Hvad er meningen – egentlig?

af Carsten Krog Pedersen

Endelig fik jeg ham overbevist! Det er ikke altid en let beslutning, når man bliver bedt om at skrive for FotoMalia. Det kan få præstationsangstens sved frem på panden. Men kære venner tag det roligt, det er bare for sjov.

Og dog! Dagens gæstebloggers indlæg er faktisk ganske alvorligt, for set i lyst at den stress epidemi, som vælter ind over landet, så er dette indlæg faktisk ganske alvorligt. Men det er også en løsningsmodel til hvordan man i sin hverdag får tanket ny energi.

Johnny Møller Har skrevet dette optimistiske indlæg. 44 årige Johnny, arbejder selvstændigt med grafik og foto i virksomheden Criate. Han bor sammen med sin familie i Herning, hvor omkring de fleste af hans billeder også er taget.

Da jeg for noget tid siden blev spurgt, om jeg kunne have lyst til at skrive et indlæg til Fotomalia, var min første indskydelse – JAAH, gerne! Selvfølgelig har jeg da lyst til det. Tænk at få lov til at skrive et par ord om min store passion, naturfoto, og så ovenikøbet til Danmarks bedste fotoblog. Jubiii….

Straks efter kom jeg ned på jorden igen. For hvem dælen gider da overhovedet at interessere sig for, hvad jeg har at fortælle om fotografering? Og hvad skulle jeg i øvrigt skrive om?

Så mit alt for ivrige – JAAH, blev lige så stille trukket i land. Måske en anden gang.
Siden har det rumsteret i mit hoved, og jeg har haft et utal af emner til overvejelse uden rigtigt at finde frem til noget brugbart. Men så tænkte jeg på et spørgsmål, jeg ofte stiller mig selv som fotograf.

Et spørgsmål, som med jævne mellemrum popper op i mit hoved. Et spørgsmål der især dukker op, når der er gået lang tid, hvor jeg ikke har været afsted med kameraet. På grund af mangel på tid, mangel på inspiration eller slet og ret mangel på lyst.

Hvad er meningen egentlig?

Hver eneste dag bliver vi bombarderet med tusinder og atter tusinder billeder på diverse sociale medier, hjemmesider, i TV, aviser, magasiner og blade. Uanset hvor vi vender os hen, ser vi billeder. Alle har et kamera lige ved hånden, og der bliver skudt til højre og venstre. ALT skal foreviges. Vi må ikke gå glip af noget.
Man bliver helt svimmel!

Vi sidder med ansigtet begravet i mobilen og scroller åndsfraværende ned gennem hundredvis af billeder på Instagram. Det er ikke ret tit vi stopper op for at dvæle ved ét billede.
Jeg skal jo også lige se det næste. Og det næste. Og det næste….
Så hvad er egentlig meningen? Hvorfor skal jeg bruge tid på at tage billeder, der drukner i mængden? Billeder, som i mange tilfælde, er set tusinde gange før. Billeder, som en helt masse andre fotografer kan lave meget bedre end jeg kan? Det har jeg jo selv set. Lige der i cyberspace.

Svaret er!

Svaret på mit spørgsmål er processen. Det er processen, der giver mig mening.
Når jeg fotograferer, står tiden stille, og jeg glemmer, at der findes en verden rundt om, hvor alt foregår i et rasende tempo, og hvor det ind imellem kan være svært at holde hovedet oven vande. Det er et uvurderligt mentalt frirum, som giver fornyet energi og mod på at tage endnu en tørn.

Den ro jeg oplever, når jeg svinger kameraremmen over skulderen og begiver mig ud i naturen, er det allervigtigste for mig. Det er sjældent, at jeg tager afsted udelukkende med det formål at fotografere. Det handler ligeså meget om at komme ud i det fri, nyde den friske luft og tanke ny energi.

Ro.

Det er også det, jeg forsøger at indfange i mine billeder. Mine motiver er aldrig planlagte. I stedet lader jeg mig inspirere af lyset og stemningen, hvor jeg fotograferer. Efter kort tid i skovbunden med makroen for øjet, duften af vådt græs i næsen og fuglesang i øret, så oplever jeg en ro, jeg kun finder i naturen. Den følelse og stemning håber jeg at trække ind i mine billeder.

Uanset hvilket motiv der er for enden af kameraet, sigter jeg altid efter at skabe ro, orden og overblik. Også i motiver, hvor der sker mange ting. Både teknik som blænde, lukkertid og fokus, samt det visuelle som komposition, farvesammensætninger og kontraster hjælper med at skabe enkelthed. Når jeg opnår det med et billede, skaber det samtidig ro, orden og overblik i tankerne. En fantastisk følelse, som jeg genkalder mig, når jeg efterfølgende sidder ved computeren og redigerer resultaterne, eller får billedet printet og hængt op på væggen.
Så forstår jeg, hvad meningen med det hele er.

www.jomophoto.dk
Instagram
#jomophotodk

Relateret indlæg

6 Kommentarer

Henriette Petersen november 7, 2017 - 10:17 am

Det er ren zen for sjælen, at kunne fortabe sig i naturen og miste al fornemmelse af tid.
Er ret pjattet med dit billede af fjeren i vandet – så enkelt og alligevel så kraftfuldt 🙂

Smutter også engang imellem ud i “den vilde natur” ud fra devisen, at jeg SKAL ikke nødvendigvis have et brugbart billede med hjem, det handler om at opleve det jeg nu ser og være i nuet.
En dimentral modsætning til at være fotograf i et racerteam, hvor der er fuld smæk på og der skal leveres.

Besvar
Johnny Møller november 7, 2017 - 3:12 pm

Hej Henriette
Det er lige præcis den effekt naturen har på os. Zen for sjælen. Der er ikke noget bedre end at miste fornemmelsen for tid og sted og bare – være! 🙂
Tak for ordene om billedet med fjeren. Det er også en af mine egne favoritter 🙂

Besvar
Anja Robanke november 7, 2017 - 11:04 am

Tak Johnny for et dejligt indlæg og ikke mindst skønne billeder 🙂
Jeg kan nikke genkende til flere ting. Dejligt at få nogle ord fra dig og jeg ser forsat frem til dejlige skud på Instagram 🙂

Besvar
Johnny Møller november 7, 2017 - 3:20 pm

Velbekomme Anja. Det glæder mig meget at du kunne lide både tekst og billeder. 🙂
Jeg lover dig, at der nok skal komme mere fra min side på Instagram, og jeg ved jo, at der kommer super smukke ting fra din hånd 🙂

Besvar
Camilla Brodam november 7, 2017 - 9:00 pm

Johnny, du formår altid at ramme plet med dine ord, om det så er på skrift eller in Real life. Også lige en kommentar til, at mange flere fotografer kan lave billederne bedre end dig. Niksen biksen, du laver dine billeder perfekt, og det er jo dine billeder, som viser naturen gennem dine øjne, det kan ingen andre lave bedre. Og dine billeder udstråler netop den ro, du skriver om.

Besvar
Johnny Møller november 8, 2017 - 4:05 pm

Tusind tak for de pæne ord Camilla 🙂 Hvor dejligt at mine ord kan ramme. Så har jeg opnået det jeg gerne vil. Du har i øvrigt en god pointe i forhold til, at billederne er MINE billeder. Måske det blot er min selvkritik der kom til udtryk 😉

Besvar

Smid en kommentar til os