4.2 – Lukkertid – den kan enten fange en Ninja, eller fryse fyrværkeri

af Jakob Kjøller

Hvor blænden fik lov til at bestemme, hvor meget lys der kommer ind på sensoren, er lukkertiden det der bestemmer, hvor længe der kommer lys ind på sensoren.

Lukkertid er den tid lukkeren er åben og lader lyset komme ind på sensoren og derved lader sensoren optage billedet.

Hvad er lukkertid?

For at gå tilbage til analogien omkring vandet og vandhanen. Blænden styrede hvor meget vand der kom igennem vandhanen, hvorimod lukkertiden er, hvor længe vandhanen få lov til at stå åben. Dvs. lader du vandhanen stå åben kort tid, kommer der måske ikke nok vand i glasset, og lader du den stå åben for længe, kommer der for meget vand i glasset. Det gælder om at holde vandhanen åben lige længe nok, til der kommer kommer nok vand i glasset, uden at det flyder over.

Kort fortalt: Lukkertiden bestemmer hvor meget naturligt lys (det der er til stede), der kommer med i billedet. Jo længere lukkertid, jo mere lys kommer der ind.

Hurtig vs. langsom lukkertid

Lukkertiden bliver målt i sekunder eller rettere dele af sekunder. Lukkertider ligger typisk fra 1/4000 – 30 sek. Der er professionelle kamerahuse, der er hurtigere end 1/4000 sek., eller langsommere end 30 sek..

Hurtige/Kort lukkertid Langsom lukketid
1/4000 1/2000 1/1000 1/500 1/250 1/125 1/60 1/30 1/15 1/8 1/4 1/2 1 2 4 8 15 30

Som tommelfingerregel kan du bruge lukkertiden på denne måde.

1/8000 – 1/500

Lukkertiden fastfryser billedet. Lige så snart du har hurtige bevægelser du gerne vil fastfryse, skal du op på min. 1/500 sek. lukkertid.

1/250

Mange siger, at 1/125 sek. lukkertid, er nok til de daglige snapshots. Jeg vil dog anbefale, at 1/250 bruges, især hvis der er børn involveret, da de som oftest ikke sidder stille 😉

1/125

Når du laver portrætter, bør du som min. have 1/125 sek. som lukkertid. Typisk sidder dine motiver stille, og dette er nok.

1/60 – 1/8

Skal du ud og lave en panorering, så er det mellem 1/60 og 1/8 sek. det sker. Det kan godt gøres langsommere, men det er svært at holde hastigheden.

Her kan du tydeligt se, at baggrunden er trukket/sløret og bilen er skarp, hvilket giver biledet fart og bevægelse.

1/4 – 30  + bulb

Når hele verden står stille, og alt er kulsort, eller du vil have et vandfald til at blive silkeblødt, så skal du ned under 1/4 lukkertid, hvor længe er op til lyset, blænden og ISO’en.

Landskabsbilleder, de vil ikke i en kasse

Landskabsbilleder er lidt uden for “boksen”. Billederne skal have en lukkertid, der tillader nok lys at komme ind, uden at det bliver for meget. Dvs. den ovenstående tabel, kommer lidt til kort. Dog kan du med god samvittighed gå efter 1/125 som den langsomste lukketid, med mindre du vil have slør og bevægelse i evt. blade på træer mm.

Lukkertid og brændvidde

Jeg har ikke været inde på brændvidden endnu, men det kommer jeg. Dog er en ting vigtig at vide, når det kommer til brændvidde og lukkertid.

Lukkertiden bør altid være hurtigere end brændvidde, især hvis det er håndholdt.

Dvs. har du et brændvidde på 200 mm., bør du bruge bruge en lukkertid på min. 1/250 del. Der er selvfølgelig værktøjer der kan hjælpe, som stabilisator, men det kommer jeg til.

Så husk, brændvidde og lukkertid er 1:1, brændvidde = min. lukkertid.

Bulb

Bulb er som sådan ikke en lukkertid, men der er oftest en af de muligheder du har. Blub giver dig muligheden for at holde lukkeren åben længere end de 30 sek., den er åben lige så længe du holder knappen nede.
Derfor kan det anbefales at du bruger en kablet udløser, så du ikke få rystet kameraet, ved f.eks. en langtidseksponering.

Brug lukkertiden kreativt

Jeg ved godt, jeg sagde at blænden er det kreative værktøj, men det passer ikke altid. Man kan bruge lukkertiden kreativt, enten til at isolere et motiv med panorering, eller arbejde med f.eks. zoomeffekt (det kommer jeg til).

Opgave

Prøv at gå en tur udenfor, sæt evt. kamera på et stativ, vælg en fast blænde, sæt lukkertiden til det hurtigste, f.eks. 1/4000 sek., og tag et billede. Derefter justerer du ned til 1/2000, tager et nyt billede, o.s.v.

Til sidst prøver du at løbe billederne igennem bag på kameraet og se, hvad lukkertiden gør for dit billede.

 

Relateret indlæg

Smid en kommentar til os