Det var en nytårs aften og vi var på på en bus på vej ind til byen. Alt i mens jeg stod og snakkede med en af min hustros (den gang kæreste) veninder, kort tid inde i samtalen så jeg stille og roligt lyset i hendes øjnene forsvandt, i mellem nikkene og “Hmm”, “Spændende”…
Måske skal jeg finde noget andet at snakke om end, hvordan min computer hænger sammen, tænkte jeg kort efter for mig selv…
Afløseren blev et kamera
Så kort efter nytår, gik jeg i tænkeboks: “Hvad kan jeg finde ud af, ud over IT og kampkunst?”. Heldigvis kom teknologien mig til undsætning, det var nemlig på samme tid Fotografiet blev digitalt, sådan rigtigt og da jeg i min opvækst altid havde haft et kamera i hånden, lå det lige for.
Jeg fik lov til at låne min fars Minolta Dimage 2300 på hele 2 svimlende megapixel, hvor efter jeg skød alt muligt og umuligt, dog mest ferier.
Her havde jeg det med til sommer Capoeira træning
Omkring da vi fik vores første søn, var jeg blevet træt af de der 2 megapixel og da jeg var begyndt at tjene nogle penge, fik jeg fat i et Kodak Easyshare på 4 megapixel og fortsatte med at tage billeder af familien.
Øjeblikke med familien er nok den største grund til at vi tager billeder
Det sidste store hop, kom to år senere, hvor vi fik vores anden dreng. Det var lige der hvor DSLR blev til at betale og mit første DSLR blev et Nikon D80 på hele 10 svimlende megapixel. Det blev dog skiftet ud med et D300, da det kom på marked. Jajaja du har nok gættet det, jeg har stort set haft alle Nikon DSLR siden den gang, men lad nu det lægge, det drejer sig om billeder..
Det var her jeg blev interesseret i “Visuel Historie fortælling”, nu var det ikke bare et bare et billede, men små serie af billeder. En “herretur” var ikke længere et par snaps af øl og snaps, men der var nu detaljer billeder af alt fra anker til deltagerne på turen.
Her har vi den allerførste rokketand i hjemmet 🙂
Seriøst skal det være
Så rendte jeg hen og blev “seriøst fotograf”, alt blev alvorligt, alt skulle være perfekt, storslået, flot og så virkelighedstro som muligt. Jeg var langt omkring alt fra landskaber til “glamour” billeder. Det var omkring det samme tidspunkt hvor jeg kom på facebook og alt blev til like hunting.
Selvfølgelig skal man som fotograf forbi Island 🙂
Selv om at det uden tvivl har været mine mest aktive fotografiske år, var mine billeder blevet mere pæne men distanceret. Som fotograf skulle jeg ligesom alle andre en for forbi Island og selv om jeg har min egen stil, var jeg faktisk ved at vælge et af Brians billeder, til serien her over. Det siger lidt om hvor “forskellige” vi egentlig er…
Det er nok den vej, de fleste går, i jagten på det ultimative “like” værdige billede, tager vi et billede af et billede, uden reelt at fotografere.
Her er et eksempel på et lille hus ved lofoten, hvor det i bund og grund er efter redigeringen der er sådan lidt forskelligt.
Man kan spørge sig selv, hvad er formålet ved at tage et billede, som alle andre også har taget før eller vil du fotografere og vise verden noget?
Der er intet forkert ved at tage et “billede af et billede”, det gør jeg også tit, for et minde er et minde og dem vil jeg ikke undvære. Jeg ser i dag bare lidt mere åbent på verden.
I dag er jeg tilbage i fortæller mode, hvor min “trigger” finger sider meget mere løst.
Kunsten er som jeg ser den i dag, er at lede efter de små historier i hverdagen og fotografere verden omkring sig. Imens jeg samtidig huske på alle de “simple” ting som f.eks. billede komposition og opbygning.
Som Carsten var inden på forleden i natur fotografi så er al fotografi i hans verden natur fotografi. Jeg vil gå så langt som at koge det helt ned til fotografi og det er det. Det er lige meget om jeg skylder et bryllup, et portræt, billeder af min famile eller bare verden omkring mig, det er fotografi og det er min fotografi.
Det er jo en af de småting der er vidunderlige i fotografien, der er ikke noget rigtigt eller forkert svar.
Nok om mig
Her kommer det så de store spørgsmål, hvor meget tør du vise af dig selv i dit fotografi?
Smid et link til en instagram profil, så jeg kan se hvad du render og laver!
3 Kommentarer
Vigtigt indlæg her Jakob, for ja, fotografiet bliver hurtigt meget pænt og poleret og risikoen er, at det så mister sin sjæl, nerve og den personlighed, som netop gør det spændende. I bestræbelsen på at gøre det hele Facebook- og Instagram-perfekt og ‘like’-værdigt, ender vi let i en kedelig suppedas af middelmådighed og leverpostejsgennemsnit. Tak for spændende, modige og personlige billeder!
Hej Jakob
Jeg har ikke nogen Instagramprofil men derimod en hjemmeside, som viser billederne meget bedre, især hvis man ser det på en computerskærm og ikke på de små farvesvage mobilenheder med lav opløsning.
Hjemmesiden er: http://www.claus-k.com
Bedste hilsner
Claus K
Hey Claus,
Jamen, websites er også mere end velkommende (jeg har selv begge dele) 🙂
Jeg bliver især nysgerrig på “Computer Graphics”, er der nogle specifikke tanker bag?