Boganmeldelse – Nordisk Stilhed

af Carsten Krog Pedersen

Fotobog: Nordisk Stilhed af Morten Hilmer. Her, på en af de grå og kedelige dage i maj, fik jeg et brev med posten.

Det var ikke sådan et almindeligt brev. Det var sådan et af dem, som der var en bog inden i. Men jeg havde ikke bestilt nogen bog, så jeg var noget spændt på, hvad det var.

Forventningsfuldt rykkede jeg det røde bånd af brevet for at åbne det. Og ud af den hvide indpakning dukkede der en smuk blå gave op. En gave, som tilmeld var forseglet med det fineste rævesegl i hvidt mod det blå papir.

Den indpakkede bogDen indpakkede bog

Jeg blev overrasket, og der gik faktisk flere timer, før jeg turde tage det fine papir af.

Men inde i den fine indpakning fandt jeg en bog.

Igen blev jeg overrasket, for hvilken bog var det? Mine fingre havde lyst til at røre ved denne bog, hvis dybe prægning i forsiden nærmest var et kunstværk i sig selv.

Mine fingre kunne ikke lade være med at stryge den fantastiske overflade. Og sådan fortsatte det også inde i bogen. Hænderne havde lyst til at røre, og øjnene havde lyst til at se.

Bogen er trykt på rart tykt papirBogen er trykt på rart tykt papir

Nordisk Stilhed

Morten Hilmer har lavet en bog – “Nordisk Stilhed”. En bog, som ikke kan sammenlignes med andre danske fotobøger. Denne bog er så gennemført, så stilfuld, så elegant, at jeg ikke har set noget lignende tidligere fra en dansk naturfotograf.

Bogen er trykt af Narayana Press med vanlig nænsomhed og omhu. De store billeder i bogen er trykt på meget tykt papir, som giver et meget stofligt og sanseligt udtryk. Man får lyst til at klippe billederne ud og hænge dem op.

Billedernes ro understreger bogens titel, og Mortens evne som forfatter lader ikke noget stå tilbage,for hans evner som fotograf og designer for den sags skyld.

Opslag med tekstOpslag med tekst

Bogen er gennemført stilfuld, og jeg elsker bøger, hvor man har haft modet til at lade hele sider stå tomme for helhedens skyld. Billederne kræver plads, og det får de. Ligeledes kræver teksten plads og eftertænksomhed.

Skrifttypen er sart og måske en smule svag, men det passer godt til bogens helhedsudtryk, som emmer af stilhed og eftertænksomhed. Discipliner, som ikke ligefrem falder naturligt for det moderne menneske.

Mortens tekster er modigt skrevet, på dansk og engelsk, og er en udlevering af ham selv som person. En søgende person, som mangler noget i livet. En person, hvis søgen efter mening går i helt andre retninger end hvad det gængse samfund formår at tænke.

I Mortens tekster forsvinder man ud på isen sammen med ham, og han formår at give teksterne et naturligt flow, selvom man ryger ud og ind af Mortens krop og sind. Nogle gange observerende på de ting, der foregår i naturen og andre gange observerende på de ting, der foregår i ham selv.

En rejse

Bogen, er med andre ord, en rejse gennem Mortens sind og gennem Mortens liv.

Allerede ved første side blev jeg rørt. En side, hvor den lille test “Til mor og far” står stille og præger en hel side i den store bog.

Billedmæssigt kender vi nogle af Mortens billeder, men her er de specielle igen, her er de nye, her er de i en sammenhæng, som giver umådelig meget mening. Her er dog også en ny side af Morten Hilmer.

Billederne emmer af ro og tid. De emmer af en verden, som fortsætter efter os, og selvom jeg ved, og også kan læse i bogen, at Mortens hjerte hører til på den Grønlandske is, så er der også en del af hans hjerte som er faldet til ro med stilheden fra Danmark, fra Jammerbugten – hvor Morten bor.

Og det er netop herfra, de bedste billeder i bogen stammer. De stammer fra Danmark. Selvom de er sat op mod det vidunderlige, Grønlandske landskab, så er det de danske billeder, der rammer mig dybest.

Mortens billeder af snedækkede landskaber og træer med en flok sangsvaner i det ene gyldne snit – smukt!

Naturfotografisk elite

Dejlig at røre ved!Dejlig at røre ved!

Med denne bog rykker Morten Hilmer skridt op ad den fotografiske rangstige. Morten Stiller sig helt i front for, i øvrigt, mange dygtige danske naturfotografer. Men Mortens navn må med denne bog nå langt ud over Danmarks grænser.

Morten rykker op i en elite af naturfotografer, hvor der findes meget få. Jeg vil ikke nævne nogle andre navne, og så gør jeg det alligevel, for jeg måtte undervejs i bogen, flere gange, sende en tanke til en af mine helt store forbilleder, Finske Hannu Hautula.

Denne bog er en drøm og burde stå på alle danske naturfotografers hylde. Jeg vil endog sige, den burde står på alle mennesker med hang til eftertænksomheds hylde. Eller alle, der bare godt kan lide smukke bøger.

Morten Hilmers bog Nordisk Stilhed får hermed 6 ud af 6 stjerner.

Du kan i øvrigt møde Morten Hilmer på dette års fotofestival – den 9. til 11. juni, hvor han er konferencier

Relateret indlæg

Smid en kommentar til os