Billeder i virkeligheden

af Jon Detlefsen
Maxim, Albert, August og Andreas (from left) are having a wash after the foodfight. Marmelade and canned whipped cream flies through the air. Carl-Mar initiates the play Friday evening. “Is it ok to use food like that, when there are people starving? We had that discussion afterwards in the class. A foodfight was a dream for many of the children. To challenge what is not allowed was very liberating for them. No one in Africa gets more food if we did not do it”, says schoolteacher Josefine Jack Eiby. Foto: Asger Ladefoged

Asger Ladefoged blev færdiguddannet som fotojournalist i 2014. Blot tre år senere har han et hav af nationale og internationale priser i ryggen og er kåret som Årets Pressefotograf

Vi kigger på begrebet fotojournalistik, og vi taler med Asger Ladefoged, der bl.a. fortæller om sin egen tilgang til faget

Det var egentlig ikke meningen, at han skulle være pressefotograf.

Men ved prisuddelingen til landets bedste fotografer ved Årets Pressefoto i foråret 2017 løb 30-årige Asger Ladefoged med intet mindre end fire titler – titlerne Årets Pressefoto, Årets Nyhedsbillede – Udland, Årets Reportage – Danmark og hovedprisen Årets Pressefotograf.

Han blev færdiguddannet fotojournalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus for blot tre år siden.

Højreradikale mødte op på Place de la Bourse og forstyrrede, hvad der skulle have været en fredelig mindehøjtidelighed i respekt for de dræbte under det nylige terrorangreb i Brussel. De højreradikale forlangte, at IS skulle bekæmpes med magt og ikke med lys. Om morgenen den 22. marts 2016 blev Brussel ramt af tre eksplosioner, det mest voldsomme terrorangreb i Belgiens historie. Ud over de tre selvmordsbombere blev 32 tilfældige mennesker dræbt, og mere end 300 blev sårede. Terrororganisationen Islamisk Stat har taget ansvaret for bomberne – lige som de gjorde det efter terrorangrebet i Paris i november 2015. Foto og billedtekst: Asger Ladefoged.Brussel, Belgien 2016. Foto: Asger Ladefoged.

Både før og under uddannelsen var det især portrætgenren, han interesserede sig for. Og han forestillede sig, at fremtiden som fotograf skulle ligge i genrerne portræt, firmafoto og lignende.

”Min bedste vens forældre arbejdede begge som freelancefotografer, og det var her, jeg begyndte at interessere mig for fotografiet. Jeg var fascineret af den spændende freelance-tilværelse, af at ens hobby kunne blive ens profession. Og så ville jeg arbejde med mennesker. På Journalisthøjskolen interesserede jeg mig ikke synderligt for nyhedsfotografiet. Jeg var meget mere optaget af arbejdet med mennesket, med portrættet.”

Men det er ikke altid, tingene går helt, som planlagt.

Avdijivka, Ukraine 2016. Foto: Asger Ladefoged.

Virkeligheden fortalt visuelt

En fotojournalist er en journalist, der fortæller historier med billeder frem for med ord. Fotojournalistik er at fortælle historier fra virkeligheden visuelt. Inden for genren findes flere undergenrer.

Men uanset om et fotografi er et enkeltstående nyhedsfotografi, der supplerer en nyhedsartikel, eller om det indgår i en fotoreportage, er det en helt afgørende faktor, i forhold til mange andre fotografiske genrer, at fotojournalistikken beretter om virkeligheden.

“Man skal helst ikke kunne se, at her er et Asger-billede.”

I Ken Kobrés store værk, Photojournalism – The Professionals´ Approach, der udkom første gang i 1980 og i år er udkommet i sin syvende udgave, skriver Cobré i indledningen på første udgave:

”Nutidens fotojournalister skal kunne kombinere graverjournalistens talenter med fagjournalistens målrettethed og samtidig have flair for featurejournalistens sprogbrug.”

Her, knap 40 år senere, kan man yderligere tilføje, at ud over at besidde en stor faglighed, skal fotojournalisten kunne agere i en digitaliseret verden, der eksploderer i visuelle ind- og udtryk.

Alle og enhver med smartphones kan fotografere når- og hvor som helst, hvor færre og færre medier har en egen stab af fotojournalister, og hvor flere og flere fotojournalister er nødsaget til at leve det, ofte, hårde og usikre liv som freelancere.

Men helt grundlæggende er fotojournalistens opgave stadig at vise virkeligheden i billeder.

Ukraine 2016. Årets Pressebillede: Asger Ladefoged.

Talent, tilfældigheder, held og talent

Asger Ladefoged er fotojournalist ved Berlingske. Det har han været, siden han blev færdiguddannet i 2014. Her dækker han stort set alle områder. Han laver nyhedsbilleder, portrætter og reportageserier fra den hjemlige hverdag og fra verdens brændpunkter.

”Jeg forestillede mig ikke, at jeg skulle arbejde som pressefotograf.”

At han havnede på Berlingske er en blanding af tilfældigheder, held og talent. Det siger sig selv, at talentet er en uundgåelig faktor, men man har jo også lov at være heldig en gang i mellem.

”Jeg var på det rette sted på det rette tidspunkt, da en ledig stilling på Berlingske faldt sammen med, at jeg blev færdig med min uddannelse. Jeg var yderligere heldig, fordi stillingen var på Berlingske, hvor jeg havde tilbragt min praktiktid. At blive ansat her har naturligvis haft stor betydning for mit fotojournalistiske arbejde.”

Kokkedal, Danmark 2016. Årets Reportage-Danmark: Asger Ladefoged.

Det var ikke kun Asger Ladefoged, der var heldig. Berlingske må nødvendigvis også tilskrives en hvis portion held, når de fik muligheden for at få en nyuddannet fotojournalist i hus, der på så kort tid har udmærket sig både nationalt og internationalt med adskillige priser.

Asger Ladefoged fortæller, at han på de tre år på Berlingske har været igennem en rivende udvikling.

”Jeg forestillede mig ikke, at jeg skulle arbejde som pressefotograf, og på Journalisthøjskolen lå min koncentration et helt andet sted. Så indlæringskurven har været stejl de seneste tre år. Jeg føler selv, at jeg har udviklet mit fotografi enormt i den periode, og når jeg kigger på de billeder, jeg lavede for tre år siden, kan jeg se en stor forskel fra det, jeg laver nu.”

Qayyarah, Irak 2016. Årets Nyhedsbillede – Udland: Asger Ladefoged.

Ikke et Asger-billede

Selv er Asger Ladefoged ikke mærkbart påvirket af sine mange priser og den store anerkendelse. Han fortæller, at det selvfølgelig betyder meget, at venner og kolleger synes godt om hans arbejde.

Men han arbejder målrettet og stringent, dokumentarisk med sine billeder, og han vil helst ikke have, at man kan se, at billedet er hans.

”Man skal helst ikke kunne se, at her er et Asger-billede. Så synes jeg, at jeg har ladet for meget af mig selv komme til i billedet. Så er det mit ego, mit behov for at blive set og hørt, der skinner igennem. Vores læsere betaler 6000 kroner om året, for at vi skal give dem virkeligheden, og ikke for at jeg skal udfolde mig unødvendigt kunstnerisk.”

Brussel, Belgien 2016. Foto: Asger Ladefoged.

Målet er virkeligheden

Asger Ladefoged forklarer, at der selvfølgelig altid er forskel på, hvordan den enkelte fotograf laver sine billeder, og at billeder ikke er objektive, da det jo er et klart subjektivt valg, hvor man peger kameraet hen.

Så det er ikke nødvendigvis muligt at undgå, at få en personlig stil, der kan genkendes. Men det er ikke et mål. Målet er at vise virkeligheden så virkeligt, som det overhovedet kan lade sig gøre.

Hans egen tilgang til det fotojournalistiske arbejde er minimalistisk og umiddelbart simpel. Han fortæller, at han først og fremmest prøver at være ærlig og åben i sit billedudtryk. At han forsøger at gøre sine billeder simple og letlæselige. Han rydder op i sine billeder, og til det bruger han blandt andet linjer og det naturlige lys.

“Jeg vil gerne have folk til at reagere på mine billeder.”

Og det vigtigste er selvfølgelig motivet:

”Et godt billede bevirker en reaktion hos de mennesker, som betragter det. Om reaktionen er overraskelse, chok, glæde, sorg eller undren er egentlig ligegyldigt. Jeg vil gerne have folk til at reagere på mine billeder. Men de skal ikke reagere, fordi jeg har en særlig stil, fordi jeg laver en himmel overdrevet dramatisk eller fordi, jeg fotografisk skaber et særligt udtryk, der fremmanipulerer bestemte følelser.”

Asger Ladefoged slår fast:

”Man skal helst reagere på mine billeder, fordi motivet, virkeligheden, begivenheden på billedet, i sig selv er stærk og interessant nok til at fremkalde reaktioner.”

Kokkedal, Danmark 2016. Årets Reportage-Danmark: Asger Ladefoged.

Fotoworkshop: Visuel Historiefortælling. Vi du se mere til Asger Ladefoged? I weekenden d. 1. – 3. september 2017 kan du komme på fotoworkshop i visuel historiefortælling med Asger Ladefoged på Hanstholm Fyr – men vær opmærksom på, at workshoppen næsten er udsolgt, så du skal være hurtig. Læs mere om workshoppen og tilmeld dig her.

Alle billeder og billedtekster © Berlingske & Asger Ladefoged.

Relateret indlæg

4 Kommentarer

Anja Robanke august 18, 2017 - 8:53 am

Spændende fortælling! Og interessante billeder. Altid rart at se noget fra en genre, jeg ikke lige bevæger mig så meget i selv 🙂

Besvar
Tina Kragh Kristensen august 19, 2017 - 12:17 pm

Spændende billeder og interessant artikel ! 🙂

Besvar
Tina Kragh Kristensen august 19, 2017 - 12:19 pm

Flotte billeder på din hjemmeside, #Anja Robanke !

Besvar
Anja Robanke august 19, 2017 - 11:44 pm

Tusind tak Tina!! 🙂 Bloggen om min Islandsrejse kommer i næste uge her på Fotomalia 😉

Besvar

Skriv et svar til Anja Robanke Cancel Reply