Giv dine billeder et kreativt pift

af Jon Detlefsen

Sådan laver du mere kreative billeder – det er både nemt og sjovt

Jeg var i skoven for at lege. I styrtregn. Det var netop regnen, jeg havde ventet på. Men nok den mere moderate end den styrtende af slagsen.

Når det står ned i stænger, ligger der ikke vanddråber på bregnerne. Og slet ikke, når det også blæser. Og det var bregner med regndråber, jeg havde tænkt mig at fange. Nå, men det styrtregnede og blæste, så dråberne blev droppet.

Urtid
Jeg har noget med bregner. Jeg finder dem fantastisk fascinerende. Jeg har fortalt historien før her på FotoMalia, men nu gør jeg det lige igen.

Ganske kort: Bregnerne har eksisteret her på Jorden i 350 mio. år. De voksede her, længe før noget dyr færdedes på landjorden. Og de er 200 mio. år ældre, end de ældste, blomsterbærende planter. Det er da vildt cool!? At sidde midt blandt bregnerne er som at sidde i fortidens urskov. Med lidt fantasi. Nå ja, og så er de fotogene.

Det visne og gennemvåde bregneblad lå på jorden lige ved siden af. Overalt er der noget, man kan have det sjovt med fotografisk. Jeg har før brugt visne fyrgrene, og de tilføjer virkelig også noget spænding i billedet.

Forstyr det frie udsyn
Jeg ville forresten ikke fortælle så meget om bregnerne. jeg vil fortælle om forskellen på de to billeder herunder, som er næsten identiske. Samme motiv fra næsten samme vinkel med næsten samme komposition. Samme grej og indstillinger. Men hvad gør dem forskellige? For du kan godt se forskel på dem, kan du ikke?

Der er den lille forskel, at jeg på det nederste billede holder et vissent bregneblad op foran kameraet og fotograferer gennem det. Der sker virkelig spændende ting, når man skyder igennem grene, blade, græs, eller hvad man nu kan finde.

Det “rene” billede, hvor jeg ikke har fotograferet gennem noget. Det er næsten for pænt og måske også en smule kedeligt? Grej: Nikon D3s + Tokina 100mm. f/2.8 macro. Indstillinger: 1/160 sek., f/5, ISO-400. Blændeprioritet, undereksponeret 1 stop.

Jeg synes, der er en lidt mere rå, urskovsagtig stemning i billedet her. Og generelt finder jeg det noget mere spændende, end det “rene” billede oven over. Grej: Nikon D3s + Tokina 100mm. f/2.8 macro. Indstillinger: 1/100 sek., f/3.2, ISO-400. Blændeprioritet, undereksponeret 1 stop.

Kalejdoskop
Læg mærke til de spændende og mere maleriske strukturer, der opstår, når udsynet “forstyrres” af et bregneblad. Når man kigger i søgeren og bevæger bregnebladet lige foran glasset på objektivet, har det næsten samme effekt, som når man kigger i et kalejdoskop. Det er næsten som om, man bøjer fysikken. Tjek selv efter.

Om du synes bedst om det ene eller det andet billede, er helt underordnet. Jeg påstår ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet. Men det ene er i hvert fald meget sjovere at lave, da der er en meget større kreativitet i det, og fordi det altså virkelig er sjovt at lege og prøve af.

Noget virker, og noget gør ikke. Men det finder du kun ud af, hvis du prøver. Mulighederne er uendelige. Kun din fantasi sætter grænsen, når du skal skabe dine billeder.

Og husk; det gælder ikke kun bregnerne i urskoven. Du kan øge kreativiteten i dit fotografi overalt.

Bambi med mor
Og til sidst en hyggelig bonus, der satte prikken over i’et på min regnfulde skovtur. Endnu en grund til at komme ud i regnen. Der er ikke andre mennesker, og dyrenes sanser sløves af larmen fra regn og vind.

En ok afslutning på regnvejrs-skovturen. Hun opdagede mig og vendte om tæt fulgt af sit lille rålam. Grej: Nikon D3s + Nikkor 70-200 f/2.8 VRII. Indstillinger: 1/100 sek., f/2.8, ISO-400, 200mm. Blændeprioritet, undereksponeret 1 stop.

Relateret indlæg

2 Kommentarer

Brian - fotomalia.dk juni 3, 2015 - 5:06 pm

Mums Jon – det er godt ud!

Bregner er fantastiske, men ja du er altså lidt en bregne tosse 😉

Besvar
Jon Detlefsen juni 4, 2015 - 10:34 am

Tak makker! Jep – helt tosset;)

Besvar

Skriv et svar til Brian - fotomalia.dk Cancel Reply