En lækker lille sag!

af Brian - fotomalia.dk

Prøv at forestille dig at der fandtes et kamera, der kun havde de funktioner du gider bruge, havde blændende billedekvalitet, et lysstærk og skarpttegnende objektiv og sidst, men ikke mindst, var så lille, at du gad have det med over alt – ja det lyder umuligt!

Men det er det faktisk ikke!

FUJI X100s

Som du sikkert ved, så er Fuji x100s en opdateret version af Fuji x100. I følge Fuji selv, så er X100s forbedret på stort set alle de vigtige punkter, og er en “Classic evolution” fra den ældre version.

Det lyder jo ikke dårligt, for jeg var mildt sagt, ret begejstret for x100, til trods for, at den godt kunne strammes lidt op nogle få punkter.

I stedet for at lave en helt ny gennemgang af kameraet, så har jeg valgt at tage udgangspunkt i min gamle anmeldelse, og kun fokusere på de punkter som jeg syntes er blevet mærkbart bedre.

Hvis du gerne vil læse hele min anmeldelse af X100, så kan du finde den lige her (som sagt er den et godt supplement til denne)

pic_additional_01

Som altid har jeg testet kameraet, ved at bruge det som jeg ville, hvis det lå fast i min fototaske, og jeg har altså kun taget de billeder jeg havde lyst til at tage – jeg har ikke skudt mursten, testark, og kun meget få katte. Jeg har haft kameraet i en lille uge, og det er altså alt, hvad jeg begrunder denne test på (eftersigende er X100s ret “hot”, og Goecker var ked af at låne det ud længere end en uge).

 

 

TEKNISK DATA….

Fuji X100s har fået en masse fine nye stats, som jeg, for at være helt ærlig, har kigget meget lidt på. Jeg vidste for eksempel ikke engang, at der proppet 4 millioner ekstra pixels ind i X100s.

X100s er, som jeg ser det, ikke et kamera for dem der savler over stats og ubrugelige features. Det er et kamera for dem der nyder at fotografere, og som nyder at arbejde med et lille kamera, der ikke begrænser kreativiteten.

Hvis man alligevel gerne lige vil tjekke de forbedrede stats, så kan men se dem her.

VERDENS HURTIGSTE AUTOFOKUS

Når man snakker om features og ydeevne, så er der tilsyneladende ingen grænser for, hvad kameraproducenterne vil smide på æsken. Fuji X100s er, så vidt jeg ved, ikke det eneste kamera der har båret titlen som kameraet med “verdens hurtigste autofokus”, og det er der som sådan heller ikke noget i vejen med, for den er hurtig, og i det helt rigtige lys, så er den måske enda den hurtigste Fuji har testet –  men “verdens hurtigste autofokus” det sætter altså forventningerne højt.

Desværre levede X100s ikke helt op til de forventninger, og det er lidt synd, for det fokuserer langt hurtigere og langt bedre end X100 – men der er i mine øjne stadig et stykke vej, specielt i dårligt lys.

_DSF7037

Mads i flyvende fart – på grund af en kraftig modlys (hvilket ikke er til at se pga. flash) var jeg nødt til at fokusere inden Mads hoppede. Autofokus kunne ikke følge med under disse fohold! (Fuji X100s – 1/1000sek – f/8 – ISO 200)

 

Jeg var meget træt af den manuelle fokusering på X100, og det har Fuji også givet en overhaling på X100s, men det er stadig ikke helt så nemt som på et “rigtigt” objektiv – den elektroniske “forsinkelse” driller.

Til trods for, at Fuji ikke helt lever op til de forventninger de skaber, så er fokuserer X100s godt, og det er en KLAR forbedring i forhold til X100!

 

MERE FART!

Den “gamle” X100 var på nogle punkter en lidt sløv banan – dette gjorde sig specielt gældende, når man forsøgte at fotografere i RAW. RAW-fotografering på X100 var i mine øjne noget nær umuligt, eller det krævede i hvert fald en hel del tålmodighed, og ikke mindst et motiv der stod stille.

Med X100s er dette blevet MEGET bedre, nu er det rent faktisk muligt, at tage billeder i RAW uden at blive gammel af ventetiden.

_DSF5559

Det er altså meget stort at lege med LilleNørd når man er 5 (1/2) år – (Fuji X100s – 1/320sek – f/4 – ISO 400)

 

Men træerne vokser desværre ikke ind i himlen, og der er stadig lidt slatten banan gemt i x100s – jeg oplevede flere gange, at kameraet går i stå, mens den skriver filerne til kortet, og at det tager tid inden man kan se resultatet af det man har fotograferet – det forventede jeg bedre!

Det er muligt, at denne sløvhed skyldes et sløvt SD-kort, men jeg oplever ikke samme sløvhed på mit D4, selv om jeg sætter et CF-kort i fra år 1836 – bufferen tager sig jo af det sløve kort.

 

SKÆRM OG SØGER

X100s har fået en fin ny elektronisk søger med hele 2.350.000 pixels, men de mange ekstra pixels var faktisk ikke noget jeg tænkte over… Jeg ville personligt hellere have haft, at skærmen havde fået et par af de pixels.

Skærm og søger fungere fremragende, og det er og bliver en fornøjelse at arbejde med den unikke kombination af en optisk rangefinder-søger, en elektronisk søger, en hybridsøger og LCD-skærm.

 

I BRUG

Når man lige kommer ind under huden på X100s, så er det en fornøjelse at arbejde med, mulighederne i hybridsøgeren er fede, men det kræver tilvænning.

Det ligger godt i hånden og knapper og “feel” er godt (selvom jeg stadig ikke er vild med plastikgummien), alle de nødvendige funktioner er let tilgængelige, og når man har vænnet sig til “brugerfladen”, så er det hurtigt at justere sin eksponering.

Til trods for at kameraet nogle gange kan føles en lille smule langsomt, når det bearbejder den fotograferede data, så reagerer det lynende hurtigt med en shutterlag på kun 10ms.

 

Shutterlag = tiden fra du trykker på udløseren til kameraet tager billedet.

 

Den lille 23mm-optik der sidder fast på X100s er skarp og leverer en fremragende kvalitet, ihvertfald så snart den rammer f:2.8.

F:2 er en lille smule blød og ret svær at arbejde med, men giver gode muligheder for at bruge en lille skarphedsdybde kreativt.

 

FLASH

En feature som jeg næsten havde glemt, det er mulighederne i flash. X100s er udstyret med en såkaldt “leafshutter”, som gør det muligt at fotografere med flash med lukkertider helt op til 1/4000 sek – det er uhørt hurtigt og rigtig spændende, og det giver helt nye muligheder i forhold til flash i dagslys.

_DSF7054

Ja, køn er han ikke, men man må jo bruge hvad der er ved hånden, når man skal vise effekten af, at kunne bruge flash på X100s – (Fuji X100s – 1/800sek – f/8 – ISO 200)

_DSF7040

Flash er og bliver altså bare sjovt at lege med – hvis man tilføjer en trampolin kan Mads og jeg sagtens være underholdt en hel aften – (Fuji X100s – 1/1000sek – f/8 – ISO 200)

Ved hjælp af et billigt flashkabel fra Kina (som jeg normalt bruger på mit Nikon) fik jeg uden problemer X100s til at udløse min SB900. Det krævede selvfølgelig en manuel styring af flashen, men ellers var det meget lige til.

Desværre fik jeg kun leget meget lidt med dette, men det er helt sikkert en feature jeg ville lege meget mere med, hvis kameraet lå fast i min fototaske.

 

 

BILLEDKVALITET

Der er ingen tvivl om, at Fuji kan et eller andet helt specielt i forhold til billedekvalitet – det er skisme iorden.

_DSF5624

Der er fyldt med detaljer i filerne (Fuji X100s – 1/20sek – f/2.8 – ISO 400)

 

En af mine bekendte fik lov at lege lidt med “mit” lånte X100s, for at teste det op i mod sit eget Canon 7D (de har jo samme sensorstørrelse), og der var ingen tvivl i hans sind om, at X100s bankede 7D på de højere ISO’er. Han er inkarneret og stolt Canon-mand og har skudt Canon i over 30 år, så han er på ingen måder ude på, at tale Canon ned, X100s er bare rigtig, rigtig god.

Fuji X100s leverer en rigtig flot billedekvalitet, specielt hvis man ser på jpeg-billederne direkte ud af kameraet. Faktisk syntes jeg, det kan være svært at få et resultat der er lige så godt som JPEGen ud af RAW-filerne, selv hvis man arbejder meget på dem i RAW-konverteringen.

Jeg syntes ikke der er helt samme arbejdsdybde i RAW filerne som jeg er vandt til fra mit D4, men det er nok heller ikke en helt fair sammenligning – Både RAW og JPEG er af høj kvalitet og jeg blev på ingen måder skuffet.

En af styrkene ved at have en “stor” sensor er selvfølgelig, at man gerne skulle have en god ydelse ved høj ISO – og her syntes jeg heller ikke X100s skuffer – det er selvfølgelig ikke en D4, der kan se i mørke, men det er bestemt ikke skidt.

_DSF7019

Ved ISO 1600 er skarphed og kvalitet flot bevaret – (Fuji X100s – 1/70sek – f/2.8 – ISO 1600)

 _DSF5462

Så tabte man lige sin første tand midt i biografen – det skal da foreviges! (Fuji X100s – 1/180sek – f/5.6 – ISO 6400 – jpeg direkte fra kameraet)

 

X100s leverer, efter min mening, brugbare filer helt op til ISO 1600, og selv ved ISO 6400 kan de, med lidt justering, bruges i en snæver vending. Hvis man bruger jpeg-filerne direkte ud af kameraet, så er de lidt overbehandlede, når man kommer over ISO 3200, og hudtonerne kommer hurtigt til at se lidt plastikagtige ud (her er der med andre ord en fordel i at skyde RAW).

Alt i alt leverer X100s filer i god kvalitet og som er til at arbejde videre med.

 

KONKLUSION

Jeg har svært ved at få armene ned – det her er et meget lækkert kamera, som tilbyder alt det som jeg har brug for i en meget lille pakke. Jeg har meget lidt dårligt at sige, og jeg tror det værste ved, at dette kamera lå i fototasken ville være, at D4’eren ville blive brugt en del mindre.

_DSF7065

Venter på mor, som har været en hel uge på Island – det er lidt spændende, om hun nu ser ud som hun plejer – (Fuji X100s – 1/35sek – f/2.8 – ISO 800)

 

En af de største minusser ligger i batterilevetid – jeg syntes hurtigt det dør, og jeg syntes ikke man har speciel god kontrol over, hvor meget saft der er tilbage – batteriindikatoren er enten fuld eller en streg (hvilket jeg har erfaret, betyder at du skal skynde dig MEGET hjem).

Men men men – køber jeg det så denne gang?

Njarrhhh – hvis jeg havde pengene og havde mere tid til at bruge det, JA helt sikkert! Men som mine dage ser ud lige nu, så ville det få for meget tid i tasken til, at jeg kan retfærdiggøre et køb, selv om kr. 8500,- ikke er afskrækkende for hvad man får.

Skal du købe det?

Hvis du nyder at fotografere i byen eller på rejsen, så JA, helt sikkert, det er det helt perfekt til – men hvis du er mere til fugle, så Nej, det er det ikke lige oplagt til.

Med andre ord – hvis du tror kameraet passer til dit behov, så er det et godt køb, men det er lidt et nichekamera og det er ikke alle der vil kunne udnytte potentialet.

 

 For priser og mere info hop over til Goecker og tag et kig..

Tjek også lige Zack Arias lækre test ud – han kan virkelig trylle med det kamera, og hans “bar” analogi er spot on!

 

Jeg håber du fik noget ud af ovenstående “test”, og at du vil dele dine erfaringer med X100s hvis du har haft det i hænderne – du er også meget velkommen til at smiden en kommentar hvis du har et spørgsmål eller to til “Den lille lækre sag”.

Relateret indlæg

4 Kommentarer

Kurt Hansen juli 1, 2013 - 9:14 am

Det lyder som svaret på mine bønner. Jeg købte for nyligt et brugt Nikon D3000, da alt mit grej er analogt. Mage til elendighed havde jeg ikke forventet, så det ryger tilbage i den blå.

Er der en nedblændingsknap på Fuji’en? Jeg kan ikke læse mig til det på diverse sider.

Besvar
Brian - fotomalia.dk juli 1, 2013 - 12:18 pm

Hej Kurt – det ligner da ikke dine normale kommentarer 😉
.
Både ja og nej til nedblændingsknappen, for det er jo en rangefinder søger der sidder i og den ser jo ikke igennem optikken!
.
Så ja når du bruger den elektroniske søger kan du se resultatet af blændes påvirkning på skarphedsdybden, og når du bruger skærmen.
.
Og Nej der er igen nedblændingsknap, for det er en rangefinder søger…
.
Håber det var svar nok.
.
Hvad var problemet med d3000eren?

Besvar
Kurt Hansen juli 2, 2013 - 9:15 am

Jamen hvis jeg kan se skarphedsdybden, hvilket er vigtigt for mig, så gør det ikke noget, at jeg ikke forstår hvordan det foregår rent teknisk.

D3000 har ingen nedblændingsknap.
Umuligt (for mig) at fokusere præcist med mine gamle objektiver.

Det eneste der gør mig betænkelig ved Fuji’en er, at der ikke er zoom. Jeg kan sagtens undvære at kunne udskifte til superteler og fiskeøjer, men at være henvist til at skyde alt på 35 mm (analogt), kræver en moden overvejelse af hvad mit fremtidige fotobehov er.

Besvar
Michael Teisen september 12, 2020 - 8:08 pm

Ang. Fuji X100S: Hvor mange” skud” kan man forvente af kameraet i dets levetid?
På et DSLR oplyser fabrikken et gennemsnits tal for lukkeren- men en sådan er der jo ikke i et spejlløst kamera.
I øvrigt stor ros til Jer for en god hjemmeside.
Vh. Michael

Besvar

Skriv et svar til Brian - fotomalia.dk Cancel Reply