Testzonen: Fujifilm X-Pro2 – En hed sommerflirt

af Jon Detlefsen

En sommer med Fujifilm X-Pro2 var som et af de her flygtige, romantiske bekendtskaber, hvis uundgåelige ende man gruer for, hvert eneste vidunderlige sekund man er sammen, og hvis intensitet derfor er så meget desto større

Fujifilm X-Pro2 er ikke en nyhed. Kameraet kom på gaden i januar 2016 og byggede videre på forgængeren X-pro1. Men det er allerede et legendarisk kamera, ja, det er nærmest kult med en stor og dedikeret fanskare. Kan det mon leve op til sit gode ry?

Jeg brugte Fujifilm X-Pro2 i seks uger hen over sommeren både herhjemme og på ferie. Med til kameraet lånte jeg objektiverne 23mm. f/2 og 14mm f/2.8. Med kameraets cropfaktor svarer det ca. til 35mm. og 21mm. Jeg brugte stort set kun det lækre 23mm.-objektiv, der er perfekt til gaden, mennesker – ja, og ferie. Så stort set hele sommeren brugte jeg kun X-Pro2 med et fast 23mm.-objektiv. Og jeg savnede ikke andet grej.

Umiddelbart er det fristende at kalde Fujifilm X-Pro2 for kongen af street. Og det er virkelig et kongekamera, men grænsen går ikke ved streetfotografering. Det kan så meget mere. Jeg har også hørt det mere nedladende øgenavn ’fattigmands-Leica’, hvilket jeg synes er lidt fjollet.

Fotograferet gennem sideruden i passagersiden, mens jeg kører i tæt trafik mod Bruxelles centrum. Jep, X-Pro2 er altid lige ved hånden. Den tonede siderude lægger et filter på billedet, der giver et specielt lys. Og så er selve situationen lidt sjov, synes jeg. Limboet med uro og utålmodighed, før festlighederne begynder.  

Vil man anskaffe sig et moderne rangefinder-kamera, tror jeg ikke på, at man reelt overvejer X-Pro2, hvis man kigger på, og budgetterer efter, et Leica. Ingen rationelle argumenter kan retfærdiggøre at skyde knap 54.000 kroner efter Leica M10, et kamera, der, undskyld på forhånd hvis jeg træder nogen over tæerne, virker lidt gammeldags og ikke teknologisk er på højde med X-Pro2, der til gengæld koster næsten 40.000 kroner mindre.

Det er helt andre x-faktor-argumenter (nej ikke skodprogrammet i TV), der her skal tages i brug. Dem ser jeg måske på en anden gang i en anden artikel.

Det handler om den rene og rå fotoglæde

De to kameraer er, efter min bedste overbevisning, ikke konkurrenter, selvom de langt hen ad vejen henvender sig til den samme type af fotografer. Det lyder måske selvmodsigende.

X-Pro2 har fået et velfortjent ry som det ultimative street-kamera. Det er til at betale sig fra, det er let og omgængeligt at bruge, og der fås et bredt udvalg af lækre glas, der ligeledes er til at betale sig fra.

Og tag ikke fejl. Selvom X-Pro2 koster tusindvis af kroner færre, end Leica M10, er kvaliteten på kamera og glas ikke tilsvarende lavere. Tværtimod. Det føles faktisk som om, det burde koste langt mere. Eller også burde Leica koste 30.000/40.000 kroner mindre…

Specifikationer

Fujifilm X-Pro2 er et spejlløst, rangefinderinspireret kamera med en 24,3 megapixel X-Trans CMOS III-billedsensor. Sensoren er APS-C med cropfaktor 1,5. Mulighed for at skifte mellem optisk og elektronisk søger. 273 fokuspunkter. ISO 200-12.800 (udvides til 100-51.200). Lukkertider på 30-1/8000 sek. Otte skud i sekundet. To porte til SD-, SDHC-, SDXC-hukommelseskort. Fuldt vejrforseglet. Vægt: 495 g. Pris (vejl.): kr. 14.490,-

X-faktor

X-Pro2 har X-faktor. Det er en faktor, som ikke umiddelbart kan måles og vejes og opgøres i skemaer og tabeller. Det er en faktor, som gør, at pulsen stiger, og mine kinder blusser rødt, når jeg drømmer mig tilbage til min hede sommerromance med kameraet.

Sjældent har et stykke fotogrej vækket lysten så uimodståeligt i mig. Lysten til at drage med kameraet ud på eventyr med åbent sind, lysten til at lege med fotografiet, lysten til bare at fotografere til blodet sprøjter fra trigger-fingeren – og så fortsætte.

Blot designet får det til at risle frydefuldt ned ad ryggen på enhver nostalgiker, der drømmer om de gode gamle dage, hvor fotografering var et ædelt håndværk, og hvor kameraerne havde sjæl. Kender du til rangefinderklassiskere, som eksempelvis Yashica Electro 35 eller Minolta Hi-Matic-serien, vil du nikke genkendende til X-Pro2, der designmæssigt lægger sig tæt op af klassikerne.

Justering af blænde, lukker og ISO, jeg har lyst til at skrive ASA, foregår som på mange rangefindere og spejlreflekskameraer fra 60’erne og 70’erne. Blænden justeres på en ring på objektivet, lukker justeres på et rendyrket retro-drejehjul øverst på kameraet, og ISO justeres på et drejehjul inde i lukkerhjulet – igen; så retrolækkert, at man næsten får vand i øjnene.

Retrohjulet er i virkeligheden nok mere en gimmick, end det er praktisk. Lukker og blænde kan alternativt justeres med tommel og pegefinger på drejehjul, lige som på DSLR-kameraer i dag.

Men helt overordnet, så er Fujifilm X-Pro2 et kamera, som inspirerer. Det er ikke grejet, der gør billederne, siger man traditionelt. Og det er jeg egentlig helt enig i. Men noget grej inspirerer og får lysten til at fotografere til at blusse op som en ildebrand ude af kontrol. Det gør X-Pro2, og det har jeg kun oplevet meget få gange før.

Håndtering, byggekvalitet osv.

Jeg greb kameraet, tændte for det og begyndte at skyde løs. Det fungerer intuitivt og ukompliceret. Det bliver hurtigt blot en naturlig forlængelse af din arm, som var det en del af dig selv.

Med muligheden for at skifte mellem optisk søger, som på de gamle rangefinderkameraer, og elektronisk søger, hvor din synsvinkel svarer til objektivet, får du det bedste fra begge verdener.

Du har endda mulighed for at aktivere et lille liveview-vindue nederst i det optiske felt, så du kan komponere dine billeder helt nøjagtigt, selvom du bruger den optiske søger, hvor synsvinklen er forskudt i forhold til objektivet. Jeg brugte dog stort set kun den elektroniske søger, som er fremragende.

Designet får det til at risle frydefuldt ned ad ryggen

Menuen er måske lidt rodet, og her skal du nok holde tungen lige i munden de første par gange, du skal rode rundt i den. Men det er jo bare en menu og et spørgsmål om tilvænning.

Jeg oplevede flere gange, at blænderingen havde rykket sig om på en anden blændeværdi, end jeg havde indstillet den til. Det samme oplevede jeg med drejehjulet til eksponeringskompensationen, som sidder yderligt øverst på kameraet.

Blænderingen kører meget blødt og smidigt – for blødt og smidigt, for der skal ikke meget til at få den til at dreje. Drejehjulet til eksponeringskompensationen sidder meget yderligt, og blot ved at kameraet hang om halsen eller over skulderen, oplevede jeg, at det var drejet, og at indstillingerne derfor ikke var, som jeg ønskede. Den burde enten køre mere trægt eller kunne låses på en eller anden måde.

Byggekvaliteten er hurtig at skøjte hen over. X-Pro2 føles massivt som en mursten og er tydeligvis bygget til at blive brugt overalt i alt slags vejr.

Det vigtigste: billederne

Altså de der Fuji-farver… Jeg ved ikke, om jeg blot er forblændet af min begejstring for X-Pro2, men jeg synes, der er et ekstra lag WOW over farverne i billederne. RAW-filerne er naturligvis lækre og dynamiske, som man må forvente af et moderne 24 mio. pixel kamera.

Det virkelig sjove er muligheden for billedbehandling i kameraet – eller rettere de otte film-simulationer, hvor Fujifilm har tilstræbt fornemmelsen af de klassiske filmprofiler. Du kan selvfølgelig vælge neutral, men du kan også vælge både farve og sort/hvid-simulationer, der ligner nogle af Fujifilms legendariske film fra de analoge dage. I nogle af simulationerne har du mulighed for yderligere at lægge filtre på.

Og her handler det ikke blot om, at Fuji lige skruer lidt op eller ned for farverne eller laver en hurtig sort/hvid-konvertering, så det hele bliver lidt retrocool. Fujifilm har lavet film siden 1934. De kender farvepaletterne så godt, som nogen kan gøre. Og de har alle forudsætninger for at lave de rigtige algoritmer til deres digitale farve- og sort/hvid-profiler baseret på 80 års erfaring med film.

Så nej, det er selvfølgelig ikke det samme, som de klassiske film, men det er godt nok tæt på. Og som jeg i efterhånden en del indlæg har pointeret, så er jeg vild med synergien mellem den moderne digitale teknologi og den klassiske analoge.

De tre billeder herover er henholdsvis en Velvia-, en Acros- og en Classic Chrome-JPEG lige ud af kameraet uden yderligere billedbehandling.

Det bliver ikke nemmere

Jeg vil fremhæve de tre film-simulationer, som jeg især blev begejstret for. Acros (sort/hvid), Velvia (knald på farverne) og Classic Chrome (dæmpede farver og øget kontrast). De to første er direkte inspirerede og navngivet efter Fujifilms egne klassikere Fujifilm Neopan Acros og Fujichrome Velvia.

Classic Chrome skal efterligne de tidlige farvefilm med mere dæmpede farver og øget kontrast, som giver et lækkert retro-look. Det er virkelig svært ikke at tænke på Kodaks legendariske Kodachrome her… Classic Chrome er min favorit blandt farvefilm-simulationerne.

Der er et ekstra lag WOW over farverne i billederne

Du kan indstille kameraet til at optage billederne i en af filmsimulationerne, så du med det samme har færdige JPEG-billeder med dit foretrukne udseende. Du kan også optage i RAW og efterfølgende, i kameraet, konvertere til JPEG i en eller alle simulationerne. Og du kan selvfølgelig optage både RAW og JPEG, så du både har råfilen og den behandlede JPEG.

Og det fungerer! JPEG-billederne direkte ud af kameraet kræver ingen eller minimal efterbehandling – evt. lidt crop. Er du eksempelvis på farten i en storby et eller andet sted og gerne vil fodre dine sultne Instagram-følgere med fede billeder lige nu og her, kan du trygt og roligt stole på Fujifilms sublime JPEG-konvetering. Du har endda mulighed for at skrue op og ned for kontrast, farve osv efterfølgende i kameraet også.

Nul Photoshop, nul efterbehandling, nul besvær. Du smider dine lækre Classic Chrome streetbilleder trådløst direkte fra kamerat over på din smartphone, hvorfra du poster dem ud i den store online-verden. Det har aldrig været nemmere, mere lækkert og mere tilfredsstillende. Og farligt afhængighedsskabende.

Konklusion

JA, selvfølgelig skal jeg selv have mig et Fujifilm X-Pro2 – eller afløseren, hvis den engang dukker op. Jeg er ærlig talt smaskforelsket, hvilket du nok ikke er i tvivl om, hvis du er nået så langt i teksten, som her til.

Ud over selve kameraet er jeg vild med Fujifilms tilgang til fotografiet. Fujifilm lytter til sine brugere og laver løbende opdateringer af firmware – selv på udgåede modeller som X-Pro1.

Og helt konkret ændrer de på software og på design og detaljer i kommende modeller baseret på brugernes, fotografernes, tilbagemeldinger. Ikke blot en eller anden hot shot topfotograf men mange tusinde brugeres konstruktive kritik. I like!

Med X-Pro2 har jeg følelsen af at skære alt overflødigt fra, indtil jeg er inde ved kernen i fotografering, hvor glæden og inspirationen blomster.

De fleste fotografer oplever nedture, hvor gnisten ligesom ikke rigtig er der. Den bedste medicin mod dette må være en ordentlig injektion af X-Pro2. Lån kameraet af nogen og genopdag glæden ved at fotografere.

På de sædvanlige 1 til 10-pointskalaer klarer X-Pro2 sig fremragende. Men det er ikke det interessante. Det interessante er awesomeness-skalaen, og her scorer X-Pro2 maks.

Her handler det ikke om den nyeste teknologi, om kedelige målinger og indekseringer i skemaer og tabeller, eller om ligegyldige fraser om ergonomi og knapper, der sidder rigtigt eller forkert.

Det handler om den rene og rå fotoglæde, hvor hjertet er ved at sprænges af dedikation til fotografiet og om et utæmmeligt, sanseligt begær efter at drage af sted på eventyr og formidle verden visuelt.

Her sprænger Fujifilm X-Pro2 rammerne.

Stort TAK for til Ib Thordal fra Fujifilm Nordic for godt samarbejde og udlån af X-Pro2 og objektiver.

Sommeraften på strøget. Sommeraften på strøget. 

Relateret indlæg

2 Kommentarer

Carsten Krog Pedersen oktober 30, 2017 - 8:31 pm

Jeg tror du er glad for det kamera 😉

Besvar
Jon Detlefsen oktober 31, 2017 - 9:03 am

Okay så – du har gennemskuet mig! 🙂

Besvar

Smid en kommentar til os