Det er fredag aften, eller nok rettere lørdag, meget tidelig morgen. Oven over os, skiller det tynde sejl os fra den lettere overskyede himmel.

Lige inden vi siger god nat og sender de sidste gæster hjem, siger den ene, at han skal til Landskrona fotofestival og se en fælles udstilling med Elina Brotherus og SMITH og høre en “artist talk”.  Selv om jeg ikke kendte fotograferne, lød det egentlig megt interesant og 10 timer senere, henter jeg ham, og vi kører til Landskrona i Sverige.

Landskrona, Skandinaviens fotoby?

Indtil for knap 24 timer siden havde jeg aldrig hørt om Landskrona fotofestival. Meget tideligt lørdag morgen, skimmede jeg internettet, for at finde deres hjemmeside. Efter små 10 min. surfen rundt på siden, blev jeg ikke meget klogere, men ok, det var også sent, og jeg var meget træt.

Efter jeg var kommet til byen og var på vej til se min første “artist talk” (altså første overhovedet), fandt vi en tidsplan og oversigt over de forskellige talks i byen. Jeg må indrømme, at der er en del på programmet, og jeg er meget ærgelig over, at jeg kun var der en eftermiddag. For at finde programmet, så gå ind her og søg efter “program”.

Men næste år, skal jeg nok være mere OBS på eventet, for jeg skal helt sikkert bruge en dag eller to derovre.

Elina Brotherus og SMITH (Lærer og elev)

Introduktionen til Elina & SMITHs fælles udstilling, var præsenteret med et fælles portræt taget af Elina. 

 

De to fotografer var grunden, til at vi var der. Lars som jeg fulgtes med, kendte begge to og havde arbejdet sammen med dem. Kort inden foredraget sad vi og drak en kop kaffe, imens vi snakkede med den ene kunstner. Nå ja, for at være helt ærlig, sad jeg kun og lyttede, alt imens jeg fik fremstammet et nervøst “Yes” eller “No”, hvis der kom et spørgsmål min vej. Senere spiste vi frokost med SMITH, det gik lidt bedre, jeg fik sagt en sætning eller to..

Undervejs gik det op for mig, at SMITH var lidt af en gearnørd, det gjorde det sjovt nok lettere for mig at deltage i samtalen (jeg tror jeg vist kom op på en sætning eller to) 😉

Her kan vi virkelig snakke om at være en hund i et spil kegler, i forvejen har jeg svært ved smalltalk, og her sad jeg sammen med to foto kunstnere, der skulle holde foredrag og sælger billeder samt bøger i hele verden.

ELINA BROTHERUS

Elina Brotherus laver primært selvportrætter, altså ikke iscenesatte billeder, hvor hun “bare” er model, men afbildning af hendes følelser i og omkring den periode, hvor hun tog billedet.

Til højre ses to billeder fra hendes serie “12-ans-apres“

Hun havde billeder hængene fra flere af hendes serier bl.a. “Carpe Fucking Diem“, “Artist and her model“. Under foredraget snakkede hun en del om, hvordan hun var gået fra videnskabsverden til fotografiet og kunstverdenen, fordi man ikke helt føler sig hjemme, efter man har uddannet sig i mange år.

Hun fortalte også om, hvordan hun bruger fotografiet til at håndtere vanskelige perioder i hendes liv, og at hun “bliver nødt til” at tage billeder af det. En del af hendes udstilling, omhandler hendes barnløshed, og hvordan hun har kæmpet imod den.

Jeg må indrømme, at jeg lidt beundrer folk, der kan stå over for et publikum og fortælle hudløst ærligt om sig selv. Det der med bare at stå og “skrælle” et lag af sig selv og vise, hvad der er inden under, det syntes jeg er skræmmende.

SMITH

Et udsnit af SMITHs billeder.

SMITH laver både fotografi og video, men denne gang var det kun billeder. Billederne var primært af transeksuelle og lesbiske venner og viste overgangen fra kvinde til mand (som jeg forstod det). Der var en del billeder fra “Sub Limis“, “Hear us marching up slowly” og “Traum“.

Udstillingen hedder “Who” og er en dialog mellem Elina Brotherus og SMITH (Dorothée Smith), du kan læse mere om den her.

Jeg syntes det er svært at udtale mig om udstillinger, derfor dømmer jeg dem altid på, om de påvirker mig i en eller anden retning. Overall var det en rigtig god udstilling, og den påvirkede nok på mig, til at jeg begyndte at hive nogle gamle projekttanker frem.

Det er lidt sjovt, jeg ligger aldersmæssigt, som sådan, midt mellem Elina og SMITHs. Om det er derfor at SMITHs billedestil, tiltalte mig mest da billede stilen virker meget umiddelbar og ligetil, eller om det var fordi at Elinas billeder påvirkede mig på et mere følelsesmæssigt niveau, det ved jeg ikke.

Selv om det kun var en smagsprøve på, hvad Landskrona fotofestival er, så var jeg meget imponeret over, hvad de har formået, og jeg skal helt sikker på besøg næste år.

Skulle du have tid og lyst i år, så kan den besøges frem til den 28. august 2016, men gør dig selv den tjeneste, at hive en hel dag ud af kalenderen.