Jeg skal liiiiige…

… en tur sydpå, inden jeg sådan for alvor lægger ud med mit første indlæg på bloggen.

Det giver mig en chance for at bevise overfor Søren Skovsgaard at mine indlæg ikke altid behøver at være så længe som frygtet.

SYD AFRIKA

Efter det sidste store job på lørdag, på Aarø i Lillebælt, pakker jeg tasken som er næsten lige så gammel som mig og flyver til Cape Town. Og inden I glæder jer til et spændende indlæg om den fantastiske plet på kloden må jeg advare at det er til én af de mere kedelige slags møder jeg skal dernede for. Der er en fridag men den dag skal jeg køre nogle kammerater rund på den obligatoriske dagtur over Cape Peninsula. Den tog jeg alene for to år siden og kan ikk overgås, så jeg skal ikke fotografere igen. Nu kan I så her få noget af høsten af den tur i maj 2012.

Det vigtigste mål var egentlig at nå den første svævebane op til Table Mountain. Der var flere som havde planlagt det. Ved siden af mig stod en base jumper som påstod at man først ved om man kan hoppe når man står oppe på bjerget. Det var en stille morgen og udsigten var formidabel.

Billedet dækker 180 grader og er stitchet sammen af 7 billeder.

På toppen blæste det en halv pelikan, så på vej ned havde jeg selskab af base jumperen igen. Han kunne ikke hoppe. Det var den fjerde stille solskinsdag han var gået forgæves. Heldigvis var sikkerheden ellers i top.

Jeg tog bilen ned til næste tourist trap: Boulders Bay med sine berømte brillepingviner (Spheniscus demersus). Mennesketomt var det dog et aldeles OK sted at være og fotografere. Stranden var rodet og solen bankede ned. Det gav kaotiske baggrunde og umulig kontrast i pingvinerne, så jeg fik skudt en del high key billeder. Her er det bedste, som får en ny udskæring hver gang jeg holder et foredrag om komposition. Jeg er stadigvæk ikke tilfreds, men nu kan I jo slet ikke se udskæringen, fordi det er hvidt på hvidt 🙂 Måske er det bedre sådan og skal det fremover kun udstilles udendørs om vinteren.

Cape Peninsula National Park er også lidt en Zoo uden bur, i hvert fald i sammenligning med nogle af de største parker i Sydafrika, og det viste sig også om aftenen da jeg kørte forbi det triste syn af en bavianmor som havde tabt sin unge til én af de mange biler. Jeg er ikke meget for at tillægge dyr menneskefølelser, men det var meget klart at hun nægtede at erkende at ungen var død. Hun gik rund med den, og puffede hele tiden til den. Til konkurrencen om årets danske naturfoto var der i 2012 tilføjet en ekstrakategori som hed ‘Den vilde natur i menneskemiljø’ og den endte billedet jeg tog den aften med at vinde. Jeg tror at det er den første gang i mit liv at jeg skulle vente til der kom en bil, i stedet for at vente til de forsvandt.

Turen tilbage langs Houtbaai og over bjergryggen som skiller halvøen fra byen blev ikke mindre spektakulær af at mørken var ved at lægge sig mens jeg kørte de sidste kilometer.

Så slipper jeg vist for et indlæg fra Cape Town i næste uge. Men jeg slipper ikke helt. Til de sidste to overnatninger har jeg lejet en bil for at køre ud til Karoo National Park. Jeg har ikke før været i Karoo landskabet, og mens det ikke er voldsomt med spektakulære pattedyr i parken skulle landskabet være noget helt for sig selv. Det skylder jeg så en blogpost om næste gang.