget tid på, at sidde og kigge på andres billeder og tænke ”nøj, det bliver jeg også nød til at lave” og ”Jeg skal også arbejde sådan” og ”Jeg er nød til at lægge lyset sådan”, til trods for at jeg udmærket var klar over, at det ikke var mig og det, jeg ville.

En af de ting, der virkelig bliver arbejdet med er feedback. Hver gang vi mødes, smider vi billeder på bordet. Hele holdet kommenterer og kigger med. Det er virkelig givende at høre på godt og ondt hvad folk synes om ens og andres billeder.

Hele holdet er sammensat af forskellige personligheder, så vi har alle forskellige indgangsvinkler, kombinerer man det med, at vi har et fedt hold, så går jeg hver mandag hjem, bare en smule forvirret, men ikke mindst opstemt og klar til at arbejde med mit projekt, til den kommende mandag.

Det virker stille og roligt

Jeg er blevet bedre til at tage billeder, af de ting der ”påvirker mig”, frem for det, der bare skal være ”perfekt”. Det er noget, der er med til at åbne lidt op for andre ting hos mig.

Derudover har jeg lige været dommer i to fotokonkurrencer. Først en syvtimers seance hos Fotogruppen Momento, og derefter skulle jeg gennem ca. 210 billeder for Region Nord foto (RNfoto). En ting er sikkert: sidst jeg havde en dommer tjans, gik bedømmelserne på teknikker, og ikke hvad billede fortalte mig.

Denne gang var det omvendt. Først kiggede jeg på, hvordan billederne påvirkede mig, hvad fortalte de om motivet og fotografen. Der var først, når jeg skulle dømme to side om side-billeder, der kiggede jeg på teknik. Var alt som det skulle være, så noget ”off” ud. Det, der var mest teknisk korrekt, det vandt.

Summa sumarum

Som Jon er inde på, fotografi er en tilstand og jeg er til dels enig. Dog vil jeg vende det lidt om og sige; ”Fotografiet fortæller, hvordan du har det i det øjeblik, du tager et billede”.

 

Et Snap fra min hverdag, hvor min søn er ude og snakke med sin pony.

 

Dårlige billeder betyder formodentligt, at du ikke er interesseret i at tage billedet på det tidspunkt, eller er i tvivl om hvad f….n du laver.

De gode, vidunderlige, lækre billeder afspejler, at du har det rigtig godt lige nu.

Nå, men op af den dybe tankebrønd igen – og for at citere Thomas Deman (billedkunstner)

Før du vælger dit medie, skal du have noget du vil fortælle.